Hvem skal vaske op?

20121208-133428.jpg

I går sad jeg med kolleger fra mit institut for at gennemgå indkomne forslag til tiltag, der kan skåne miljøet. Der var forslag om fælleskørsel, færre udskrifter, at begrænse brugen af belysning i den enorme (og mennesketomme) kælder, genbrug af papirserviette, grønne tage og stop for brug af engangsservice. Kantinen har masser af metalbestik og rigtige tallerkener. Men hvorfor bruger kantinen det så ikke? Svaret er: Hvem skal vaske op? Så der er intet sket endnu.

I dag slutter COP18 i Doha. Hvad kommer der ud af det? Formodentlig heller ingen ting. Verdens ledere skændes metaforisk set stadig om hvem der skal vaske op og køber mere engangsbestik.

Somme tider kan det virke håbløst. Hvorfor er der dog ingen der gør noget? En lang artikel i Information sætter fokus på de personer, der trofast fortsætter arbejdet på klimatopmøderne og bliver ved med at minde verdens magthavere om at de skal holde op med at købe engansbestik.

Det triste er at kun de mest faktaresistente personer efterhånden vil afvise, at det globale økosystem er alvorligt truet af vores brug af resurser og drivhusgasser. Men der sker stadig alt for lidt for at ændre denne skadelige adfærd.

En artikel på Slate.com rapporterer fra efterårsmødet i American Geophysical Union (en kæmpebegivenhed med over 20.000 deltagere), og her lader der til at brede sig en stemning af frustration: de forskningsresultater, som foredragene på mødet præsenterer, viser hvor alvorlige miljøproblemerne er. Men de, der kunne gøre noget, gør alt for lidt for at ændre på situationen.

Brad Werner giver sin præsentation titlen Is Earth F*cked?

Resistance, Werner argued, is the wild card that can force dominant systems such as our current resource-chewing juggernaut onto a more sustainable path. Werner hasn’t completed that part of his model, so we’ll have to wait to find out what happens. But during the Q-and-A session, he conceded that “even though individual resistance movements might not be fast enough reacting to some of these problems, if a global environmental movement develops that is strong enough, that has the potential to have a bigger impact in a timely manner.”

Brad Werner er ikke alene om at tale for det nødvendige i at overskride grænsen fra forskning til aktivisme. Artiklen giver flere eksempler på at forskere med indsigt i klodens problemer i disse år tager bladet fra munden.

Den fremtrædende klimaforsker Lonnie Thompson indleder en artikel fra 2010 således:

Climatologists, like other scientists, tend to be a stolid group. We are not given to theatrical rantings about falling skies. Most of us are far more comfortable in our laboratories or gathering data in the field than we are giving interviews to journalists or speaking before Congressional committees. Why then are climatologists speaking out about the dangers of global warming? The answer is that virtually all of us are now convinced that global warming poses a clear and present danger to civilization.

Også jeg er overbevist om at det er på høje tid at vi selv – alle os der ikke er magthavere – stiller tallerkenen fra os, fortæller hvor galt det er fat og tager initiativ til at opvasken bliver taget, når nu ingen andre vil. Måske bliver lederne omsider pinligt berørte over ikke at hjælpe til?

(Visited 34 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar