Den nemme adgang og den nemme løsning

20121215-152524.jpg

Det var underligt at sidde i bussen på vej hjem fra en julefrokost og læse den tragiske nyhed om skoleskyderiet i Connecticut. Hver gang er der røster fremme om dog at gøre noget ved den meget lemfældige våbenlovgivning i USA, og hver gang sker der – intet. Efter tidligere tragedier har der endda været tale om at der blev solgt flere våben.

Jeg har selv haft en fornemmelse af at skudmassakrer på skoler er et nyt eller nyere fænomen, men det er faktisk ikke tilfældet. For næsten 100 år siden, nemlig den 29. juni 1913, skød og dræbte en arbejdsløs lærer 5 elever og sårede 20 andre på en skole i Bremen i Tyskland. På Wikipedia kan man finde en detaljeret gennemgang af skoleskyderier; man lægger mærke til at der ganske vist findes eksempler fra mange lande men at langt, langt de fleste eksempler er fra USA. Derfor er det vigtigt at forstå hvilke forhold i USA, der kan være årsagen. Så vidt jeg kan se, er den meget nemme adgang til våben en vigtig komponent.

I USA er våbenlovgivningen uddelegeret til delstaterne, og her har delstaterne Connecticut, New Jersey og New York faktisk en regel om at man skal være 21 for at købe våben og ammunition. Morderen i den aktuelle massakre var kun 20, men han havde umiddelbar adgang til våben. Det særligt bemærkelsesværdige i den aktuelle sag er at den unge mand, der begik massakren og blandt andet dræbte sine forældre, faktisk benyttede våben som hans mor ejede.

Det er meget svært for mange af os, der ikke bor i USA, at forstå den udbredte accept af en meget lemfældig våbenlovgivning. Vi kan næppe forandre amerikanerne udefra; det er inde fra USA selv, at ændringerne skal komme. Men vi bør alligevel bakke op om alle de initiativer, der laves på amerikansk grund for at gøre noget ved våbenlovgivningen. Lige nu er der således en appel til USAs præsident om dette. Jeg vil opfordre alle til at skrive under.

Der er også et andet forhold, der springer i øjnene: så godt som alle gerningsmænd til skoleskyderier i nyere tid er unge mænd. Præcis hvad dette betyder, tør jeg ikke give et bud på her.

(Visited 288 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar