Jeg er levende

20121123-161933.jpg

En af de visualiseringer, som stoicismen gør brug af, er den negative visualisering – at forestille sig, at man ikke havde det man faktisk har. Derigennem kan man bedre påskønne det.

Dette kom jeg til at tænke på, da jeg læste et lille essay i New York Times af den irske forfatter Bill Hayes, der er bosat i USA. Han fortæller om hvordan han spiser et måltid sammen med vennen Oliver, og denne udbryder spontant: Jeg er glad for at jeg ikke er død. Naboerne, der hører denne bemærkning, giver spontant udtryk for det samme. Det er en smuk dag.

We ate at a picnic table. I’d forgotten wineglasses, so we traded swigs out of the bottle. It was summer. The sun was setting on the Hudson. Neighbors were enjoying themselves at nearby tables. The breeze was nice. The surrounding cityscape looked like a stage set for a musical.

Bill Hayes skriver:

I suppose it’s a cliché to say you’re glad to be alive, that life is short, but to say you’re glad to be not dead requires a specific intimacy with loss that comes only with age or deep experience. One has to know not simply what dying is like, but to know death itself, in all its absoluteness.

Der er mange måder at leve på, men der er kun én måde at være død på. Der er mennesker der har et forfærdeligt liv, og deres skæbne skal ikke bagatelliseres. Der er mennesker, der lige nu venter på at dø. Men det er et privilegium at opleve det modsatte af den “perfekte storm”, nemlig den perfekte glæde – at livet er godt og at vi er live. Glæden, man føler i dé øjeblikke, er i sin egentlige form ikke en selvglæde, men derimod en anerkendelse af det privilegium, det også kan være at være i live. Og dermed kan vi også bedre forstå hvad det vil sige at dø.