Svinestierne

20121226-102840.jpg

Den sidste bog jeg fik læst i år blev formodentlig Svinestierne af Susanna Alakoski, der er født i Finland og vokset op i Sverige. Romanen udkom i 2006, den er delvist selvbiografisk og handler netop om en fattig finsk familie, der bosætter sig i Ystad i Sverige først i 1970’erne. Fortælleren er pigen Leena, der ved romanens begyndelse endnu er i førskolealderen. Langsomt men sikkert falder hendes dysfunktionelle familie fra hinanden i alkoholisme, skænderier og omsorgssvigt, og ved romanens slutning er Leena elev i ottende klasse. Fortællingen er knugende i skildringen af hvordan forældrenes “fester” får hjemmet til at gå i opløsning og fanger børnene i en uafrystelig frygt – hvornår begynder det igen? Hvad sker der mon i nat? Man får en klar fornemmelse at at Leena nok skal komme videre i livet, men at det måske bliver med store omkostninger på det personlige plan. Susanna Alakoski er selv indbegrebet af en mønsterbryder (og på sin vis en pendant til Lisbeth Zornig Andersen herhjemme) – hun kom i gang med en videregående uddannelse og blev socialrådgiver.

Bogen er oversat til dansk af Ida Jessen, der selv er en dygtig forfatter, og det er en klar styrke. Egentlig ville jeg helst læse svensk litteratur på svensk, men den er ikke så nem at få fat inden for rimelig tid og til rimelig pris (prøv at sammenligne med amerikanske bøger).

Billedet ovenfor er fra filmatiseringen af Svinestierne, der er fra 2010 og har Pernilla August som instruktør. Filmen blev tidligere i år vist på DR1. Her hed den selvfølgelig – Beyond (på svensk hedder filmen Svinelängerna). Swedish language are difficult but we is good to English!

Myndighedernes handlemåde er bestemt ikke perfekt – det ekstra tragiske i Svinestierne er at tingene i bogens sidste halvdel udarter meget voldsomt men at det aldrig for alvor lykkes Leena at få råbt systemet op så børnene kan blive reddet væk fra den endeløse cyklus af druk, vold og apati. Der er korte øer af ro og en indsats, der skal føre til ændringer – men efter nogle måneder på den måde begynder det uvægerligt igen. Det er alt for nemt at falde i – fattigdom er ofte en kombination af manglende materielle og menneskelige resurser.

Men én forskel er der dog fra nu – jeg får et indtryk af at man i det svenske folkhem skammede sig over fattigdom og social ulighed. I dag bliver det mere og mere tydeligt at denne skam (og årsagsforklaringen bag) er blevet privatiseret, så det først og fremmest bliver mennesket på bunden af samfundet, der skal skamme sig.

Flattr this!