Dagen før dagen før dagen

22

Det blev en lang dag med indkøb af mad og den allersidste julegave, men det hele blev fint sluttet af. Jeg mødtes med et par gamle gymnasiekammerater, hvor vi endte med at tale om film og bøger og trængslerne som offentligt ansatte, mens Liverpool slog Fulham 4-0 på en storskærm omme bagved. Vel hjemme opdagede jeg at min kone havde slæbt juletræet ind og trimmet det på bedste vis.

I Information bemærkede man argumentationsniveauet hos Berlingske kronikør og blogger Eva Selsing (det er sandt at sige ikke imponerende), men det har jeg allerede skrevet om. Dog havde jeg ikke opdaget hendes affærdigelse af den globale opvarmning som en ny kommunistisk sammensværgelse:

Efter Gulag, DDR og det løse, havde man brug for en god sag. Og hvad er bedre end at redde planeten? Den sag har de fleste desværre gennemskuet – klimaapokalypsen er længere væk end de politikeransatte forskere, der hiver grønne bevillingskroner hjem i et væk. Og så er det vist heller ikke blevet varmere.

 

Jorden går under i morgen

2012

I aften er det slut. Nu går den ikke længere, og det vidste man allerede i oldtiden. Dagene kan nemlig simpelthen ikke blive kortere, og fra nu af går det mod lysere tider – i hvert fald i et stykke tid.

Alle profetierne er selvfølgelig humbug, som de sure siger op mod juletid. Men den globale opvarmning er ægte nok. Hvis bare den egentlige trussel mod vores planet, nemlig truslen mod det miljø, vi er afhængige af og ikke kan klare os uden, fik lige så megen opmærksomhed som hvad man måske spåede i Sydamerika for adskillige hundrede år siden. Derfor er jeg nødt til at sige det, selv om det altså ikke sker i dag: Hvis vi ikke passer på den, sker det. Jorden går under i morgen.

Her er teksten til sangen af samme navn af Kenneth Thordal – sanger, sangskriver, oversætter og overset ordsmed (som antagelig afskyr al alliteration).

Jorden går under i morgen, ligesom den altid har gjort. Gud har sagt op, søgt et nyt job. Nu må vi styre skibet selv. Togene kører. Hundene gør. Vi nynner tiden ihjel. Se, vi kan styre os selv. Tøjet skal vaskes og tørres. Der er så meget, der skal gøres. Gyllen skal spredes, hvalerne reddes, sjatterne skal drikkes op. Haven skal luges. Fedtet skal suges. Tiden skal nynnes ihjel. Se, vi kan styre os selv. Jorden går under i morgen, ligesom den altid har gjort. Før var det straffen fra oven, nu bliver vi kvalt i vores eget… Se, hvor vi bliver fulgt på vej. Healing og valgflæskesteg. Pølsefabrik. Burhønsestrik. Kors, hvor jeg elsker mig selv. Fjernsyn skal ses, ungerne redes. Tiden skal nynnes ihjel. Se, vi kan styre os selv.

Den forlorne katastrofefilm ved navn 2012 kan snart ikke vises mere.

Lad os i stedet prøve at se verden, sådan som den desværre er. En ny dokumentarfilm, Chasing Ice, dokumenterer hvordan isen forsvinder, der hvor vi aldrig troede, den ville forsvinde – ved Arktis og Antarktis. Her er et lille klip med en amerikansk kvinde, der har set Chasing Ice.

Jo mere vi er sammen

kontorlandskab

Aalborg Universitet har fået nye lokaler i København hvor man har overtaget de bygninger, der tidligere tilhørte Nokia. Nokia brugte storrumskontorer, så der er hverken grupperum til de studerende eller kontorer til de ansatte. Mange ansatte ved AAU i København var betænkelige ved denne løsning; i Forskerforum fra februar i år kunne man læse kommentarer fra Finn Verner Jensen og Lars Brodersen, der begge sidder i samarbejdsudvalget på mit fakultet. Finn sagde bl.a.

Vores arbejdsform kræver jo dyb koncentration, og bliver man forstyrret i det, siger al erfaring at det tager et kvarters tid, før man vender tilbage, hvor man kom fra.

Det er også min oplevelse; det er et stort problem at få hakket sin arbejdsdag i småstykker.

Det ser heller ikke ud til at gå så godt med de studerende – frafaldet er efter hvad jeg har fået at vide øget drastisk netop på grund af arbejdsforholdene. 200 studerende i ét stort lokale frembringer et voldsomt støjniveau. Det er ikke så meget lydstyrken i sig selv, men den ustrukturerede støj, der er problemet. Høj musik føles mindre enerverende end lyden af mange mennesker, der samtaler på almindelig volumen.

Jeg har selv holdt øvelser for et større hold studerende, og nogle synes at der var for meget larm og blev derfor væk – dette fik jeg muligvis løst ved at bruge to rum, hvoraf det ene var det “stille rum” for dem, der gerne ville have fred. Men en sådan løsning kan man ikke benytte sig af permanent, den kræver mere end ét lokale og er ubrugelig, hvis der er flere projektgrupper, der vil holde møde uafhængigt af hinanden.

Videnskab.dk omtaler en ny PhD-afhandling af miljøpsykologen Helena Jahncke fra Högskolan i Gävle. Heri dokumenterer hun at storrumskontorer ikke er af det gode. Hun udtaler til Dagens Möjligheter:

– Vi har sett att prestationen försämras 2–10 procent om det går att uppfatta vad kollegor i bakgrunden säger jämfört med om talet inte går att urskilja, säger Helena Jahncke. Hur mycket prestationen försämras är beroende av vilken uppgift som utförs, det vill säga vilka kognitiva processer som krävs för uppgiften. Det är framför allt uppgifter som kräver koncentration och som involverar uppsökning, repetition och memorering av information som påverkas mest av bakgrundsljud.

Og disse kognitive processer er vel netop dem, der er mange af på et universitet.

Underskudsgivende virksomhed

bankrupt
Her er et dansk firma, som det tilsyneladende ikke går så godt for. Se bare oplysningerne fra SKAT:
  • Selskabsskatten for 2011:  kr 0
  • Skattepligtig indkomst for 2011:  kr -6.537.696

Her er et andet firma, det tilsyneladende heller ikke går så godt for. SKAT kan røbe følgende:

  • Selskabsskatten for 2011:  kr 0
  • Skattepligtig indkomst for 2011: kr 0
  • Underskud, der er trukket fra indkomsten: kr 442.181.197
De to firmaer må være truet af snarlig lukning, skulle man tro.
Men nej. Det første firma er Coca-Cola, og det andet er IBM. Den danske skattelovgivning gør det muligt for transnationale firmaer at lave skattetænkning i den helt store stil, og det gør de så også. Skattetænkningen er ikke en special dansk praksis; inden for de sidste tre år har Google alene undgået at betale over 3 milliarder dollar i skatter ved kreativ flytning via Irland og Nederlandene til Bermuda. Disse data har jeg ikke fra et websted for politisk aktivisme, men fra det store finansielle nyhedsagentur Bloomberg. Og ifølge en artikel fra The Guardian er der i 2012 hele 2,7 trillioner dollars gemt på konti i skattely rundt om i verden.
Nogle (og ikke overraskende store firmaer og Venstre, men også den tidligere erhvervsminister Ole Sohn, der har et forlag som ikke betaler skat) har kritiseret at SKAT nu offentliggør oplysninger om skattebetaling, men det er værd at bemærke, at dette allerede i nogle år har været praksis i Norge. Om oplysningerne i sig selv kan ændre praksis, ved jeg ikke – jeg håber det selvfølgelig.

Vindere og tabere på verdenskortet

taber

Der har været en del røre om den syriskfødte, libanesisk bosatte islamiske fundamentalist Omar Bakri, der direkte bakker op om og opfordrer til vold. Han udtaler sin opbakning til Al-Qaeda og opfordrer sine tilhængere til at “dræbe dem, der krænker profeten”.

I denne uge sagde Inger Støjberg fra Venstre dette som reaktion på det:

Jeg synes, at salafisterne skal rejse hen til et land, hvor deres syge holdninger passer ind. De kan sige, hvad de vil og leve af vores velfærdssamfund, og det gør mig vred. Fis hjem til jeres taberlande.

Og nej, jeg har heller intet pænt at sige Omar Bakri eller andre militante fundamentalister, der opfordrer til vold eller bakker op om en terrorgruppe som Al-Qaeda. Dette er mennesker, der interesserer sig for tilværelsens åndelige aspekter på samme måde som rockergrupper interesserer sig for motorcykler.

Men der er to ting ved Inger Støjbergs udtalelse, der bekymrer mig – ud over at den er udtryk for et forsøg på at score lette point; Al-Qaeda kan et overvældende flertal af befolkningen nemlig nemt blive enige om at fordømme.

Den ene er ordet “hjem” (Villy Søvndal har sagt noget lignende om Hizb-ut-Tahrir, omend de bare skulle gå ad helvede til). Lige så lidt som vi kan løse problemet med rockergrupper ved at bede dem “fise hjem” eller ved at forbyde dem, kan vi løse problemet med andre voldelige grupperinger på den måde. De har for længst krydset landegrænserne og er også nu et dansk fænomen med danske statsborgere i ledende roller. Her husker vi, at Hells Angels og Bandidos gerne er stolte ved at være del af noget internationalt og at også de efterhånden har lært at bruge nettet. Det samme gælder nazisterne, der tydeligvis er glade for forbindelser til tyske grupperinger af samme slags – og deres åndsbeslægtede kumpaner blandt fodboldhooligans. Også de voldelige grupperinger blandt autonome krydser landegrænserne, fysisk eller via nettet.

Men det, der bekymrer mig mest, er faktisk ordet “taberland”. For hvad er et taberland egentlig? Og hvad fortæller det om den talendes syn på andre lande? Det fortæller noget trist.

Det er klart at Tyskland og Japan tabte 2. verdenskrig stort, men disse i dag temmelig fredelige og ikke så lidt velstående lande vil den tidligere integrationsminister næppe udnævne til taberlande. Her er tale om noget andet: Ordet “taber” er et oversættelseslån fra engelsk, og det er formodentlig dukket op fra USA. Det er et negativt ladet ord, der afspejler en bestemt højreorienteret holdning om at samfundet udgør og bør være en konkurrence, hvor det er en kvalitet at vinde og hvor taberen er at foragte. Det gælder så tydeligvis også det internationale samfund.

Jeg har intet pænt at sige om regimet i Syrien, og jeg er også kritisk over for forholdene i Libanon, hvor Omar Bakri bor. Begge lande været skueplads for blodige borgerkrige (i Syrien sker det lige nu!), så man kan sagtens argumentere for at civilbefolkningen er blevet tabere i begge lande. Men jeg vil aldrig kalde disse lande for taberlande. Ligesom i alle andre lande er de nemlig befolket af også af en masse almindelige mennesker, der forsøger at leve almindelige liv, og også i Syrien, Libanon og andre lande i Mellemøsten er der forfattere, komponister, forskere, menneskerettighedsaktivister, sundhedsarbejdere osv. der gør noget prisværdigt og vigtigt (f.eks. de syrere, der hjælper andre syrere med at overleve i borgerkrigen). Et land er helheden af dem, der bor der, og det, der sker der.

Inger Støjberg er et fremtrædende medlem af det mest populær politiske parti i Danmark og kan måske blive minister igen. Kan vi mon nu forvente, at Venstre vil lave en liste over taberlande og vinderlande, som skal danne udgangspunkt for hvad en kommende regering vil have af initiativer?

We just does it on English. We is so good to that.

time

For længe siden på denne blog skrev jeg om internationalisering i universitetsuddannelserne; den foregår i høj grad under mottoet “Så gør vi det bare på engelsk”.

I dag var der endnu en diskussion om undervisning på engelsk; nogle af de professionsbachelorer der nu bliver optaget på kandidatuddannelser på Aalborg Universitet kan ikke dansk. Da der er mange kurser på datalogiuddannelserne som bliver samlæst med andre, allerede eksisterende uddannelser (herunder samlæsning mellem bachelor- og kandidatniveau), skal de studerende på disse andre uddannelser derfor nu også undervises på engelsk, og bl.a. skal alt kursusmateriale nu være på engelsk.

En af mine kolleger var bekymret over at danske studerende på et dansk universitet ikke kan blive undervist på dansk. Han er englænder.

Min egen bekymring går til dels også på dette – vores kandidater skal for de flestes vedkommende også indgå i det danske samfund og bør derfor også kunne tale fagets sprog på dansk og i det hele taget kunne kommunikere fagligt på dansk. Det er ikke det engelske sprog, der bekymrer mig. Jeg har skrevet en bog på engelsk, har skrevet en masse artikler på engelsk, har britisk (engelsk!) familie, har boet i Storbritannien, har læst ganske mange bøger på engelsk osv.

Min store bekymring er at “internationaliseringen” ikke er velgennemtænkt og at den gennemføres i al hast ved simpelthen at bestemme at der skal anvendes et andet sprog på eksisterende uddannelser. Det er langt fra omkostningsfrit at undervise eller blive undervist på et andet sprog.

Det akademiske miljø er internationalt og grænsesprængende. Der burde derfor ligge noget mere og bedre og dybere i internationalisering  – det handler i høj grad om kulturmøde og også om at danske studerende ser et internationalt fagligt og socialt miljø. Sådan oplever jeg desværre ikke at det er lige nu. De danske studerende oplever bare at deres danske undervisere taler engelsk af hensyn til et lille antal udenlandske studerende, når de udenlandske studerende er til stede – og at de udenlandske studerende som regel er tavse i undervisningen. Det er en konstrueret situation, og den er ikke godt konstrueret. Det er efterhånden en lille og særdeles broget skare af udenlandske studerende, vi får til de datalogiske uddannelser. For mange af dem vi får er rent ud sagt middelmådige, mens andre har en faglig profil, der ikke passer så godt ind i vores forløb som man kunne ønske sig. Nogen systematisk introduktion til den pædagogiske model med problemorienteret projektarbejde er der heller ikke. Endelig er det meget få danske studerende fra de datalogiske uddannelser, der vil tilbringe et semester i udlandet.

Som det er nu, virker det på mig som om “internationaliseringen” i alt for stort omfang er endt som en underlig alliance mellem et universitet, der gerne vil optage udenlandske studerende for at kunne skaffe yderligere taxameterindtægter, og en ikke så imponerende skare af studerende fra andre lande, der ikke kunne komme ind på de rigtigt prestigefyldte universiteter, hvor optagelseskravene er skrappe. Jeg har af og til været vidne til udenlandske studerende, der prøvede at bruge optagelsen i Aalborg som en genvej til at blive optaget på et kendt universitet, typisk i Nordamerika. Det var jo ikke dét, vi ville.

Vi må kunne lave en ordentlig internationalisering også på de datalogiske uddannelser. For mange år siden lavede jeg min PhD på University of Edinburgh, og det foregik selvfølgelig på engelsk. Her kunne man tro, at man bare ville lukke en masse studerende ind – for det hele foregik alligevel på engelsk (skotsk gælisk er ikke et vigtigt sprog i Edinburgh). Men jeg opdagede at de britiske universiteter havde tænkt meget nøje over modtagelsen af udenlandske studerende og herunder havde tænkt meget nøje over sprogkrav til ikke bare studerende, men så sandelig også til undervisere. Man havde desuden tænkt over kulturmødet. Til gengæld fik man typisk udenlandske studerende af en vis, god kvalitet.

Tænk hvis man i stedet lavede nogle systematisk designede uddannelsesforløb på kandidatniveau inden for datalogi og beslægtede fag, hvor man tænkte over hvem man ville have ind (nemlig studerende med en vis ballast) og hvor sammensætningen af holdet var gennemtænkt (cirka lige mange danske og udenlandske studerende) og hvor alle studerende oplevede en international udfordring. Tænk hvis man lavede forløb, hvor underviserne var særligt gode til at formidle på engelsk, hvor både undervisere og studerende var helt trygge ved engelsk, hvor den pædagogiske model var i fokus og hvor alle oplevede et internationalt miljø i løbet af det internationale forløb: at der kom gæsteundervisere udefra og at de danske studerende på disse forløb tilbragte et veltilrettelagt semester i udlandet. Forløbet skulle udarbejdes sammen med et eller flere af de universiteter, vi faktisk har samarbejdsaftaler med og hvis datalogiuddannelser indholdsmæssigt er særligt tæt på vores. Ved siden af dette kunne man så have vores “egen” bacheloruddannelse på dansk som fundament. Dét kunne tilsammen blive en noget bedre form for internationalisering og efterlevelse af et ønske om at give de danske studerende kommunikative færdigheder på dansk også, tror jeg.

Også en mor

20121214-143906-571570_0
Foto: Marie Hald/Ida Meyer (Information)

En avisartikel, der har gjort stort indtryk på mig i den forgangne uge, er skildringen af Bonnie Cleo Andersen, der er 38 år gammel og arbejder som prostitueret på Sjælland.

Min egen holdning til prostitution er stadig noget uafklaret. På den ene side er det klart at de gadeprostituerede, som ofte er udenlandske kvinder, fører en kummerlig tilværelse. Det er her, trafficking er et yderligere stort problem. På den anden side er der er resursestærke prostituerede med Sexarbejdernes Interesseorganisation med en temmelig synlig, sygeplejerskeuddannet Susanne Møller. Et sted midt imellem findes Bonnie Cleo Andersen.

På den ene side er Bonnies sociale baggrund hård. Hun flyttede hjemmefra, da hendes søster døde af en overdosis. Hendes far sad i fængsel for mor. Hun har tre børn med tre forskellige fædre, hvoraf en var med i Bandidos. På den anden side er det tydeligt, at hun alligevel bliver en slags mønsterbryder: hun sætter sine børn højt og hun virker til at være en ansvarlig mor. Billederne fra Bonnies hverdag – børnepasning, familiefest og samvær med kunder – er i sig selv et billede på en usædvanlig hverdag, som hun får til at hænge sammen. Jeg synes i virkeligheden at billedet ovenfor udtrykker dette.

Der er to af hendes udtalelser, jeg især hæfter mig ved. Den ene er denne:

»Der er da ingen, der presser mig. Jeg tror ikke på, at der er nogen danske piger, som er presset ind i prostitution. De gør det af egen fri vilje. De gør det, fordi de vil tjene nogle hurtige penge. Enten stopper de ret hurtigt, ellers fortsætter de i branchen. Det kræver altså, at man kan klare en del ting, for man ser nye mænd hele tiden, og man skal udføre et stykke arbejde, uanset om han er fed, tynd eller ulækker.«

Og den anden er Bonnies udtalelse om sit personlige sexliv:

»Jeg kan sgu ikke huske, hvornår jeg nogensinde har været i seng med en mand, som ikke var kunde. Den sidste er Noas far, og det er jo syv år siden.«

— Så for dig har sex ikke noget med kærlighed at gøre?

»Nej, jeg tror aldrig, at jeg får et normalt forhold til sex. Jeg tror simpelthen, det er en arbejdsskade. Der er ingen følelser. Jeg laver et stykke arbejde, og hvis mændene går hen og bliver forelskede, forklarer jeg dem, at så længe der er penge imellem os, så er der ingen følelser, så lad os hellere få betalingen og så være fri for alt det personlige. Du bliver hård og kold – og især over for mænd. Hold kæft, hvor er der mange mænd, der er utro med alle de klinikker, der findes, og alle de mænd, der kommer. Jeg vil da ikke have nogen mand så.«

Tilsammen får det mig til at tænke på at man i vore dages samfund måske bedst kan forstå prostitution som et ufaglært job med stor risiko for arbejdsskader. Det er den slags job, der i stort omfang bør gøres overflødige og i de tilfælde hvor det endnu ikke er muligt, reguleres nøje. Og jeg tænker på at mange analyser af fænomenet prostitution ikke taler meget om samfundsklasser og hvilken betydning de har for det enkelte menneske i dagens Danmark. Hvis vi ser prostitution i denne sammenhæng, er det måske mere tydeligt at mange bliver tvunget ud i prostitution på samme måde som andre bliver tvunget ud i opslidende ufaglært arbejde (som måske er mere eller mindre sort) og at begge dele for manges vedkommende har store og langvarige omkostninger. Den kvinde, der er prostitueret som Bonnie er det, og den ufaglærte mand, der arbejder sort i byggeriet, er reelt lige dårligt beskyttede og tilhører i lige høj grad en underklasse, som resten af samfundet ikke kan eller vil se.

Da Noa skulle holde fødselsdag for sin klasse, inviterede jeg hele bundtet på McDonald’s. Han afleverede invitationerne om fredagen, og om søndagen havde 20 af børnene meldt afbud. Det var på grund af forældrenes fordomme. De hilser heller ikke på mig om morgenen, og han har ikke nogen at lege med fra klassen, når han har fri. Jeg satte mig ned og tudede, for Oliver har været igennem det samme. Hver gang han inviterede til fødselsdag, sagde alle fra.

Julekalenderen

julestjerner

Som barn så jeg altid Børnenes Julekalender, som det hed dengang. Jeg er ikke gammel nok til at have nogen klar erindring om Magnus Tagmus, der af uvisse årsager blev holdt frem som idealet for en god tv-julekalender. Men jeg husker Vinterbyøster, Jullerup Færgeby og Kikkebakke Boligby. Disse tre efterkommere af Sørøver-Sally udgør for mig julekalenderens guldalder. Sidenhen kom der en masse julekalendere, der ikke var morsomme og var lidt for sentimentale. Og jeg voksede fra genren.

Jeg fulgte med i Jul og grønne skove med Poul og Nulle i 1980 – da var jeg for længst uden for julekalenderens primære målgruppe, men Poul og Nulle var jeg fan af. Deres tilgang til at lave tv, som man stiftede bekendtskab med i Ungdomsredaktionen var overraskende og meget morsom i sin blanding af konstruerede situationer og noget dokumentaristisk. På en måde foregreb de vel mockumentary-genren. Jeg husker endnu et højst overraskende interview som Poul og Nulle lavede med Københavns daværende overborgmester Egon Weidekamp og nogle unge aktivister! De voksne kunne ikke fordrage “Poul og Nulle i jordhullet”, som Jul og grønne skove kom til at hedde, men børnene skrev ind i hobetal for at vinde “dagens jordfund”.

Et andet program, som jeg trofast fulgte med i og holdt af, var Tonny Toupé-show (siden blev det Sonny Soufflé og til sidst Ronnie Rosé) af og med Mikael Wikke og Steen Rasmussen. De blandede en slags venlig naivisme, der ligesom Poul og Nulle udstillede kynisme og snæversyn, med en til tider næsten Spielbergsk filmstil.  De to har jeg savnet at se på dansk tv.

Men nu er Wikke og Rasmussen der så igen og det endda i julekalenderregi med Julestjerner. For første gang i mange år ser jeg julekalender sammen med familien fordi jeg har lyst. På overfladen minder produktionen vel om TV2s julekalendere, der i de senere år er blevet utroligt populære, men Wikke og Rasmussen kan noget, som alle TV2-julekalendere ikke kan: det er at tage fortællingen alvorligt men samtidig være morsom på en måde, som også en voksen kan værdsætte. Mine personlige favoritter er Bjarne Betjent fra Brugsen (hvem skulle tro at everyman-skuespilleren Steen Stig Lommer er søn af Lone Hertz, den blonde skønhed fra de gamle danske film?), Vera Grus (som jeg vel egentlig er lidt i familie med, thi hendes mand er Paul Hüttel) og Søstrene Mormor (en efterkommer af Brødrene Bisp og et godt gensyn med Daimi og Vigga Bro). Er jeg den eneste, der i Veras stadige snak om humbug kan se en snert af Dickens’ A Christmas Carol? 

(Og så er jeg i parentes bemærket også lidt glad for at høre Bobs faktuelt korrekte forklaringer på astronomiske fænomener.)

Den nemme adgang og den nemme løsning

20121215-152524.jpg

Det var underligt at sidde i bussen på vej hjem fra en julefrokost og læse den tragiske nyhed om skoleskyderiet i Connecticut. Hver gang er der røster fremme om dog at gøre noget ved den meget lemfældige våbenlovgivning i USA, og hver gang sker der – intet. Efter tidligere tragedier har der endda været tale om at der blev solgt flere våben.

Jeg har selv haft en fornemmelse af at skudmassakrer på skoler er et nyt eller nyere fænomen, men det er faktisk ikke tilfældet. For næsten 100 år siden, nemlig den 29. juni 1913, skød og dræbte en arbejdsløs lærer 5 elever og sårede 20 andre på en skole i Bremen i Tyskland. På Wikipedia kan man finde en detaljeret gennemgang af skoleskyderier; man lægger mærke til at der ganske vist findes eksempler fra mange lande men at langt, langt de fleste eksempler er fra USA. Derfor er det vigtigt at forstå hvilke forhold i USA, der kan være årsagen. Så vidt jeg kan se, er den meget nemme adgang til våben en vigtig komponent.

I USA er våbenlovgivningen uddelegeret til delstaterne, og her har delstaterne Connecticut, New Jersey og New York faktisk en regel om at man skal være 21 for at købe våben og ammunition. Morderen i den aktuelle massakre var kun 20, men han havde umiddelbar adgang til våben. Det særligt bemærkelsesværdige i den aktuelle sag er at den unge mand, der begik massakren og blandt andet dræbte sine forældre, faktisk benyttede våben som hans mor ejede.

Det er meget svært for mange af os, der ikke bor i USA, at forstå den udbredte accept af en meget lemfældig våbenlovgivning. Vi kan næppe forandre amerikanerne udefra; det er inde fra USA selv, at ændringerne skal komme. Men vi bør alligevel bakke op om alle de initiativer, der laves på amerikansk grund for at gøre noget ved våbenlovgivningen. Lige nu er der således en appel til USAs præsident om dette. Jeg vil opfordre alle til at skrive under.

Der er også et andet forhold, der springer i øjnene: så godt som alle gerningsmænd til skoleskyderier i nyere tid er unge mænd. Præcis hvad dette betyder, tør jeg ikke give et bud på her.

Udtrospektivt

Et interessant miniforedrag af forfatteren og filosoffen Roman Krznaric. Han får sat ord på meget af det, jeg prøver at sige selv – men han gør det langt mere overbevisende og helt igennem eksempeldrevet. Noget af det svære, men nødvendige, er at have empati “opad”: vi skal også forstå hvorfor de magtfulde tænker og føler som de gør. Det betyder bestemt ikke at vi skal være enige med dem, men det vil dels kunne hjælpe os til at forstå deres motiver og dermed udfordre dem, dels hjælpe os med at appellere effektivt til dem. Det er noget af det, vi gør i stort omfang i Amnesty International – læg mærke til Amnesty-logoet i den animerede video.

Og så kan jeg se, at jeg hellere må få læst Down and Out in Paris and London af George Orwell.