Forandring fryder?

I går eftermiddags deltog jeg sammen med flere lektorkolleger fra andre institutter på Aalborg Universitet i et interview om hvordan universitetets vækst påvirker arbejdsmiljøet. Det blev til en tour de force i akademikeres galgenhumor; ingen af os var specielt godt tilpas med de mange forandringer, vi siden 2003 har oplevet i universitetsverdenen. Samtidig er der flere, der oplever stress.

Her er en liste over ændringer siden 2003, der ikke gør krav på at være komplet:

  • Der er et stærkt øget fokus på hvor meget den enkelte videnskabelige medarbejder publicerer.
  • Der er et stærkt øget fokus på hvor mange eksterne forskningsmidler den enkelte videnskabelige medarbejder kan skaffe.
  • Publikationer, ansøgninger og anden aktivitet skal dokumenteres og måles og danner det primære grundlag for tildeling af bevillinger.
  • Den enkelte medarbejders indflydelse i kollegiale organer er mindsket, og lederne er ikke valgt blandt det videnskabelige personale, men ansatte som ledere.
  • Institutter bliver sammenlagt og flytter måske samtidig adresse.
  • På mange institutter bliver arbejdssproget (en slags) engelsk af hensyn til de udenlandske medarbejdere.
  • Hele institutioner bliver sammenlagt og får ny ledelsesstruktur.
  • De enkelte institutter får ansvar for lønmidler og husleje af “egne” bygninger.
  • Statslige institutioner bliver “selvejende” og skal eje “egne” bygninger.
  • Der er konkurrence mellem de enkelte institutioner om tildeling af basismidler.
  • Nye uddannelser bliver oprettet, og universiteter opretter uddannelser og udposter i andre dele af landet.
  • Alle uddannelser skal akkrediteres.
  • Universiteterne skal optage langt flere studerende end før
  • Bestemte eksamensformer er blevet forbudt og siden tilladt igen.

Måske er nogle af ændringerne forbedringer. Det, der bekymrer mig, er i høj grad antallet af ændringer og det korte tidsrum inden for hvilket de alle er kommet. Der har i det hele taget været talrige ændringer i den offentlige sektor, inden for de seneste ti år. Nu er der optræk til en stor ændring af folkeskolen. Min fornemmelse er at det ikke kun er øgede krav til effektivitet men i høj grad også de hyppige og store forandringer der i sig selv skaber stress hos os i den offentlige sektor.

Der er belæg for at hævde at forandringer giver anledning til stress. I 1967 identificerede de amerikanske psykiatere Thomas Holmes og Richard Rahe ud fra en undersøgelse af mere end 5000 patienter en række stressfaktorer, som de ordnede efter hvor voldsom stress de ville udløse. Det, jeg bemærker, er at de stressudløsende faktorer på Holmes og Rahe’s liste for manges vedkommende kan føres tilbage til forandring. Selvfølgelig giver påvirkninger som at miste et nært familiemedlem eller at komme i fængsel anledning til stress. En del af de andre forandringer på samme liste er tilsyneladende positive forandringer, f.eks. at blive gift, at blive forsonet med sin ægtefælle, at opnå noget personligt eller få et nyt job. Men også disse hændelser fører til stress. Så ikke engang incitamentet ved at vinde i konkurrencen fører til mindre stress. Faktisk synes jeg egentlig, at de af mine kolleger, der (i modsætning til mig) har stor succes med eksterne forskningsmidler, æresdoktorater og medieomtale og omgiver sig med et hof af specialestuderende, PhD-studerende og postdocs, virker påfaldende stressede.

(Visited 148 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar