Kohei Honda

Der er beskeder, man håber aldrig at få. I dag, sidst på arbejdsdagen, kom den: Kohei Honda, der er professor i datalogi ved Queen Mary College i London, er pludselig død af et slagtilfælde. Han blev kun 45.

Kohei var en af hovedpersonerne bag det, der i dag kaldes for sessionstyper. Det er den idé, at en kommunikationskanals type kan være tilstandsafhængig og at det således er muligt at lade et typesystem for parallelle processer beskrive en form for kausalitet. Der var også andre involveret, men jeg fornærmer næppe nogen, når jeg nævner at den oprindelige idé var hans.

Netop i dag havde jeg siddet og skrevet sad jeg på et manuskript som anvender en af Koheis vigtige ideer (de såkaldte typestrukturer) og som jeg havde tænkt mig at sende til ham.

Jeg mødte første gang Kohei i 1995 til en workshop i Cambridge, hvor alle talte om den entusiastiske japaner – hans vending “Joyful hacking in the pi-calculus” var snart på alles læber. Så sent som i år var jeg sammen med Kohei og en række andre med til ar skrive en ansøgning om et forskernetværk om adfærdstyper; netværket begynder til februar og det er grusomt ironisk at Kohei ikke kommer til at opleve dette. Til en anden ansøgning jeg har lavet, skrev han en venlig udtalelse om mig.

Som man forhåbentlig kan fornemme, var Kohei Honda en livlig, entusiastisk og venlig mand. Hans død er et enormt tab, ikke kun for faget, men også for alle os, der kendte ham og i allerhøjeste grad for hans hustru og samarbejdspartner Nobuko.

Den elastiske samvittighed

Forleden skrev jeg om Pia Kjærsgaard og hvordan hun nu taler om mindretals rettigheder og om hvordan der skal tages hensyn til dem. Jeg syntes, at her var tale om en selvmodsigelse.

Jeg vil ikke påstå, at jeg aldrig modsiger mig selv. Tværtimod. Utallige er de gange, hvor jeg har brokket mig over den kommercielle jul men alligevel er endt med at købe alt for mange julegaver. Det er af og til sket, at nogen spørger mig hvorfor jeg går med et læderbælte, når nu jeg ikke spiser animalske produkter.

Mange har hæftet sig ved Danske Banks underlige reklamekampagne, hvor banken tilsyneladende taler om behovet for en ny samfundsorden og tilsyneladende har satset på at få sympati fra dem, der har kritiseret har kritiseret pengeinstitutternes griskhed (bl.a Occupy-bevægelsen). Rune Lykkeberg skriver i Information om netop dette:

Der findes mange negative betegnelser for de modsætninger, alle borgere rummer, og de konflikter, som man bliver ved med at diskutere med sig selv: Det kaldes dobbeltmoral, hykleri og afladskøb. Det er et udmærket ideal, at man skal bringe sine refleksioner på en fællesnævner, men det er også selve muligheden for politisk forandring, at vi altid diskuterer med os selv, og at kabalen aldrig går op. Det er digterens indsigt: »Modsiger jeg mig selv? Jamen, så modsiger mig selv – jeg er stor, jeg rummer modsigelser.«

Verden går i stå, når vi bliver enige med os selv.

I et formelt logisk system er det største problem inkonsistens – at det er muligt at bevise såvel formlen P som dens negation ikke-P. Et logisk system, der er inkonsistent, er uanvendeligt.

I menneskelivet er det tydeligt anderledes: man kan godt hævde P og ikke-P samtidig uden at livet bryder sammen. Et godt eksempel er to brødre i Edinburgh, som jeg engang læste om. På grund af deres religiøse holdninger drak de ikke alkohol selv. Men de åbnede en vinhandel, der fik ry for at være en af byens bedste. Var de hyklere? Det synes jeg faktisk ikke.

Hvis de to brødre offentligt havde givet udtryk for at ingen bør drikke alkohol, men samtidig havde deres vinhandel, var der tale om at de handlede i modstrid med deres erklærede principper. Men i stedet kan man også læse deres vinhandel som en accept af at mennesker drikker alkohol – at de på denne måde var i færd med at revidere deres holdninger.

