Et offentligt privatliv

20121124-172825.jpg

I går tog jeg en bus, og på sædet bag mig sad en ung kvinde. Hun havde en længere samtale med en ven om hvordan hun havde været uenig med en fælles bekendt (lød det til) under en bytur; hun syntes at han havde opført sig umodent. Jeg ved ikke hvad den unge kvinde hed, og måske får jeg det aldrig at vide, men jeg (og alle andre) fik i det offentlige rum indblik i hendes privatliv.

Jeg kender ikke Immanuel Kants værker nær så godt som jeg burde. Men i dagens udgave af Center for Vild Analyse i Information skriver CVA:

Immanuel Kant skelnede i sit lille skrift om oplysningfra 1784 mellem den private og den offentlige brug af fornuften. Ved den private forstod han, umiddelbart lidt paradoksalt, den brug af fornuften, der udspiller sig i det, vi ellers er vant til at kalde det ’offentlige rum’: Det, man gør, når man tager vare på sine interesser, udfører en eller anden funktion eller bidrager til den almindelige sammenhængskraft i et samfund, som vi kalder det i dag.

Den offentlige brug af fornuften er derimod den, man gør, når man henvender sig som hvem som helst til den lærde offentlighed, dvs. alene i kraft af de tanker og ideer, man gør sig – om f.eks. politik, kunst, videnskab, osv. Den private brug af fornuften kan man således gøre sig som tv-vært eller politibetjent, eller når man varetager en bestemt gruppes interesser. Den offentlige brug kan man derimod gøre hjemme ved sit skrivebord eller i en samtale med nogen uden anden anledning end at diskutere og udforske ét eller andet spørgsmål, alene for at forstå det bedre.

Pointen er at der netop ikke er tale om “offentlig fornuft” i medierne i dag, men om en “privat fornuft”. Medierne i dag er i høj grad interesserede i det “private”, nemlig hvordan mennesker føler – i debatfora på internet er der stort set altid tale om private betragtninger, der ofte tager form af rendyrkedr følelsesudbrud.

Vi ser en masse i det offentlige rum, som man aldrig ville have set før. Reality-tv fremviser intriger og skænderier og seksuelt samkvem. Også pornoen reklamerer med mennesker, der har sex eller er nøgne på et offentligt sted. Portrætudsendelser og biografier fokuserer på kendte menneskers privatliv – og hele ugebladsgenren er stort set bygget op om dette fokus.

Det er ikke offentligheden, der har vundet – det er det private. Det private befinder sig ude i det offentlige, men i offentlige sammenhænge er det den private fornuft, der vinder. I det offentlige rum taler vi om os selv og på vegne af os selv. Tænk bare på hvor ofte en politiker bliver spurgt hvad han/hun føler om en bestemt sag – eller hvor ofte en politiker kun tager udgangspunkt i sig selv. Til gengæld er det sjældent, at politikere sætter sig i modpartens sted eller forsøger at forstå rationalet bag deres handlemåde. Og portrætudsendelserne og biografierne fokuserer i høj grad på privatlivet hos den, der bliver portrætteret. De sociale medier tillader os at fortælle andre om vores privatliv i stor detalje.

Det lyder måske som om jeg er modstander af følelsernes rolle, når vi taler sammen, eller at jeg synes at det er forkert at tale om sit privatliv. Ingen af delene er tilfældet. Men er det ikke på tide at vi bliver bedre til at tale som en “hvem som helst” (i stedet for primært at tale om os selv) og til at bruge den offentlige fornuft i offentlige sammenhænge? Måske vil det i virkeligheden kunne føre os tættere på hinanden – og på en anden måde end det, vi opnår ved at lytte til hinandens telefonsamtaler.

(Visited 184 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar