Tak fordi du mobbede mig ?

20121121-045144.jpg

Den britiske journalist Andy West skriver i The Independent om sin barndom, hvor han blev mobbet. Det, der er foruroligende ved hans indlæg er at han har efterrationaliseret sig frem til at det faktisk gavnede ham, at mobningen var en strategi til socialisering. Han skriver:

There’s a reason Wayne Macken stuffed his cheese sandwich in my trumpet.
There’s a reason Ashley Clarke threw sticky weed at my jumper. I know why Daniel Cooper repeatedly punched me in the stomach and Louise Birch put snails in my PE bag.

It was because I was an idiot. I deserved to be bullied. In fact, I would go further. I needed to be bullied.

Had I not been bullied, I would never have learned the important social skills I required to get along in life. To be humble, to be sincere, to be kind, to be helpful, to be forgiving. I was arrogant, showy, aloof, judgemental, critical, selfish and unsociable. To put it simply, I needed my worst traits bullying out of me. Just as my braces straightened out my teeth, so classmates beat out my obnoxiousness.

Men mobning er systematisk chikane. Det er ikke en legitim strategi til socialisering – lige så lidt som en uønsket seksualiseret omgangstone på en arbejdsplads udgør et kærlighedsliv.

Jeg blev selv mobbet i skolen – det begyndte vel i 5. klasse og varede indtil jeg kom i gymnasiet. Der var vel mange grunde til at det var sådan – jeg var introvert, jeg var den første i klassen der fik briller, min mor var enlig mor, jeg havde ingen kontakt til min far (der var udlænding) osv. osv. Det var ikke en konstant ydmygelse, men en uforudsigelighed – hvornår sker der noget igen? Der kunne gå dage, hvor intet skete, men … Da det i det gymnasiet blev de andre færdigheder end de sociale, der blev mindst lige så vigtige, holdt det op. Hvem vil dog være efter ham, der kan finde ud af matematikafleveringerne og fysikøvelserne?

Jeg kender andre, der er blevet mobbet og alligevel fik et godt voksenliv. Alligevel er det noget, der med mellemrum dukker op i samtaler med dem. Mobningen er en opdragelse til at føle sig forkert og tvivle på sig selv på en uheldig måde.

Det er muligt at Andy West på nogle måder var en træls person i sin skoletid, men det kan ikke legitimere hvad han blev udsat for. På mig virker det mere som om han har overtaget de mobbendes billede af ham, og netop dét er en konsekvens af den systematiske chikane.

Mon den rå omgangstone, vi oplever i medierne – i omtale af mennesker, der skiller sig ud (det være sig fremtrædende personer eller minoriteter), debatter i online-fora osv. – i virkeligheden også er resultat af en socialisering, som mobning i barndommen har som resultat? Dvs. at vi som børn lærer hinanden at man godt må behandle andre dårligt hvis vi synes at “de har fortjent det”.