Til at regne med

20121122-204643.jpg

Jeanette Wing er blevet udnævnt til vicepræsident Microsoft Research, kan jeg se. Jeg har kun mødt hende én gang, til en konference i USA for længe siden, men (som man ville sige nordenfjords), så er hun ikke dum. Indtil for nylig var hun professor ved Carnegie-Mellon University, der har et af de bedste datalogiske institutter i USA. Og udnævnelsen af hende er også interessant af en anden grund: at være både kvinde og tilhøre et etnisk mindretal (Wing har kinesisk baggrund) er desværre endnu usædvanligt i datalogi.

Microsoft Research har nogle af bedste hoveder inden for datalogi og matematik ansat i en slags privat datalogisk institut, der også udfører regulær grundforskning. Tænk bare på Georges Gonthier, som jeg har skrevet om tidligere. Det var forresten Microsoft der genforenede Georges Gonthier og hans tidligere PhD-studerende fra École Polytechnique, Cédric Fournet. Mange andre store it-firmaer er enten forholdsvis ligeglade med at bedrive datalogisk forskning (det gælder bl.a. Apple) eller har omstruktureret og skåret ned (det gælder bl.a. HP og Compaq, hvis forskningsaktiviteter blev fælles, da HP overtog Compaq). Ikke engang så fremtrædende IBM er hvad det var engang. Det ser endnu anderledes ud for Microsoft, og uanset hvad er det væsentligt.

Som mange andre fremtrædende forskere er Jeanette Wing begyndt at tænke nærmere over sit fags filosofiske grundlag. Hun slår til lyd for at man lærer også andre end dataloger at kunne “tænke som en datalog”. Computational thinking er en idé, der er både fascinerende og begrænsende.

Jeg har ikke lyst til at anvende computational thinking inden for f.eks. psykiatri eller flygtningepolitik. Men det samme kunne jeg sige om matematik eller fysik. Hvis man ikke passer på, er computational thinking i virkeligheden en moderne udgave af dét, der engang hed fysikalisme – den filosofiske retning, der baserede sig på fysikkens forståelse af verden. Jeg håber og tror at Jeanette Wing er opmærksom på ikke at forfalde til en sådan reduktionisme.

Og det tror jeg faktisk, bl.a. fordi hun skriver at

One can major in English or mathematics and go on to a multitude of different careers. Ditto computer science. One can major in computer science and go on to a career in medicine, law, business, politics, any type of science or engineering, and even the arts.

Dét er en væsentlig erkendelse. Matematikere er allerede havnet i mange andre karrierer end fagmatematikerens eller matematiklærerens, netop fordi matematik faktisk gennem sin analytiske tilgang giver adgang til nogle metakognitive kvaliteter. Den samme mangfoldighed af karrierer kan blive tilfældet for dataloger, og det bør være helt igennem legitimt og godt.

(Visited 36 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

2 kommentarer til “Til at regne med”

  1. Jeg har de sidste par år bedt nye studerende på Informationsvidenskab og Digital Design ved AU, om at læse Wings tekst Computational Thinking.

    Den har nemlig den interessante pointe, at vi foretager ting som ved prefetching og concurrency i vores daglige gøremål.

    Disse kvaliteter, er altså ikke reserveret for datalogisk interesserede mennesker.

    En indvending mod programmering, er ofte “jeg er slet ikke logisk tænkende”. Der er Wings tekst god, fordi den forklarer, at det netop er det man er, når man vælger kø i Føtex. Og når man pakker sin skoletaske, eller rejser til skole (foretager en ruteplanlægning med hensyn til destination, rejsetid, betaling, osv.).

    Hvis der er en indvending mod teksten, er det, at den er lige lovlig datalogisk (i sit sprogbrug).

  2. Det er en god pointe, og jeg kan faktisk godt lide ideen – det interessante er så faktisk er at mange af de datalogiske begreber er formaliseringer af hverdagsbegreber og begreber fra arbejdsgange! Det gode eksempel er netop en kø.

Skriv et svar