Hvad skal vi sætte pris på?

En britisk lov om offentlighed gør det nu muligt at finde ud af hvad der skete i de første år af Margaret Thatchers regeringstid. I dag kan jeg i The Guardian læse om de dokumenter, der viser hvordan en regeringskommission i september 1982 foreslog en hurtig fjernelse af den velfærdsstat, som Labour havde indført efter 2. verdenskrig – bl.a. skulle den forbilledlige offentlige sygesikring NHS fjernes, de fleste sociale ydelser skulle fjernes, 25 procent af alle skolelærere skulle fyres og der skulle betales for at gå i folkeskole. Mange af ideerne skyldtes den daværende finansminister Geoffrey Howe, der tyve år tidligere havde haft disse ambitioner, og Ronald Reagans politik i USA har også været tydelig inspiration – for slet ikke at tale om indflydelsen fra Milton Friedman. Der var opbakning til Thatcher i befolkningen efter sejren i Falklandskrigen, og den økonomiske krise var samtidig stadig særdeles mærkbar. Det virkede som et opportunt tidspunkt til store politiske ændringer.

Forslagene forekom imidlertid for drastiske for en del af de andre ministre. Det betyder dog ikke, at politikken bag blev lagt på hylden. I årene efter blev mange af ideerne bag nemlig lanceret efterhånden, men hver for sig og i mere langsomt tempo. Det var poll tax, privatiseringen af British Rail, salget af det sociale boligbyggeri, betaling for at studere på universiteterne, lukning af kulminerne osv. osv.

I dag er der igen planer om “reformer” i Storbritannien, og en af bagmændene fra dengang, Gordon Wasserman, er nu rådgiver for David Cameron. Jeg frygter hvad det er for en “reform”, der planlægges. Også herhjemme tales der om “reformer”.

Fra og med Margaret Thatcher ses velfærdsstaten nemlig først og fremmest som noget, der kan skæres i eller fjernes for at redde noget andet – et overskudsfænomen. Men den britiske velfærdsstat er som alle andre velfærdsstater faktisk opstået i en økonomisk svær tid, nemlig årene efter 2. verdenskrig som en reaktion på den økonomiske krise og massearbejdsløsheden i 1930’erne, hvor fascistiske bevægelser fik en skræmmende stor opbakning i befolkningen med alt hvad deraf fulgte. Fra 1945 og frem til Thatcher var der en reel konsensus i britisk politik om at fuld beskæftigelse var en helt central målsætning.

Man kan nu se, hvordan krisen i Grækenland fører til en uhyggeligt stor opbakning til det engang helt marginale fascistiske “Gyldent Daggry” og også i Spanien får et lignende parti, “España 2000” (navnet lyder som en genudsendelse på Eurosport), for tiden vind i sejlene, kan jeg læse på BBC.

Grækenland og Spanien har to ting fælles: Det er lande, hvor økonomisk krise og nedskæringer følges ad. Og det rigtigt bekymrende: det er lande, der så sent som i 1970’erne led under fascistiske diktaturer. En stor del af befolkningen i disse lande har derfor forudsætningerne for at huske de onde år. Og alligevel vælger mange at stole på  fascistiske “løsninger”.

Dette er et perspektiv, der sjældent dukker op i diskussionerne om hvorvidt vi “har råd til” at have et velfærdssamfund. I stedet er vi strandet i en diskurs, hvor priser er blevet langt vigtigere end værdier i socialpolitikken (hvis nogen ellers tør bruge et sådant ord mere; jeg gør).

(Visited 33 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar