Den elastiske samvittighed

Forleden skrev jeg om Pia Kjærsgaard og hvordan hun nu taler om mindretals rettigheder og om hvordan der skal tages hensyn til dem. Jeg syntes, at her var tale om en selvmodsigelse.

Jeg vil ikke påstå, at jeg aldrig modsiger mig selv. Tværtimod. Utallige er de gange, hvor jeg har brokket mig over den kommercielle jul men alligevel er endt med at købe alt for mange julegaver. Det er af og til sket, at nogen spørger mig hvorfor jeg går med et læderbælte, når nu jeg ikke spiser animalske produkter.

Mange har hæftet sig ved Danske Banks underlige reklamekampagne, hvor banken tilsyneladende taler om behovet for en ny samfundsorden og tilsyneladende har satset på at få sympati fra dem, der har kritiseret har kritiseret pengeinstitutternes griskhed (bl.a Occupy-bevægelsen). Rune Lykkeberg skriver i Information om netop dette:

Der findes mange negative betegnelser for de modsætninger, alle borgere rummer, og de konflikter, som man bliver ved med at diskutere med sig selv: Det kaldes dobbeltmoral, hykleri og afladskøb. Det er et udmærket ideal, at man skal bringe sine refleksioner på en fællesnævner, men det er også selve muligheden for politisk forandring, at vi altid diskuterer med os selv, og at kabalen aldrig går op. Det er digterens indsigt: »Modsiger jeg mig selv? Jamen, så modsiger mig selv – jeg er stor, jeg rummer modsigelser.«

Verden går i stå, når vi bliver enige med os selv.

I et formelt logisk system er det største problem inkonsistens – at det er muligt at bevise såvel formlen P som dens negation ikke-P. Et logisk system, der er inkonsistent, er uanvendeligt.

I menneskelivet er det tydeligt anderledes: man kan godt hævde P og ikke-P samtidig uden at livet bryder sammen. Et godt eksempel er to brødre i Edinburgh, som jeg engang læste om. På grund af deres religiøse holdninger drak de ikke alkohol selv. Men de åbnede en vinhandel, der fik ry for at være en af byens bedste. Var de hyklere? Det synes jeg faktisk ikke.

Hvis de to brødre offentligt havde givet udtryk for at ingen bør drikke alkohol, men samtidig havde deres vinhandel, var der tale om at de handlede i modstrid med deres erklærede principper. Men i stedet kan man også læse deres vinhandel som en accept af at mennesker drikker alkohol – at de på denne måde var i færd med at revidere deres holdninger.

Når man handler i modstrid med en erklæret holdning tror jeg derfor, at det er handlingen, ikke holdningen, man bør kritisere, og den skal man kritisere ud fra sit eget etiske ståsted. Det er ikke nok at kritisere selvmodsigelsen i sig selv.

En tidligere danske nazi-leder forelskede sig i en arabisk kvinde, som han underviste – og blev prompte ekskluderet af nazistpartiet. Skal vi fordømme ham som hykler, fordi han handlede i modstrid med sit eget nazistiske ideal? De fleste, der ikke er nazister, vil vel svare nej – ud fra deres eget etiske ståsted. De fleste, der ikke er nazister, ville af samme grund heller ikke rose de andre nazister, fordi de ikke handlede i modstrid med deres nazistiske ideal.

Det er nemlig gennem selvmodsigelsen, at man kan lære.

Politikere beskylder ofte hinanden for at handle i modstrid med noget, de tidligere har sagt. Et kendt tilfælde er oppositionens kritik af regeringens handlinger, der var i modstrid med regeringens tidligere løfter. Det specielle var her, at regeringens faktiske handlinger i mange tilfælde var handlinger, oppositionen selv ville have bifaldet, hvis de selv havde været i regering. Derfor var det underligt at hæfte sig ved “selvmodsigelsen i sig selv”, men ikke ved den faktiske handling.

De tilfælde, hvor væsentlige aktører i samfundet (politikere, erhvervsfolk, fagforeningsledere osv.) giver udtryk for ét og siden gør nogen andet, er i virkeligheden de mest interessante : Det er nemlig typisk den eneste måde, hvorpå vi kan observere det, som ofte sker, men som kun få aktører vil indrømme mens de endnu er aktive: nemlig at de kan skifte holdning. Derfor er det nødvendige spørgsmål så vidt jeg kan se: Hvorfor handler du, som du gør? Det er derimod ikke: Hvorfor handler du i modstrid med det, du tidligere har sagt? Ved at bede aktørerne om at begrunde deres handlinger, kan vi finde ud af hvordan de kan leve med deres egen selvmodsigelse. Måske har de lært noget nyt, måske har de reelt skiftet holdning – eller også har de netop intet lært, men lever passivt med selvmodsigelsen, udnytter den måske endda i en “kapring”. Et berygtet eksempel er Karen Jespersen, der har været medlem af fem forskellige politiske partier, men alligevel hævder, at hendes holdninger er de samme som de altid har været.

Rune Lykkeberg kritiserer Danske Bank ikke på grund af modsigelsen i sig selv, men fordi dens reklamekampagne og dårligt begrundede forsvar for den netop viser én ting om banken: at Dansk Bank faktisk intet har lært, for dens handlinger er uændrede. Der er kun tale om et forsøg på en kapring af sproget. Jeg vil påstå, at det samme er tilfældet for Pia Kjærsgaards vedkommende. (For en sikkerhed skyld: Mit “læderbælte” er faktisk af vinyl.)

(Visited 16 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar