Bryn Jones

Der var engang, hvor jeg opdagede musik ved at høre det i radioen eller læse om det i nyhedsgrupper på Usenet. Da jeg begyndte at interesse mig for elektronisk musik og den mere percussion-baserede af slagsen, stødte jeg netop i Usenet-nyhdsgrupper på navnet Muslimgauze og beskrivelser af den arabisk inspirerede musik. Det var mange år før MySpace, YouTube mm. og der var ikke anden udvej end at købe en cd.

Muslimgauze var ikke et band, men den britiske musiker Bryn Jones, der boede i Manchester (navnet antyder, at han vel havde walisisk baggrund). Det album, jeg købte, var det, der hedder Zul’m – og det var et godt sted at starte. Her spiller han sammen med to musikere fra Mellemøsten, og musikken er som altid percussion-orienteret og rent instrumental. På en del andre albums er tonen rå og ofte forvrænget, men på Zul’m læner Bryn Jones sig tilbage og skaber et nærmest ambient-klingende univers, der er meget stemningsfyldt og værd at dykke ind i.

Hele Bryn Jones’ musikalske virke var centreret om Mellemøsten i bred forstand; selv om hans musik var rent instrumental, var det tydeligt fra titlerne på numre og albums, at han var politisk engageret i situationen i denne del af verden, og især i palæstinensernes forhold. Om han rent faktisk også var muslim, ved jeg ikke. Selv fik Bryn Jones underligt nok aldrig selv besøgt Mellemøsten. I 1999 døde han af en sjælden infektion i lungerne, kun 37 år gammel.

Bryn Jones var ekstremt produktiv i sit korte liv. Diskografien på det officielle websted om Muslimgauze er en liste på hele 222 udgivelser, hvoraf et stort antal er albums. Der er faktisk så meget materiale, at der selv nu udkommer nyt. Jeg kan af samme grund ikke påstå at jeg har hørt andet end en lille flig af hvad Muslimgauze/Bryn Jones havde at byde på. Det var nok heller ikke det hele, der var lige så vellykket som Zul’m.

Men mange andre har med tiden fået ørerne op for Muslimgauze’s værk. Krist Novoselic, der var bassist i Nirvana, skrev i 2010 dette:

I have to cock my ear, but it becomes somewhat clear, in my mind at least, what he’s up to. Sometimes this straining can wear a listener down, therefore I find Muslimgauze releases can be hit or miss. However, Speaker of Turkish is an excellent, and quite satisfyingly clear blend of Middle Eastern sounds and rhythms with Jones’ daring style of mixing.

Another aspect of Muslimgauze is how political the titles and art work can be. Notice that I didn’t say music, because it’s instrumental, except for murmurs and mysterious voices that often emerge from the many layers of sounds and rhythms. Jones, who was a Brit, took a pro-Arab position in the conflicts in the Middle East. But there are no long liner notes about politics, it’s the song titles and artwork that convey the message / image.

(Visited 34 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar