Julia i Brorfelde

juliakristeva
Julia Kristeva

DRs julekalender Julestjerner er den bedste julekalender, jeg har set i mange år. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har siddet og set de afsnit, jeg gik glip af, på DRs websted. Men hvorfor er Julestjerner egentlig så god?

Noget af det, der for alvor er blevet klart inden for de seneste afsnit er at Wikke og Rasmussen er i stand til at henvise sømløst til andre fortællinger samtidig med at de har helt deres egen fortælling. Der er selvfølgelig tydelige henvisninger til de store fortællinger som juleevangeliet (John og hans gravide kone Maria, der venter sønnen Jes) og julemanden og julenisserne, men i modsætning til mange andre tv-julekalendere fremstår julefortællingerne som sekundære. Det er nogle andre fortællinger, Wikke og Rasmussen især griber fat i. Billederne, hvor Sus, Bob og Tom cykler i silhuet forbi den kæmpestore måne er en hilsen til E.T. Stjernehimlen og den store hvide lastbil, der dukker op bag bakketoppen minder mig om Nærkontakt af tredje grad. Når “julemanden” (alias Petersen) viser Vera rundt i Brorfelde og nu også viser hende fremtidens jul, og når selvsamme Vera taler om humbug, er det selvfølgelig lige så klare henvisninger til Dickens – men selvfølgelig også til den gamle Frank Capra-film Det er herligt at leve. Der er formodentlig endnu flere referencer!

Det er begrebet intertekstualitet, der oprindelig skyldes den bulgarsk-franske sprogfilosof Julia Kristeva, der er i spil. Intertekstualitet er det fænomen, at “tekster” (bredt forstået, dvs. ikke kun skrevne tekster, men også f.eks. film) refererer til hinanden. Her tænker jeg ikke på hvordan f.eks. et computerspil baseret på Star Wars henviser til filmen af samme navn. Nej, jeg tænker på intern intertekstualitet: Hver gang jeg ser en film, gør jeg det på baggrund af alle de andre film, jeg har set før, og alle de andre fortællinger, jeg kender. Og det kan en god fortæller benytte sig af – så jeg kæder den nye filmoplevelse sammen med alle de gamle. Og jo mere subtilt det sker, jo mindre står det i vejen for selve den fortælling, der skal frem.

Vi så også i dag Beethovens juleeventyr, som vores datter havde fået i forjulegave. Og nej, den handler desværre ikke om den store tyske komponist, men om en sanktbernhardshund af samme navn, der bor i en mindre by i USA, og er med til at redde julemandens legetøjssæk. Der var rigeligt med falde-på-halen-komik og en historie om en ond legetøjshandler – til gengæld er der næsten ingen intertekstualitet (ud over fortællingen om julemanden, der bor på Nordpolen og bringer gaver ud), og fordi denne films fortælling i sig selv er så tynd, bliver hele resultatet desværre ligegyldigt.

Og når jeg sammenligner, er der noget andet, der også bliver klart: Man skal tage fortællingen og dem, der indgår i den, alvorligt. I Beethovens juleeventyr er den onde legetøjshandler en rendyrket karikatur; han hader julen og handler kun for at udnytte andre økonomisk. I Julestjerner er det Vera, der hader julen og kun handler for at udnytte andre – men hun er samtidig en tragisk skikkelse.

(Visited 38 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar