Den, der gjorde en forskel

katalysator

Det virker trivielt når jeg skriver det, men jeg synes egentlig ikke det er det: Den eneste, der kan ændre på et menneskes adfærd, er det pågældende menneske – men de ændringer i adfærd vi ser hos andre, er en reaktion på noget udefra kommende.

Det gik op for mig, da jeg læste en usædvanligt gribende og interessant kronik af Jonas Jensen, der lige nu er ledig. Han har været en masse forfærdeligt igennem: en barndom med en alkoholiseret og voldelig far, mobning, misbrugsproblemer som helt ung, distriktspsykiatri og et selvmordsforsøg. Jonas kom videre i livet takket være en sygeplejerske, der tog sig tid til at tale med ham og til at lytte. Siden 2010 har han løbet marathon og har fået en HF-eksamen. Vendepunktet indtraf i 2008:

Da jeg i 2008 indlægges med blødninger fra tarmen på en medicinsk afdeling, mødte jeg en sygeplejerske, som fik mig til at indse, at jeg var mere værd end det liv, jeg levede.

For første gang i flere år mødte jeg et menneske, som ikke talte ned til mig, men i øjenhøjde.

 

 

På vej ud af hospitalet besluttede jeg mig for at kaste cigaretterne i skraldespanden og besejre tilværelsen.

Man kan selvfølgelig læse denne historie som endnu en “man kan hvad man vil”-historie, hvor individet omsider tager sig sammen, gør sig fri af behandlerne og nu er ene, men stærk. Men læg mærke til at Jonas faktisk flere gange i kronikken takker de mennesker, der hjalp ham videre – han bliver stærk ved hjælp af andre:

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at sende en tanke til den sygeplejerske, som i 2008 hjalp mig med at indtage livet, mennesker i idrætslivet, som har hjulpet mig med aldrig at give op, samt de undervisere, som deltog aktivt, for at jeg kunne føle mig godt tilpas til timerne.

Mange mennesker har oplevet at mødet med bestemte mennesker forandrede deres liv. Nogle får nyt mod på livet ved at møde en forstående terapeut.

Mange andre har heldigvis ikke været udsat for den slags, men har alligevel mødt et menneske, der gjorde en forskel. Selv fik jeg vakt min interesse for de matematiske fag takket være min gode matematiklærer i gymnasiet. Mange andre har sikkert haft en lærer, en sportstræner eller måske en slægtning eller god ven, der på den måde forandrede deres liv.

Ligesom i en kemisk reaktion er den person, der gør en forskel, en katalysator – dvs. en nødvendig bestanddel af reaktionen, men ikke den bestanddel, der bliver forandret. (Analogien holder vel ikke helt; den katalyserende person lærer også ofte noget i processen.)

Vi er mange, der i et eller andet omfang “arbejder med mennesker” – undervisere, socialarbejdere, sundhedspersonale, psykologer osv. Og der er forsket en hel masse i hvordan undervisere, terapeuter, socialarbejdere og andre kan skabe forandring for den enkelte. Så vi ved i hvert fald et stykke hen ad vejen hvad vi bør gøre. Men hvor gode er vores reelle muligheder for at være katalysator for de mennesker og rent faktisk få bragt dem derhen hvor de skal? Det burde være en langt højere prioritet end det har været i de seneste 15 år, hvor dokumentationskrav og kvantificerbare krav til effektivitet er blevet stadig mere fremtrædende og ofte virker som det eneste, der reelt er blevet vurderet.

Men er det ikke forandringen, der er det største resultat, vi kan give? Jeg vil hævde at det kun er i de situationer, hvor man selv har overskud til det, at man kan blive katalysator og skabe en sådan forandring.

(Visited 165 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar