Mindretal og andre mindretal

20121130-050822.jpg
Verdens efter sigende dyreste juletræ blev i 2010 stillet op i Abu Dhabi.

Demokrati er ikke flertallets ret til at knægte mindretallet. Demokrati handler heller ikke om at undgå pressen eller undlade at udtale sig. Demokrati handler derimod om at tilgodese og respektere mindretallet.

Det er et citat, jeg kun kan erklære mig enig i. Hvem har mon sagt det og i hvilken sammenhæng?

Udtalelsen stammer fra et debatindlæg af Pia Kjærsgaard om den underlige juletræsfejde i en boligforening på Sjælland, hvor et flertal af bestyrelsen ikke vil give tilskud til en juletræsfest, men tidligere har brugt et markant større beløb på en eid-fest.

Hvad synes jeg så om denne sag? Jeg er helt enkelt træt af juletræsfejden. Alle parter i den pågældende boligforening har så vidt jeg kan koncentreret sig om at score flest selvmål i denne sag, der forlængst er blevet blæst ud af proportioner af medierne, godt fulgt op af især Dansk Folkeparti, der er interesseret i at bruge den dumme fejde i deres fortælling om “det truede danske folk”. Det er tvivlsomt, om der havde været samme interesse, hvis der havde været tale om en boligforening, hvor et lille flertal af småbørnsforældre havde givet penge til en fastelavnsfest med en dyr hoppeborg på bekostning af et foredrag for pensionister.

Det er interessant at se, at Dansk Folkeparti nu udtaler at de anerkender eksistensen af mindretal og interesserer sig for mindretals rettigheder. Der er trods alt etniske, religiøse og seksuelle mindretal som har oplevet diskrimination af forskellig art, men jeg kan ikke mindes at have hørt Pia Kjærsgaard tale for f.eks. flygtninges eller LGBT’ers vilkår. Desværre har vi her efter alt at dømme at gøre med et tilfælde, hvor et højrenationalistisk parti kaprer begreber af strategiske årsager og vender dem på hovedet. For hvis en boligforening bør tage hensyn til et mindretal, der fejrer en anden højtid end flertallet ud fra et generelt princip om mindretalsbeskyttelse (og det synes jeg, de bør), må andre i andre sammenhænge, hvor et andet mindretal har et tilsvarende ønske, handle ud fra samme generelle princip (og det synes jeg også, de bør). Det interessante er her imidlertid, at Dansk Folkeparti siger det stik modsatte; partiet skriver i en pressemeddelelse fra august i år:

Ministeren afkræves svar på sin holdning til, at skoler landet over er begyndt at give elever fri på grund af en religiøs højtid, der ikke er en del af den danske kalender og hvordan ministeren vil sikre, at eleverne ikke får fri eksempelvis ved ramadanens afslutning.
Desuden skal ministeren forklare, hvordan fravær for elever, der ikke møder op i skolen på grund af en religiøs højtid, skal registreres samt om skolerne skal tillade fridage for andre trossamfunds religiøse højtider som fx buddhisternes, katolikkernes, ortodokses og jødernes?

Det interessante er at mindretalsbeskyttelse er et menneskeretsligt princip som udmønter sig i konventioner om en lang række veldefinerede mindretal – børn, flygtninge, oprindelige folk osv. Menneskerettighederne er samtidig universelle: de gælder altid og for alle mennesker, dvs. også for dem, man ikke bryder sig om og i situationer, man ikke har strategisk fordel af. Som Pia Kjærsgaard siger om menneskerettighederne i et ugebrev fra 2008 op til 40-året for vedtagelsen af Verdenserklæringen om menneskerettigheder:

De er formuleret af mennesker – derfor er det alene op til mennesker sørge for at bringe hykleriet til ende. Skal menneskerettighederne kun gælde i vores egen verden, eller har vi modet til at kræve dem overholdt over alt?

Heri kan jeg også kun være enig.

(Visited 49 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar