Reformår

fudge-reform

Jeg får hørt en masse radio i disse dage, hvor jeg tilbringer juleferien med at ligge underdrejet med influenza. Lige nu lægger den danske regering op til at der skal skæres i kontanthjælpen. Mange ved nok, at det er en politik, jeg ikke går ind for. Men det er nu ikke så meget dét, jeg vil hæfte mig ved her. Det er det ord, regeringspartierne – men også nyhedsmedierne – bruger herom. Man taler om en kontanthjælpsreform. Hvad er det nu, ordet “reform” betyder?

Her er hvad den danske udgave af Wikipedia lige nu skriver:

Reform (latin for re tilbage; formatio danne, forme: omdannelse) betegner i politik større planlagte (i modsætning til revolution) fredelige (uden anvendelse af magt) og lovlige ændringer eller omdannelser af bestående forhold (statsforfatningen eller en religion).

Der er ikke tvivl om at regeringens politik er planlagt og fredelig (omend brugen af ordet “magt” er lidt underlig; en regering anvender vel altid magt?) og vil finde sted ved ændring af gældende lov. Men det er usikkert for mig (da jeg ikke kender lovforslaget i detalje) om der er tale om en større ændring af bestående forhold eller simpelthen endnu en nedskæring. Og desuden spiller regeringen tydeligt på at ordet  “reform” har positive konnotationer. Regeringen kunne blot have talt om en ændring, men den vælger at tale om en reform. Ofte forstås en reform nemlig som et “tiltag for en ændring til det bedre”. Prøv bare at tænke på en jordreform i et tredjeverdensland; den vil aldrig bestå i at ejendomsretten overdrages til godsejerne.

Dette er endnu et af de mange eksempler på hvordan magthavere prøver at kapre sproget. En analyse af hvordan dette blev brugt med uhyggelige konsekvenser skyldes den tyske sprogforsker Victor Klemperer, der som en af de få tyskere med jødisk baggrund overlevede hele det nazistiske vanvid. Gennem alle årene førte han dagbog (den er udkommet som tobindsværket Jeg vil føre vidnesbyrd til det sidste) og skrev noter om hvordan nazisterne bruger sproget; dette blev til bogen LTI – lingua Tertii Imperii : Det Tredje Riges sprog : en filologs notesbog, der først sidste år kom på dansk. I denne bog giver han en skræmmende analyse af hvordan nazisterne overtog sproget, så alle, også modstandere af regimet, endte med at bruge ord som (her citeret fra Peter Wivels anmeldelse i Politiken):

Blod og jord. Endelig løsning. Folkesjæl. Gengæld. Ghetto. Hagekors. Jødisk. Kadaverudnyttelse, Koncentrationslejr. Lavere racer. Lydighed. Magtovertagelse. Menneskemateriale. Nedmeje. Omvæltning. Overmenneske. Raceskænding. Straffeekspedition. Tilintetgørelseskrig. Udradere. Undermennesker. Verdensherredømme.

Jeg vil naturligvis ikke drage nogen sammenligning mellem Hitler-Tysklands grusomheder og den politiske situation om kontanthjælpen i Danmark, men i begge situationer kan vi se hvordan de, det har magten, definerer hvordan sproget skal bruges og vi kan se, hvordan det faktisk lykkes at ændre sproget. (Ordet “ghetto” dukker bekymrende nok op i begge sammenhænge.) Se på hvordan et begreb som “skattelettelser” har sneget sig ind i sproget. Politikere fra alle partier i Folketinget bruger dette ord nu om lavere skatter. Nu ser vi det også med ordet “reform”.

Og i begge sammenhænge kan man i stedet for at give efter for definitionsmagten stille spørgsmål ved den: man kan nemlig sætte spørgsmålstegn ved magtens begreber. Ligesom man i 1940’erne kunne spørge om “folket” findes og om det, hvis det findes, egentlig har en sjæl, kan man spørge f.eks. om det er en lettelse at sænke skatterne og om ændringer i kontanthjælp faktisk er en reform.

(Visited 30 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar