Julia i Brorfelde

juliakristeva
Julia Kristeva

DRs julekalender Julestjerner er den bedste julekalender, jeg har set i mange år. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har siddet og set de afsnit, jeg gik glip af, på DRs websted. Men hvorfor er Julestjerner egentlig så god?

Noget af det, der for alvor er blevet klart inden for de seneste afsnit er at Wikke og Rasmussen er i stand til at henvise sømløst til andre fortællinger samtidig med at de har helt deres egen fortælling. Der er selvfølgelig tydelige henvisninger til de store fortællinger som juleevangeliet (John og hans gravide kone Maria, der venter sønnen Jes) og julemanden og julenisserne, men i modsætning til mange andre tv-julekalendere fremstår julefortællingerne som sekundære. Det er nogle andre fortællinger, Wikke og Rasmussen især griber fat i. Billederne, hvor Sus, Bob og Tom cykler i silhuet forbi den kæmpestore måne er en hilsen til E.T. Stjernehimlen og den store hvide lastbil, der dukker op bag bakketoppen minder mig om Nærkontakt af tredje grad. Når “julemanden” (alias Petersen) viser Vera rundt i Brorfelde og nu også viser hende fremtidens jul, og når selvsamme Vera taler om humbug, er det selvfølgelig lige så klare henvisninger til Dickens – men selvfølgelig også til den gamle Frank Capra-film Det er herligt at leve. Der er formodentlig endnu flere referencer!

Det er begrebet intertekstualitet, der oprindelig skyldes den bulgarsk-franske sprogfilosof Julia Kristeva, der er i spil. Intertekstualitet er det fænomen, at “tekster” (bredt forstået, dvs. ikke kun skrevne tekster, men også f.eks. film) refererer til hinanden. Her tænker jeg ikke på hvordan f.eks. et computerspil baseret på Star Wars henviser til filmen af samme navn. Nej, jeg tænker på intern intertekstualitet: Hver gang jeg ser en film, gør jeg det på baggrund af alle de andre film, jeg har set før, og alle de andre fortællinger, jeg kender. Og det kan en god fortæller benytte sig af – så jeg kæder den nye filmoplevelse sammen med alle de gamle. Og jo mere subtilt det sker, jo mindre står det i vejen for selve den fortælling, der skal frem.

Vi så også i dag Beethovens juleeventyr, som vores datter havde fået i forjulegave. Og nej, den handler desværre ikke om den store tyske komponist, men om en sanktbernhardshund af samme navn, der bor i en mindre by i USA, og er med til at redde julemandens legetøjssæk. Der var rigeligt med falde-på-halen-komik og en historie om en ond legetøjshandler – til gengæld er der næsten ingen intertekstualitet (ud over fortællingen om julemanden, der bor på Nordpolen og bringer gaver ud), og fordi denne films fortælling i sig selv er så tynd, bliver hele resultatet desværre ligegyldigt.

Og når jeg sammenligner, er der noget andet, der også bliver klart: Man skal tage fortællingen og dem, der indgår i den, alvorligt. I Beethovens juleeventyr er den onde legetøjshandler en rendyrket karikatur; han hader julen og handler kun for at udnytte andre økonomisk. I Julestjerner er det Vera, der hader julen og kun handler for at udnytte andre – men hun er samtidig en tragisk skikkelse.

Flattr this!

Gronsk nyk! (og Gronsk pyk!)

GronskPyk

Der er en forbindelse mellem julen og Disneys tegnefilm og tegneserier, som går langt tilbage. Jeg husker selvfølgelig den allerførste serie, hvor Onkel Joakim dukker op, og hvor Anders And og ungerne første gang møder ham – det er Jul på Bjørnebjerg fra 1947. Siden er der Jul i Pengeløse – med tiden en lang række andre historier fra Carl Barks, nok til at fylde en bog (som udkom for en del år siden).

Der er også en anden historie, Forgæves flugtder ikke skyldes Carl Barks. Den udkom på dansk for næsten præcis 40 år siden, nemlig 18. december 1972. Her er Onkel Joakim så træt af julen, at han sammen med Anders And og ungerne flygter til det fjerne Polaristan, hvor han tror at de ikke fejrer jul. I Polaristan bliver ænderne budt velkommen med “Gronsk nyk!”. Onkel Joakim er så lettet over at ingen i Polaristan tilsyneladende taler om jul, at han også begynder at sige “Gronsk nyk!” til alle, og indbyggerne i Polaristan inviterer ænderne ind til hovedstadens store torv, Først i historiens sidste billede går det op for Joakim at han er blevet inviteret til at se byens store juletræ og at “Gronsk nyk!” betyder – “Glædelig jul!”.

Jeg kan desværre ikke finde det gamle blad (en masse af mine gamle Anders And & Co. gik tabt for nogle år siden, da min mors lejlighed blev ryddet). Billeder fra serien findes på nettet, men kun i udgaven fra Sverige. Af uvisse årsager siger man Gronsk nyk i den danske udgave, men Gronsk pyk i den svenske!

Flattr this!

Dagen før dagen før dagen

22

Det blev en lang dag med indkøb af mad og den allersidste julegave, men det hele blev fint sluttet af. Jeg mødtes med et par gamle gymnasiekammerater, hvor vi endte med at tale om film og bøger og trængslerne som offentligt ansatte, mens Liverpool slog Fulham 4-0 på en storskærm omme bagved. Vel hjemme opdagede jeg at min kone havde slæbt juletræet ind og trimmet det på bedste vis.

I Information bemærkede man argumentationsniveauet hos Berlingske kronikør og blogger Eva Selsing (det er sandt at sige ikke imponerende), men det har jeg allerede skrevet om. Dog havde jeg ikke opdaget hendes affærdigelse af den globale opvarmning som en ny kommunistisk sammensværgelse:

Efter Gulag, DDR og det løse, havde man brug for en god sag. Og hvad er bedre end at redde planeten? Den sag har de fleste desværre gennemskuet – klimaapokalypsen er længere væk end de politikeransatte forskere, der hiver grønne bevillingskroner hjem i et væk. Og så er det vist heller ikke blevet varmere.

 

Flattr this!