Den underlige Turing-test

Turing-testen er det berømte “imitationsspil”, som Alan Turing foreslog som en metode til at undersøge om en programmerbar computer er i besiddelse af menneskelig intelligens. Det er tilfældet, sagde Turing, hvis computeren og mennesket er uskelnelige i en dialog, hvor man som dialogpartner ikke ved eller kan se hvem der er hvem.

En forsker ved Laboratoire d’Etude de l’Apprentissage et du développement ved universitetet i Bourgogne har et interessant indlæg i Communications of the ACM om netop Turing-testen. Han hedder forresten Robert French – et usædvanligt passende navn, må man sige.

Hans pointe er at vi skal se bort fra Turing-testen netop fordi computere ikke er mennesker og aldrig kan blive det. Som mennesker har vi noget helt enestående, nemlig den menneskelige organisme med alt hvad det indebærer at have en sådan. En computer vil aldrig kunne blive forkølet eller mærke hvordan det er at skulle skynde sig på toilettet. Men det betyder ikke at en computer ikke kan udvide bestemte former for intelligens, skriver Robert French.

The point is essentially the same one I made in an earlier es- say, that it would be “essentially impossible for a machine that has not experienced the world as we have to pass the Turing Test.” This observation in no way implies renouncing the goal of building intelligent machines. It suggests merely that we renounce the Turing-inspired goal of building intelligent machines that mimic our own behavior so perfectly that we would not be able to distinguish them from ourselves.

Man kan sagtens udvise intelligens uden at være en komplet menneskelig organisme. Et menneske, der er født som stærkt bevægelseshandicappet, kan ikke lave et vristspark eller fortælle hvordan det føles, men kan sagtens følge med i en fodboldkamp – og kan være god til mange, mange andre ting.

Jeg spekulerer selv på hvorfor det egentlig skulle være så vigtigt at få computeren til at udvise menneskelig intelligens. Det er meget vigtigere for mig at have den som et godt værktøj, så jeg kan koncentrere mig om det bedste i min tilværelse. Og hvorfor skulle jeg være interesseret i at frembringe min egen konkurrent? French skriver:

The degree to which progress can be made in AI will be in direct relation to the degree to which the problems to be solved can be represented cleanly and unambiguously. One of the next great challenges of AI will be the development of computer programs designed to discover and prove elegant new mathematical theorems worthy of publication in mathematics journals, not because they were done by a computer but because the mathematics itself will be worthy of publication. Other challenges will be development of programs that make use of the oceans of data now available to find new relationships between diseases and human behavior or the environment. Yet others will be programs that can look at two different pictures and find their analogous elements.

Dette peger i virkeligheden væk fra dogmet “maskinintelligens” og hen mod det, der i 1980’erne blev kaldt ekspertsystemer.

Hvis jeg som forsker kan få en computer, der kan inspirere mig og lade sig blive inspireret af mig, vil jeg være særdeles tilfreds. Det er langt vigtigere for mig end at få en computer, jeg også kan snakke med om julegaveindkøb, finansloven, landskampen i sidste måned eller den trælse hoste, jeg har døjet med. Om jeg så må sige: Det har vi allerede folk til.

(Visited 225 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Den underlige Turing-test”

Skriv et svar