En strategisk sejr?

20121119-071835.jpg

Jeg har egentlig ikke så meget lyst til at skrive om finanslovsforhandlingerne, der allerede rumsterer rundt i en nær politisk fortid. Men der er sket noget interessant (om det er godt, er en anden snak – jeg synes det ikke) i hele forhandlingsforløbet.

Den største udfordring i moderne politik er at hele det politiske liv nu er så viklet ind i forestillinger om at politik handler om strategier og om hvordan man skal tænke strategisk, at det snart er meget længe siden at målet om et bedre samfund blev sekundært. Hele spin-fænomenet er blot en facet af den strategiske tilgang til politik.

Det kunne man se tydeligt netop i finanslovsforhandlingerne. Ministrene kan sige “I tør ikke vælte os” både internt til regeringspartierne, inden for det enkelte parti og udad til Enhedslisten, der i et vist omfang opfattes som (og i et vist omfang opfatter sig selv som ) regeringens parlamentariske grundlag.

Alle ender med primært at tale om strategi – også Enhedslisten, der i mange år har talt om at det handlede om at stemme for enhver forbedring og imod enhver forringelse. Også de kritiske medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse taler nu om hvilken strategi, partiet i stedet burde have fulgt.

Slavoj Zizek skrev i The Guardian at

When Margaret Thatcher was asked about her greatest achievement, she promptly answered: “New Labour.” And she was right: her triumph was that even her political enemies adopted her basic economic policies. True victory over your enemy occurs when they start to use your language, so that your ideas form the foundation of the entire field.

Strategitænkningen har set på denne måde vundet – alle taler dens sprog.

Det paradoksale ved at tænke meget strategisk i politik er imidlertid at de politiske mål som strategien skulle fremme, ender med at blive sekundære i forhold til selve strategien.

Der er talrige fortællinger om hvordan partier har satset så meget på midlet, dvs. indflydelsen, at de af andre fik at vide, at de havde mistet målet af syne. Dette bliver så fortællingen om opbrud i partierne (jvf. formandsvalget i SF eller uroen hos Det Konservative Folkeparti) eller fremkomsten af “kompromisløse” udbryderpartier (jvf. Venstresocialisterne eller Liberal Alliance).

Fra forskningens verden kender vi strategiernes sejr – der findes nu et Strategisk Forskningsråd. Muligheden for grundforskning bliver efterhånden ofte begrundet i at være en slags spinoff af de forskningsbevillinger, der er motiveret af anvendelser. Engang var det omvendt.

Jeg ved godt at politiske strategier er vigtige for at nå målene og at anvendelse af forskningsresultater er vigtige. Jeg taler bestemt ikke imod at man skal have en strategi på nogen af disse felter. Men mange strategier er endt derhenne, hvor målet er blevet af sekundær betydning eller helt er forsvundet – af hensyn til strategien.

Det er lidt som at spille et musikinstrument: jo mere opmærksom man bliver på ikke at spille forkert, jo lettere spiller man forkert – eller jo mere tilbøjelig bliver man til at vælge at spille musik, der er nem at spille.

Tænk hvis man i politik og forskning og i andre sammenhænge, hvor man skal “vinde”, i stedet for at tænke på netop at “vinde” ville tænke på at gøre det, man gør, så godt som muligt. Måske er det dét, der vinder i sidste ende.

(Visited 27 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar