Brain Pickings

brainpickings

Jeg har henvist til det franske websted Owni, hvor der har været en hel del interessant at læse om teknologi, samfundsforhold (herunder menneskerettigheder) mm. Men det sted er netop lukket (artiklerne er heldigvis stadig i arkivet der). Til gengæld har jeg så nu (først nu, vil nogen nok tænke) opdaget Brain Pickings (http://www.brainpickings.org), som er et websted drevet af 27-årige Maria Popova, der oprindelig er fra Bulgarien og nu bor i New York. Her skriver hun om alt, hvad hun har lyst til at skrive om. Hun anmelder bøger om kreativitet og en børnebog af Richard Dawkins. Hun skriver en liste over de 10 albumudgivelser, hun har været gladest for i 2012. Hun skriver om hvad Bertrand Russell sagde om at lære. Og så videre. Og hun skriver godt. (Der er ikke ret meget om samfundsforhold; det er der som bekendt af og til her på min blog.)

Der er et interessant interview med Maria Popova i The Observer, og det er tydeligt at hun finder det meste af sin inspiration fra bøgernes verden – hendes artikler er ikke primært videreformidling af indhold fra nettet.  Man opdager også hurtigt at hun har Brain Pickings som et fuldtidsarbejde – Maria Popova mener selv at bruge omkring 450 timer om måneden på den. Jeg bruger formodentlig/forhåbentlig højst en tyvendedel af den tid på at skrive på min egen blog, og sådan bør det også være.

 

Den, der gjorde en forskel

katalysator

Det virker trivielt når jeg skriver det, men jeg synes egentlig ikke det er det: Den eneste, der kan ændre på et menneskes adfærd, er det pågældende menneske – men de ændringer i adfærd vi ser hos andre, er en reaktion på noget udefra kommende.

Det gik op for mig, da jeg læste en usædvanligt gribende og interessant kronik af Jonas Jensen, der lige nu er ledig. Han har været en masse forfærdeligt igennem: en barndom med en alkoholiseret og voldelig far, mobning, misbrugsproblemer som helt ung, distriktspsykiatri og et selvmordsforsøg. Jonas kom videre i livet takket være en sygeplejerske, der tog sig tid til at tale med ham og til at lytte. Siden 2010 har han løbet marathon og har fået en HF-eksamen. Vendepunktet indtraf i 2008:

Da jeg i 2008 indlægges med blødninger fra tarmen på en medicinsk afdeling, mødte jeg en sygeplejerske, som fik mig til at indse, at jeg var mere værd end det liv, jeg levede.

For første gang i flere år mødte jeg et menneske, som ikke talte ned til mig, men i øjenhøjde.

 

 

På vej ud af hospitalet besluttede jeg mig for at kaste cigaretterne i skraldespanden og besejre tilværelsen.

Man kan selvfølgelig læse denne historie som endnu en “man kan hvad man vil”-historie, hvor individet omsider tager sig sammen, gør sig fri af behandlerne og nu er ene, men stærk. Men læg mærke til at Jonas faktisk flere gange i kronikken takker de mennesker, der hjalp ham videre – han bliver stærk ved hjælp af andre:

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at sende en tanke til den sygeplejerske, som i 2008 hjalp mig med at indtage livet, mennesker i idrætslivet, som har hjulpet mig med aldrig at give op, samt de undervisere, som deltog aktivt, for at jeg kunne føle mig godt tilpas til timerne.

Mange mennesker har oplevet at mødet med bestemte mennesker forandrede deres liv. Nogle får nyt mod på livet ved at møde en forstående terapeut.

Mange andre har heldigvis ikke været udsat for den slags, men har alligevel mødt et menneske, der gjorde en forskel. Selv fik jeg vakt min interesse for de matematiske fag takket være min gode matematiklærer i gymnasiet. Mange andre har sikkert haft en lærer, en sportstræner eller måske en slægtning eller god ven, der på den måde forandrede deres liv.

Ligesom i en kemisk reaktion er den person, der gør en forskel, en katalysator – dvs. en nødvendig bestanddel af reaktionen, men ikke den bestanddel, der bliver forandret. (Analogien holder vel ikke helt; den katalyserende person lærer også ofte noget i processen.)

Vi er mange, der i et eller andet omfang “arbejder med mennesker” – undervisere, socialarbejdere, sundhedspersonale, psykologer osv. Og der er forsket en hel masse i hvordan undervisere, terapeuter, socialarbejdere og andre kan skabe forandring for den enkelte. Så vi ved i hvert fald et stykke hen ad vejen hvad vi bør gøre. Men hvor gode er vores reelle muligheder for at være katalysator for de mennesker og rent faktisk få bragt dem derhen hvor de skal? Det burde være en langt højere prioritet end det har været i de seneste 15 år, hvor dokumentationskrav og kvantificerbare krav til effektivitet er blevet stadig mere fremtrædende og ofte virker som det eneste, der reelt er blevet vurderet.

Men er det ikke forandringen, der er det største resultat, vi kan give? Jeg vil hævde at det kun er i de situationer, hvor man selv har overskud til det, at man kan blive katalysator og skabe en sådan forandring.

Hvad skal vi sætte pris på?

En britisk lov om offentlighed gør det nu muligt at finde ud af hvad der skete i de første år af Margaret Thatchers regeringstid. I dag kan jeg i The Guardian læse om de dokumenter, der viser hvordan en regeringskommission i september 1982 foreslog en hurtig fjernelse af den velfærdsstat, som Labour havde indført efter 2. verdenskrig – bl.a. skulle den forbilledlige offentlige sygesikring NHS fjernes, de fleste sociale ydelser skulle fjernes, 25 procent af alle skolelærere skulle fyres og der skulle betales for at gå i folkeskole. Mange af ideerne skyldtes den daværende finansminister Geoffrey Howe, der tyve år tidligere havde haft disse ambitioner, og Ronald Reagans politik i USA har også været tydelig inspiration – for slet ikke at tale om indflydelsen fra Milton Friedman. Der var opbakning til Thatcher i befolkningen efter sejren i Falklandskrigen, og den økonomiske krise var samtidig stadig særdeles mærkbar. Det virkede som et opportunt tidspunkt til store politiske ændringer.

Forslagene forekom imidlertid for drastiske for en del af de andre ministre. Det betyder dog ikke, at politikken bag blev lagt på hylden. I årene efter blev mange af ideerne bag nemlig lanceret efterhånden, men hver for sig og i mere langsomt tempo. Det var poll tax, privatiseringen af British Rail, salget af det sociale boligbyggeri, betaling for at studere på universiteterne, lukning af kulminerne osv. osv.

I dag er der igen planer om “reformer” i Storbritannien, og en af bagmændene fra dengang, Gordon Wasserman, er nu rådgiver for David Cameron. Jeg frygter hvad det er for en “reform”, der planlægges. Også herhjemme tales der om “reformer”.

Fra og med Margaret Thatcher ses velfærdsstaten nemlig først og fremmest som noget, der kan skæres i eller fjernes for at redde noget andet – et overskudsfænomen. Men den britiske velfærdsstat er som alle andre velfærdsstater faktisk opstået i en økonomisk svær tid, nemlig årene efter 2. verdenskrig som en reaktion på den økonomiske krise og massearbejdsløsheden i 1930’erne, hvor fascistiske bevægelser fik en skræmmende stor opbakning i befolkningen med alt hvad deraf fulgte. Fra 1945 og frem til Thatcher var der en reel konsensus i britisk politik om at fuld beskæftigelse var en helt central målsætning.

Man kan nu se, hvordan krisen i Grækenland fører til en uhyggeligt stor opbakning til det engang helt marginale fascistiske “Gyldent Daggry” og også i Spanien får et lignende parti, “España 2000” (navnet lyder som en genudsendelse på Eurosport), for tiden vind i sejlene, kan jeg læse på BBC.

Grækenland og Spanien har to ting fælles: Det er lande, hvor økonomisk krise og nedskæringer følges ad. Og det rigtigt bekymrende: det er lande, der så sent som i 1970’erne led under fascistiske diktaturer. En stor del af befolkningen i disse lande har derfor forudsætningerne for at huske de onde år. Og alligevel vælger mange at stole på  fascistiske “løsninger”.

Dette er et perspektiv, der sjældent dukker op i diskussionerne om hvorvidt vi “har råd til” at have et velfærdssamfund. I stedet er vi strandet i en diskurs, hvor priser er blevet langt vigtigere end værdier i socialpolitikken (hvis nogen ellers tør bruge et sådant ord mere; jeg gør).

Firs-tyve

firstyve

Af og til hører jeg om “80/20”-reglen. Det anslås at 80 procent af alle køretidsfejl i Microsofts software skyldes 20 procent af fejlene i koden. Jeg kan også læse, at det i USA er 20 procent af de kriminelle, der begår 80 procent af al kriminalitet.

Jeg tør ikke sætte tal på, men jeg har også selv en fornemmelse af at det til offentlige møder oftest er en lille andel af de tilstedeværende, der taler suverænt mest (ved de foredrag, jeg har givet om gruppebaseret projekteksamen har det hver gang været sådan) og af at det både i studerendes projektarbejde og i egen og andres forskning så godt som altid er tilfældet at det meste og det mest spændende sker i den sidste måned – så der bliver brugt uforholdsmæssigt meget tid i starten på noget, der senere viser sig at være af begrænset værdi.

80/20-reglen blev formuleret i 1906 af den italienske økonom Vilfredo Pareto (1848-1923), der bl.a observerede at 20 procent af hans ærteplanter leverede 80 procent af udbyttet og at 80 procent af al jord i Italien, da Pareto levede, blev ejet af 20 procent af befolkningen. Den tid, hvor Pareto var aktiv, var i øvrigt også den tid hvor en anden italiener, Corrado Gini, gav sit bud på et kvantitativt mål for økonomisk ulighed, den såkaldte Gini-koefficient. Også Ginis arbejde er baseret på studiet af fordelingsfunktioner.

Reglen hænger sammen med en antagelse om at mange fænomener følger det, man nu kalder en Pareto-fordeling. En stokastisk variabel X er Pareto-fordelt med parametre \alpha og x_m hvis dens fordelingsfunktion er givet ved

F_X(x) = \begin{cases} 1 - (\frac{x_m}{x})^{\alpha} & \mbox{for } x \geq x_m \\ 0 & \text{for } x < x_m \end{cases}

x_m angiver en minimumsværdi, som X kan antage. Hvis man sætter \alpha = \log_4 5 \approx 1.16, får vi netop 80/20-reglen.

Er Pareto-fordelingen “naturlig”? Det ved jeg ikke – jeg er ikke matematikøkonom (læser du min blog, Esben?) – men der findes en samling resultater som giver tilstrækkelige betingelser for hvornår en stokastisk variabel er Pareto-fordelt. På den måde er de vel en slags pendanter til den centrale grænseværdisætning.

Hvis arbejdsindsats også er Pareto-fordelt og følger 80/20-loven, skulle man tro at man kunne effektivisere sin arbejdsplanlægning. Men hvis man udvælger 20 procent af opgaverne og nøjes med at koncentrere sig om dem, betyder det kun, at man stadig vil ende med at bruge 80 procent af sine resurser på 20 procent af dette udvalg. Fordelingskurven er nemlig selv-similær i matematisk forstand!

80/20-reglen er under alle omstændigheder ikke en universel lov, og det er vigtigt at huske. I bedste fald er 80/20-reglen vel en beskrivelse af bestemte situationer, hvor man ikke regulerer det, man måler. Tallene er ikke naturkonstanter. I samfund med stor social ulighed ser det som bekendt ganske anderledes ud – for eksempel er det i nogle lande i verden en meget lille procentdel af befolkningen, der ejer næsten al jord. Hvis vi vil forhindre at 80 procent af jorden ejes af 20 procent af befolkningen, kan det ske gennem en jordreform. På tilsvarende vis kan man påvirke fordelingen af den tid, man bruger på bestemte arbejdsopgaver.

Desuden er det vigtigt at huske, at vi har en tendens til at hæfte os ved de tilfælde, der bekræfter vores hypotese – nemlig de tilfælde, der opfylder 80/20-reglen. I virkeligheden er de interessante tilfælde jo de mange tilfælde, hvor det ikke sker!

Reformår

fudge-reform

Jeg får hørt en masse radio i disse dage, hvor jeg tilbringer juleferien med at ligge underdrejet med influenza. Lige nu lægger den danske regering op til at der skal skæres i kontanthjælpen. Mange ved nok, at det er en politik, jeg ikke går ind for. Men det er nu ikke så meget dét, jeg vil hæfte mig ved her. Det er det ord, regeringspartierne – men også nyhedsmedierne – bruger herom. Man taler om en kontanthjælpsreform. Hvad er det nu, ordet “reform” betyder?

Her er hvad den danske udgave af Wikipedia lige nu skriver:

Reform (latin for re tilbage; formatio danne, forme: omdannelse) betegner i politik større planlagte (i modsætning til revolution) fredelige (uden anvendelse af magt) og lovlige ændringer eller omdannelser af bestående forhold (statsforfatningen eller en religion).

Der er ikke tvivl om at regeringens politik er planlagt og fredelig (omend brugen af ordet “magt” er lidt underlig; en regering anvender vel altid magt?) og vil finde sted ved ændring af gældende lov. Men det er usikkert for mig (da jeg ikke kender lovforslaget i detalje) om der er tale om en større ændring af bestående forhold eller simpelthen endnu en nedskæring. Og desuden spiller regeringen tydeligt på at ordet  “reform” har positive konnotationer. Regeringen kunne blot have talt om en ændring, men den vælger at tale om en reform. Ofte forstås en reform nemlig som et “tiltag for en ændring til det bedre”. Prøv bare at tænke på en jordreform i et tredjeverdensland; den vil aldrig bestå i at ejendomsretten overdrages til godsejerne.

Dette er endnu et af de mange eksempler på hvordan magthavere prøver at kapre sproget. En analyse af hvordan dette blev brugt med uhyggelige konsekvenser skyldes den tyske sprogforsker Victor Klemperer, der som en af de få tyskere med jødisk baggrund overlevede hele det nazistiske vanvid. Gennem alle årene førte han dagbog (den er udkommet som tobindsværket Jeg vil føre vidnesbyrd til det sidste) og skrev noter om hvordan nazisterne bruger sproget; dette blev til bogen LTI – lingua Tertii Imperii : Det Tredje Riges sprog : en filologs notesbog, der først sidste år kom på dansk. I denne bog giver han en skræmmende analyse af hvordan nazisterne overtog sproget, så alle, også modstandere af regimet, endte med at bruge ord som (her citeret fra Peter Wivels anmeldelse i Politiken):

Blod og jord. Endelig løsning. Folkesjæl. Gengæld. Ghetto. Hagekors. Jødisk. Kadaverudnyttelse, Koncentrationslejr. Lavere racer. Lydighed. Magtovertagelse. Menneskemateriale. Nedmeje. Omvæltning. Overmenneske. Raceskænding. Straffeekspedition. Tilintetgørelseskrig. Udradere. Undermennesker. Verdensherredømme.

Jeg vil naturligvis ikke drage nogen sammenligning mellem Hitler-Tysklands grusomheder og den politiske situation om kontanthjælpen i Danmark, men i begge situationer kan vi se hvordan de, det har magten, definerer hvordan sproget skal bruges og vi kan se, hvordan det faktisk lykkes at ændre sproget. (Ordet “ghetto” dukker bekymrende nok op i begge sammenhænge.) Se på hvordan et begreb som “skattelettelser” har sneget sig ind i sproget. Politikere fra alle partier i Folketinget bruger dette ord nu om lavere skatter. Nu ser vi det også med ordet “reform”.

Og i begge sammenhænge kan man i stedet for at give efter for definitionsmagten stille spørgsmål ved den: man kan nemlig sætte spørgsmålstegn ved magtens begreber. Ligesom man i 1940’erne kunne spørge om “folket” findes og om det, hvis det findes, egentlig har en sjæl, kan man spørge f.eks. om det er en lettelse at sænke skatterne og om ændringer i kontanthjælp faktisk er en reform.

Svinestierne

20121226-102840.jpg

Den sidste bog jeg fik læst i år blev formodentlig Svinestierne af Susanna Alakoski, der er født i Finland og vokset op i Sverige. Romanen udkom i 2006, den er delvist selvbiografisk og handler netop om en fattig finsk familie, der bosætter sig i Ystad i Sverige først i 1970’erne. Fortælleren er pigen Leena, der ved romanens begyndelse endnu er i førskolealderen. Langsomt men sikkert falder hendes dysfunktionelle familie fra hinanden i alkoholisme, skænderier og omsorgssvigt, og ved romanens slutning er Leena elev i ottende klasse. Fortællingen er knugende i skildringen af hvordan forældrenes “fester” får hjemmet til at gå i opløsning og fanger børnene i en uafrystelig frygt – hvornår begynder det igen? Hvad sker der mon i nat? Man får en klar fornemmelse at at Leena nok skal komme videre i livet, men at det måske bliver med store omkostninger på det personlige plan. Susanna Alakoski er selv indbegrebet af en mønsterbryder (og på sin vis en pendant til Lisbeth Zornig Andersen herhjemme) – hun kom i gang med en videregående uddannelse og blev socialrådgiver.

Bogen er oversat til dansk af Ida Jessen, der selv er en dygtig forfatter, og det er en klar styrke. Egentlig ville jeg helst læse svensk litteratur på svensk, men den er ikke så nem at få fat inden for rimelig tid og til rimelig pris (prøv at sammenligne med amerikanske bøger).

Billedet ovenfor er fra filmatiseringen af Svinestierne, der er fra 2010 og har Pernilla August som instruktør. Filmen blev tidligere i år vist på DR1. Her hed den selvfølgelig – Beyond (på svensk hedder filmen Svinelängerna). Swedish language are difficult but we is good to English!

Myndighedernes handlemåde er bestemt ikke perfekt – det ekstra tragiske i Svinestierne er at tingene i bogens sidste halvdel udarter meget voldsomt men at det aldrig for alvor lykkes Leena at få råbt systemet op så børnene kan blive reddet væk fra den endeløse cyklus af druk, vold og apati. Der er korte øer af ro og en indsats, der skal føre til ændringer – men efter nogle måneder på den måde begynder det uvægerligt igen. Det er alt for nemt at falde i – fattigdom er ofte en kombination af manglende materielle og menneskelige resurser.

Men én forskel er der dog fra nu – jeg får et indtryk af at man i det svenske folkhem skammede sig over fattigdom og social ulighed. I dag bliver det mere og mere tydeligt at denne skam (og årsagsforklaringen bag) er blevet privatiseret, så det først og fremmest bliver mennesket på bunden af samfundet, der skal skamme sig.

Netværk

netværk

Midt under de sidste juleindkøb opdagede jeg Netværk, en lille bog af Jens Mogens Olesen, så den købte jeg til mig selv. Jens Mogens Olesen er professor i biologi på Aarhus Universitet, og Netværk er en bog i serien “Tænkepauser” fra Århus Universitetsforlag. Tidligere har jeg her på bloggen skrevet om forskning i sociale netværk (bl.a. har jeg skrevet om Erdös-tal og om Facebook), men det er godt at se en overskuelig populær fremstilling af dette emne, der samtidig berører de netværk, der findes i naturen. Et så velkendt begreb som fødekæder er nemlig også et socialt netværk.

Jens Mogens Olesen beskriver bl.a. den kategorisering af vigtige deltagere i netværk, som bl.a. skyldes Malcom Gladwell. Det er mavens, connectors og salesmen. Det er ikke utænkeligt, at maven vokser som følge af julen, men hvis jeg selv betyder noget i netværk (jeg ved ikke rigtig om det er tilfældet), må det være som connector.

Hvis du samtidig er ven med en socialist, en konservativ, en hindu, en ateist, en minister og en snedker, så er du en rigtig connector.

skriver Olesen. Det passer ikke helt for mig – jeg har ingen venner eller gode bekendte, der er ministre, men ellers passer det faktisk.

På det seneste er jeg begyndt at få Facebook-venner, som jeg ikke kender og aldrig har mødt – og det er ikke nigerianske spammere, men faktisk eksisterende mennesker i Danmark. Før i tiden ville jeg have haft det underligt med det (og det har jeg det til dels endnu), men samtidig er det interessant. Jeg opdager, at jeg nu optræder i nogle højst forskellige sammenhænge – mit akademiske virke, hvor nogen kender mig som forsker, andre som underviser, mit engagement i Amnesty International, mine forsøg inden for poetry slam og såmænd også andre sammenhænge end dét. Alle steder møder jeg interessante mennesker. Der er ikke mange af disse sammenhænge, der krydsbestøver hinanden endnu (allerhøjest er der andre, der også går på tværs), men måske kommer det?

Glædelig jul!

godjul

Endnu engang kom julen, selv om det lige nu næsten mest føles som om den er forbi, så lang er optakten efterhånden blevet.

Jeg vil ikke angribe julen, selv om en hel del af det, vi forbinder med den, kan virke tåbeligt eller forløjet. For mig og sikkert også for mange andre er julen blevet den begivenhed, der altid vender tilbage, også selv om der ikke er ret meget, der gentager sig. Slutningen af december  er en underlig dyster tid for os på den nordlige halvkugle, så det er godt at have en stor højtid netop hér. Det er altid godt at have en undskyldning for en fest.

Uanset hvem I er og hvor I er og om I fejrer jul eller “bare” kan holde juleferie vil jeg ønske jer en glædelig jul !

 

Julia i Brorfelde

juliakristeva
Julia Kristeva

DRs julekalender Julestjerner er den bedste julekalender, jeg har set i mange år. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har siddet og set de afsnit, jeg gik glip af, på DRs websted. Men hvorfor er Julestjerner egentlig så god?

Noget af det, der for alvor er blevet klart inden for de seneste afsnit er at Wikke og Rasmussen er i stand til at henvise sømløst til andre fortællinger samtidig med at de har helt deres egen fortælling. Der er selvfølgelig tydelige henvisninger til de store fortællinger som juleevangeliet (John og hans gravide kone Maria, der venter sønnen Jes) og julemanden og julenisserne, men i modsætning til mange andre tv-julekalendere fremstår julefortællingerne som sekundære. Det er nogle andre fortællinger, Wikke og Rasmussen især griber fat i. Billederne, hvor Sus, Bob og Tom cykler i silhuet forbi den kæmpestore måne er en hilsen til E.T. Stjernehimlen og den store hvide lastbil, der dukker op bag bakketoppen minder mig om Nærkontakt af tredje grad. Når “julemanden” (alias Petersen) viser Vera rundt i Brorfelde og nu også viser hende fremtidens jul, og når selvsamme Vera taler om humbug, er det selvfølgelig lige så klare henvisninger til Dickens – men selvfølgelig også til den gamle Frank Capra-film Det er herligt at leve. Der er formodentlig endnu flere referencer!

Det er begrebet intertekstualitet, der oprindelig skyldes den bulgarsk-franske sprogfilosof Julia Kristeva, der er i spil. Intertekstualitet er det fænomen, at “tekster” (bredt forstået, dvs. ikke kun skrevne tekster, men også f.eks. film) refererer til hinanden. Her tænker jeg ikke på hvordan f.eks. et computerspil baseret på Star Wars henviser til filmen af samme navn. Nej, jeg tænker på intern intertekstualitet: Hver gang jeg ser en film, gør jeg det på baggrund af alle de andre film, jeg har set før, og alle de andre fortællinger, jeg kender. Og det kan en god fortæller benytte sig af – så jeg kæder den nye filmoplevelse sammen med alle de gamle. Og jo mere subtilt det sker, jo mindre står det i vejen for selve den fortælling, der skal frem.

Vi så også i dag Beethovens juleeventyr, som vores datter havde fået i forjulegave. Og nej, den handler desværre ikke om den store tyske komponist, men om en sanktbernhardshund af samme navn, der bor i en mindre by i USA, og er med til at redde julemandens legetøjssæk. Der var rigeligt med falde-på-halen-komik og en historie om en ond legetøjshandler – til gengæld er der næsten ingen intertekstualitet (ud over fortællingen om julemanden, der bor på Nordpolen og bringer gaver ud), og fordi denne films fortælling i sig selv er så tynd, bliver hele resultatet desværre ligegyldigt.

Og når jeg sammenligner, er der noget andet, der også bliver klart: Man skal tage fortællingen og dem, der indgår i den, alvorligt. I Beethovens juleeventyr er den onde legetøjshandler en rendyrket karikatur; han hader julen og handler kun for at udnytte andre økonomisk. I Julestjerner er det Vera, der hader julen og kun handler for at udnytte andre – men hun er samtidig en tragisk skikkelse.

Gronsk nyk! (og Gronsk pyk!)

GronskPyk

Der er en forbindelse mellem julen og Disneys tegnefilm og tegneserier, som går langt tilbage. Jeg husker selvfølgelig den allerførste serie, hvor Onkel Joakim dukker op, og hvor Anders And og ungerne første gang møder ham – det er Jul på Bjørnebjerg fra 1947. Siden er der Jul i Pengeløse – med tiden en lang række andre historier fra Carl Barks, nok til at fylde en bog (som udkom for en del år siden).

Der er også en anden historie, Forgæves flugtder ikke skyldes Carl Barks. Den udkom på dansk for næsten præcis 40 år siden, nemlig 18. december 1972. Her er Onkel Joakim så træt af julen, at han sammen med Anders And og ungerne flygter til det fjerne Polaristan, hvor han tror at de ikke fejrer jul. I Polaristan bliver ænderne budt velkommen med “Gronsk nyk!”. Onkel Joakim er så lettet over at ingen i Polaristan tilsyneladende taler om jul, at han også begynder at sige “Gronsk nyk!” til alle, og indbyggerne i Polaristan inviterer ænderne ind til hovedstadens store torv, Først i historiens sidste billede går det op for Joakim at han er blevet inviteret til at se byens store juletræ og at “Gronsk nyk!” betyder – “Glædelig jul!”.

Jeg kan desværre ikke finde det gamle blad (en masse af mine gamle Anders And & Co. gik tabt for nogle år siden, da min mors lejlighed blev ryddet). Billeder fra serien findes på nettet, men kun i udgaven fra Sverige. Af uvisse årsager siger man Gronsk nyk i den danske udgave, men Gronsk pyk i den svenske!