At komme hjem

Jeg kommer måske til at virke moraliserende eller selvgod, når jeg skriver dette. Hvis det er tilfældet, så beklager jeg. Min kone og jeg var på vej hjem sent i går aftes efter et familiebesøg på Fyn, og da vi skulle af bussen, så vi en ung mand, der tydeligt var meget beruset. Nogle andre passagerer, der ikke skulle af, prøvede at få ham ud af bussen på en venlig måde. Da vi så, hvordan han knap kunne gå, besluttede vi os til at følge ham hjem. Temperaturen var under 10 minusgrader, det var glat, han kunne knap nok gå og hans ikke helt varme tøj var i stykker. Tilsyneladende havde han også mistet sin telefon. Vi fulgte ham hjem til hans kæreste.

Bente Klarlund skriver i Politiken:

Men alkohol får blodkarrene til at udvide sig. Dermed taber man varme og bliver kold indeni. Og er man fuld og træt nok, er der risiko for, at man falder eller lægger sig ned for at hvile, og så bliver den berusede krop hurtigt afkølet med alvorlige konsekvenser, der kan ende med død.

Så det gode råd er at tage godt med varmt tøj på til julefrokosten – eller drikke lidt mindre.

Jeg kan huske, at jeg sagde til ham at jeg syntes at han var en idiot. Det var lige vel hårdt sagt. Der er også andre, der har dummet sig. Nogen har siddet og drukket sammen med ham; det er endda sandsynligt at han havde været til julefrokost.

Da min kone og jeg kom hjem, talte vi længe om det, vi havde oplevet, og mine tanker gik til en anden og meget tragisk episode. For nogle år siden på denne tid af året forlod en god bekendt af mig en fest ud på de små timer; andre kunne bagefter fortælle at han havde været påvirket. Han havde ikke gået ret langt før han blev ramt af en bil; to børn mistede deres far.

Det, der foruroliger mig, er at ingen forhindrede dem i at tage alene hjem.

(Visited 16 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar