På kanten af arbejdsmarkedet

Fra US Department of Labor. Læg mærke til i hvilke sektorer der især er mange “working poor”.

Et af de fænomener, jeg er bekymret for, er det, der på engelsk kaldes the working poor. I USA og Rusland har der gennem mange år været mennesker der trods fuldtidsarbejde (eller mere end dét) faktisk ikke kan forsørge sig selv ordentligt. Lønnen er lav og ansættelsestrygheden og beskyttelsen af arbejdsforhold er mildt sagt elendig for the working poor.

På en hjemmeside fra USA kan man se hvordan det står til derovre:

The number of working poor in the United States surged up 40 percent between 2007 and 2010. The working poor are individuals who were in the labor force for at least 27 weeks during the year, but still had incomes below the official poverty level. About 10.5 million people fit that definition in 2010, a spike up from 10.4 million in 2009 and 8.9 million in 2008. The working poor accounted for 7.2 percent of all people who were in the labor force 27 weeks or more in 2010.

Bemærk: Dette er ikke hentet fra en webside med en politisk dagsorden; det er en officiel webside for det lokale beskæftigelsesministerium i delstaten Oregon. Også figuren ovenfor er taget fra en officiel webside, her fra USAs arbejdsministerium.

Man ved i USA at the working poor er et helt reelt fænomen, og man har, som man også kan se ovenfor, en officiel fattigdomsgrænse. At USA så samtidig har et alvorligt fattigdomsproblem er en anden snak. Bemærk kontrasten til Danmark, hvor der er mange, især i højreorienterede partier, der helst vil undgå en definition af begrebet fattigdom i en dansk kontekst, og hvor mange af de samme mennesker vil hævde at fattigdom (hvad det så end betyder, når en definition ikke kan findes) faktisk ikke eksisterer herhjemme.

The working poor er nu også en realitet i Europa, bl.a. i Storbritannien men også i Tyskland, hvor den beskæftigelsespolitik, der blev indført under den socialdemokratiske regering med Gerhard Schröder som kansler, nu har skabt en klasse af særligt lavtlønnede. Min egen bror, som jeg tidligere har skrevet om her, er blandt dem.

Fælles for USA, Storbritannien og Tyskland er at fagforeningerne står svagt. Sådan er det endnu ikke i Danmark. Men hvad har the working poor med fagforeningerne at gøre? vil nogle sikkert spørge.

I en interessant kronik skriver Jon Lystlund Halkjær og Laust Høgedahl, der er ph.d.-stipendiater ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet om hvordan dansk beskæftigelsespolitik og tiltag fra hjemlige højreorienterede partier (men ikke kun fra dem!) kan føre til at vi får et tilsvarende problem her. Det er bl.a. Venstres og Dansk Folkepartis forslag om et forbud mod at lønmodtagere fører arbejdskampe på virksomheder, hvor der allerede er en overenskomst, der vil gøre det muligt for arbejdsgivere at trykke lønnen ned i lavtlønsområdet.

Forslaget om et forbud for arbejdskampe bliver typisk fremstillet som “den lille mands kamp for frihed” mod “de store fagforeninger”, men friheden er her entydigt på arbejdsgivernes side. Arbejdsgiverne kan nemlig benytte sig af “fagforeninger” (de kan være fra andre lande eller arbejdsgiverne kan oprette dem selv) med dårligere overenskomster. Når først overenskomsten er i kraft på arbejdspladsen, har fagforeninger med bedre overenskomst intet lovligt modtræk overhovedet. Det bliver arbejdsgiverne alene, der fastsætter overenskomsterne og dermed løn- og arbejdsforhold.

Hvad har det med the working poor at gøre? I andre lande er denne gruppe mennesker typisk ufaglærte og mere eller mindre midlertidigt ansatte. I bestemte brancher er der mange ufaglærte jobs af mere eller mindre midlertidig karakter, og samtidig er organisationsprocenten lav. Herhjemme (og i Tyskland) gælder det bl.a. hotel- og restaurationsbranchen; i Danmark er den omkring 40 procent for denne. I andre brancher er der centrale forhandlinger mellem LO og DA, som et forbud mod arbejdskampe muligvis ikke vil påvirke i helt samme grad, men i brancher hvor organisationsprocenten er lav vil et forbud mod at lønmodtagere kan føre arbejdskampe kun forringe de ufaglærte og midlertidigt ansattes løn- og arbejdsforhold yderligere.

Som de to kronikforfattere skriver det:

Dette kan og vil medføre udbredt løndumpning, længere arbejdstider og forringede arbejdsvilkår, da det reelt kan slå bunden ud af overenskomstsystemet ved at forkludre og forskubbe den magtbalance, der ligger i, at arbejdsmarkedsparterne har lige stærke konfliktvåben: Arbejdstagere kan strejke, og blokere og arbejdsgivere kan lockoute og boykotte.

Diskussionen om de tyske Hartz-reformer og beslutningsforslaget præsenteret af Venstre og DF kan og skal derfor ikke forstås enkeltvis, men giver først mening, når vi anskuer dem som et samlet projekt med en indbygget vision for det danske arbejdsmarked.

Det er værd at bemærke, at det ikke er Dansk Arbejdsgiverforening, der fører dette forslag mod arbejdskampe i marken. Også DA ved at en arbejdskamp skal have symmetriske konfliktmetoder og ved at der er fordele ved at have en arbejdsstyrke, der ikke er the working poor.

Flattr this!