Vindere og tabere på verdenskortet

taber

Der har været en del røre om den syriskfødte, libanesisk bosatte islamiske fundamentalist Omar Bakri, der direkte bakker op om og opfordrer til vold. Han udtaler sin opbakning til Al-Qaeda og opfordrer sine tilhængere til at “dræbe dem, der krænker profeten”.

I denne uge sagde Inger Støjberg fra Venstre dette som reaktion på det:

Jeg synes, at salafisterne skal rejse hen til et land, hvor deres syge holdninger passer ind. De kan sige, hvad de vil og leve af vores velfærdssamfund, og det gør mig vred. Fis hjem til jeres taberlande.

Og nej, jeg har heller intet pænt at sige Omar Bakri eller andre militante fundamentalister, der opfordrer til vold eller bakker op om en terrorgruppe som Al-Qaeda. Dette er mennesker, der interesserer sig for tilværelsens åndelige aspekter på samme måde som rockergrupper interesserer sig for motorcykler.

Men der er to ting ved Inger Støjbergs udtalelse, der bekymrer mig – ud over at den er udtryk for et forsøg på at score lette point; Al-Qaeda kan et overvældende flertal af befolkningen nemlig nemt blive enige om at fordømme.

Den ene er ordet “hjem” (Villy Søvndal har sagt noget lignende om Hizb-ut-Tahrir, omend de bare skulle gå ad helvede til). Lige så lidt som vi kan løse problemet med rockergrupper ved at bede dem “fise hjem” eller ved at forbyde dem, kan vi løse problemet med andre voldelige grupperinger på den måde. De har for længst krydset landegrænserne og er også nu et dansk fænomen med danske statsborgere i ledende roller. Her husker vi, at Hells Angels og Bandidos gerne er stolte ved at være del af noget internationalt og at også de efterhånden har lært at bruge nettet. Det samme gælder nazisterne, der tydeligvis er glade for forbindelser til tyske grupperinger af samme slags – og deres åndsbeslægtede kumpaner blandt fodboldhooligans. Også de voldelige grupperinger blandt autonome krydser landegrænserne, fysisk eller via nettet.

Men det, der bekymrer mig mest, er faktisk ordet “taberland”. For hvad er et taberland egentlig? Og hvad fortæller det om den talendes syn på andre lande? Det fortæller noget trist.

Det er klart at Tyskland og Japan tabte 2. verdenskrig stort, men disse i dag temmelig fredelige og ikke så lidt velstående lande vil den tidligere integrationsminister næppe udnævne til taberlande. Her er tale om noget andet: Ordet “taber” er et oversættelseslån fra engelsk, og det er formodentlig dukket op fra USA. Det er et negativt ladet ord, der afspejler en bestemt højreorienteret holdning om at samfundet udgør og bør være en konkurrence, hvor det er en kvalitet at vinde og hvor taberen er at foragte. Det gælder så tydeligvis også det internationale samfund.

Jeg har intet pænt at sige om regimet i Syrien, og jeg er også kritisk over for forholdene i Libanon, hvor Omar Bakri bor. Begge lande været skueplads for blodige borgerkrige (i Syrien sker det lige nu!), så man kan sagtens argumentere for at civilbefolkningen er blevet tabere i begge lande. Men jeg vil aldrig kalde disse lande for taberlande. Ligesom i alle andre lande er de nemlig befolket af også af en masse almindelige mennesker, der forsøger at leve almindelige liv, og også i Syrien, Libanon og andre lande i Mellemøsten er der forfattere, komponister, forskere, menneskerettighedsaktivister, sundhedsarbejdere osv. der gør noget prisværdigt og vigtigt (f.eks. de syrere, der hjælper andre syrere med at overleve i borgerkrigen). Et land er helheden af dem, der bor der, og det, der sker der.

Inger Støjberg er et fremtrædende medlem af det mest populær politiske parti i Danmark og kan måske blive minister igen. Kan vi mon nu forvente, at Venstre vil lave en liste over taberlande og vinderlande, som skal danne udgangspunkt for hvad en kommende regering vil have af initiativer?

(Visited 30 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar