Julekalenderen

julestjerner

Som barn så jeg altid Børnenes Julekalender, som det hed dengang. Jeg er ikke gammel nok til at have nogen klar erindring om Magnus Tagmus, der af uvisse årsager blev holdt frem som idealet for en god tv-julekalender. Men jeg husker Vinterbyøster, Jullerup Færgeby og Kikkebakke Boligby. Disse tre efterkommere af Sørøver-Sally udgør for mig julekalenderens guldalder. Sidenhen kom der en masse julekalendere, der ikke var morsomme og var lidt for sentimentale. Og jeg voksede fra genren.

Jeg fulgte med i Jul og grønne skove med Poul og Nulle i 1980 – da var jeg for længst uden for julekalenderens primære målgruppe, men Poul og Nulle var jeg fan af. Deres tilgang til at lave tv, som man stiftede bekendtskab med i Ungdomsredaktionen var overraskende og meget morsom i sin blanding af konstruerede situationer og noget dokumentaristisk. På en måde foregreb de vel mockumentary-genren. Jeg husker endnu et højst overraskende interview som Poul og Nulle lavede med Københavns daværende overborgmester Egon Weidekamp og nogle unge aktivister! De voksne kunne ikke fordrage “Poul og Nulle i jordhullet”, som Jul og grønne skove kom til at hedde, men børnene skrev ind i hobetal for at vinde “dagens jordfund”.

Et andet program, som jeg trofast fulgte med i og holdt af, var Tonny Toupé-show (siden blev det Sonny Soufflé og til sidst Ronnie Rosé) af og med Mikael Wikke og Steen Rasmussen. De blandede en slags venlig naivisme, der ligesom Poul og Nulle udstillede kynisme og snæversyn, med en til tider næsten Spielbergsk filmstil.  De to har jeg savnet at se på dansk tv.

Men nu er Wikke og Rasmussen der så igen og det endda i julekalenderregi med Julestjerner. For første gang i mange år ser jeg julekalender sammen med familien fordi jeg har lyst. På overfladen minder produktionen vel om TV2s julekalendere, der i de senere år er blevet utroligt populære, men Wikke og Rasmussen kan noget, som alle TV2-julekalendere ikke kan: det er at tage fortællingen alvorligt men samtidig være morsom på en måde, som også en voksen kan værdsætte. Mine personlige favoritter er Bjarne Betjent fra Brugsen (hvem skulle tro at everyman-skuespilleren Steen Stig Lommer er søn af Lone Hertz, den blonde skønhed fra de gamle danske film?), Vera Grus (som jeg vel egentlig er lidt i familie med, thi hendes mand er Paul Hüttel) og Søstrene Mormor (en efterkommer af Brødrene Bisp og et godt gensyn med Daimi og Vigga Bro). Er jeg den eneste, der i Veras stadige snak om humbug kan se en snert af Dickens’ A Christmas Carol? 

(Og så er jeg i parentes bemærket også lidt glad for at høre Bobs faktuelt korrekte forklaringer på astronomiske fænomener.)