Når man handler i modstrid med en erklæret holdning tror jeg derfor, at det er handlingen, ikke holdningen, man bør kritisere, og den skal man kritisere ud fra sit eget etiske ståsted. Det er ikke nok at kritisere selvmodsigelsen i sig selv.

En tidligere danske nazi-leder forelskede sig i en arabisk kvinde, som han underviste – og blev prompte ekskluderet af nazistpartiet. Skal vi fordømme ham som hykler, fordi han handlede i modstrid med sit eget nazistiske ideal? De fleste, der ikke er nazister, vil vel svare nej – ud fra deres eget etiske ståsted. De fleste, der ikke er nazister, ville af samme grund heller ikke rose de andre nazister, fordi de ikke handlede i modstrid med deres nazistiske ideal.

Det er nemlig gennem selvmodsigelsen, at man kan lære.

Politikere beskylder ofte hinanden for at handle i modstrid med noget, de tidligere har sagt. Et kendt tilfælde er oppositionens kritik af regeringens handlinger, der var i modstrid med regeringens tidligere løfter. Det specielle var her, at regeringens faktiske handlinger i mange tilfælde var handlinger, oppositionen selv ville have bifaldet, hvis de selv havde været i regering. Derfor var det underligt at hæfte sig ved “selvmodsigelsen i sig selv”, men ikke ved den faktiske handling.

De tilfælde, hvor væsentlige aktører i samfundet (politikere, erhvervsfolk, fagforeningsledere osv.) giver udtryk for ét og siden gør nogen andet, er i virkeligheden de mest interessante : Det er nemlig typisk den eneste måde, hvorpå vi kan observere det, som ofte sker, men som kun få aktører vil indrømme mens de endnu er aktive: nemlig at de kan skifte holdning. Derfor er det nødvendige spørgsmål så vidt jeg kan se: Hvorfor handler du, som du gør? Det er derimod ikke: Hvorfor handler du i modstrid med det, du tidligere har sagt? Ved at bede aktørerne om at begrunde deres handlinger, kan vi finde ud af hvordan de kan leve med deres egen selvmodsigelse. Måske har de lært noget nyt, måske har de reelt skiftet holdning – eller også har de netop intet lært, men lever passivt med selvmodsigelsen, udnytter den måske endda i en “kapring”. Et berygtet eksempel er Karen Jespersen, der har været medlem af fem forskellige politiske partier, men alligevel hævder, at hendes holdninger er de samme som de altid har været.

Rune Lykkeberg kritiserer Danske Bank ikke på grund af modsigelsen i sig selv, men fordi dens reklamekampagne og dårligt begrundede forsvar for den netop viser én ting om banken: at Dansk Bank faktisk intet har lært, for dens handlinger er uændrede. Der er kun tale om et forsøg på en kapring af sproget. Jeg vil påstå, at det samme er tilfældet for Pia Kjærsgaards vedkommende. (For en sikkerhed skyld: Mit “læderbælte” er faktisk af vinyl.)

Fabriqué en Pakistan

Vinteren er kommet til Danmark, og jeg var nødt til at købe nye cykelhandsker. Jeg tog mig efter flere år med halvdårlige skihandsker sammen og købte et par GripGrab-vinter-cykelhandsker. De var overhovedet ikke billige, men de beskytter mine hænder langt bedre mod kulden end de gamle skihandsker. Jeg opdagede at mine handsker er Made in Pakistan/Fabriqué en Pakistan.

Et af de lande i verden, der har den største arbejdsstyrke, er Pakistan – ifølge CIA Factbook over 58 millioner mennesker, der gør landet til verdens 10. største. Men forholdene i industrien, herunder i tekstilindustrien, er ofte skræmmende. En brand i år på en tekstilfabrik i Karachi kostede ifølge den pakistanske avis The Express Tribune 258 mennesker livet. Det skete forresten den 11. september. Den pakistanske aktivist Sarwar Bari har et langt indlæg, også i The Express Tribune, om forholdene i den pakistanske tekstilindustri. Det er skræmmende læsning.

Pakistan er nemlig også et meget fattigt land. Omkring 70 procent af befolkningen er analfabeter. Kun 2.5 procent af arbejderne i Pakistan er medlemmer af faglige organisationer, og kun 1,4 procent har ret til kollektive forhandlinger.

Man kan som dansker let falde hen i resignation over forholdene så langt væk – men der er noget, vi kan gøre. Vi har et ansvar, for vi køber de varer, som udflytningen af produktionen giver anledning til. Det er en udflytning af produktionen til lande, hvor fagforeninger er meget svage og ofte bliver direkte forfulgt.

Den pakistanske fagforening Labour Qaumi Movement (LQM) er den største fagforening i den private sektor og arbejder for tekstilarbejdernes rettigheder. Det vel kan ikke undre, at den magtfulde tekstilindustri forfølger LQM. Under en strejke i 2010 blev to af deres ledere skudt, fire andre blev arresteret og sammen med endnu to andre ledere blev de i 2011 idømt 10 års fængsel hver ved en anti-terror-domstol (!).

Alt for mange tænker på “u-lands-hjælp” som at arbejde for mennesker i andre lande. Men det, der virkelig kan hjælpe permanent, er at arbejde sammen med mennesker i de berørte lande og specielt de mennesker, der har dårlige vilkår. Det er dém, der ved hvor skoen trykker. Det handler om noget så umoderne som international solidaritet. Den lille danske organisation STS har et samarbejde med netop LQM, hvor de samler ind til deres arbejde, specielt uddannelsen af nye faglige aktivister i Pakistan, og man har nu stiftet foreningen Pakistanindsamlingen. Indsamlingen kan støttes ved at indbetale et beløb konto nr. 8401 33 70 592 eller på giro 069 2021.

Gad vide hvordan den arbejder, der lavede mine cykelhandsker, har det? Dette indlæg vil jeg godt tilegne hende/ham.

Den underlige Turing-test

Turing-testen er det berømte “imitationsspil”, som Alan Turing foreslog som en metode til at undersøge om en programmerbar computer er i besiddelse af menneskelig intelligens. Det er tilfældet, sagde Turing, hvis computeren og mennesket er uskelnelige i en dialog, hvor man som dialogpartner ikke ved eller kan se hvem der er hvem.

En forsker ved Laboratoire d’Etude de l’Apprentissage et du développement ved universitetet i Bourgogne har et interessant indlæg i Communications of the ACM om netop Turing-testen. Han hedder forresten Robert French – et usædvanligt passende navn, må man sige.

Hans pointe er at vi skal se bort fra Turing-testen netop fordi computere ikke er mennesker og aldrig kan blive det. Som mennesker har vi noget helt enestående, nemlig den menneskelige organisme med alt hvad det indebærer at have en sådan. En computer vil aldrig kunne blive forkølet eller mærke hvordan det er at skulle skynde sig på toilettet. Men det betyder ikke at en computer ikke kan udvide bestemte former for intelligens, skriver Robert French.

The point is essentially the same one I made in an earlier es- say, that it would be “essentially impossible for a machine that has not experienced the world as we have to pass the Turing Test.” This observation in no way implies renouncing the goal of building intelligent machines. It suggests merely that we renounce the Turing-inspired goal of building intelligent machines that mimic our own behavior so perfectly that we would not be able to distinguish them from ourselves.

Man kan sagtens udvise intelligens uden at være en komplet menneskelig organisme. Et menneske, der er født som stærkt bevægelseshandicappet, kan ikke lave et vristspark eller fortælle hvordan det føles, men kan sagtens følge med i en fodboldkamp – og kan være god til mange, mange andre ting.

Jeg spekulerer selv på hvorfor det egentlig skulle være så vigtigt at få computeren til at udvise menneskelig intelligens. Det er meget vigtigere for mig at have den som et godt værktøj, så jeg kan koncentrere mig om det bedste i min tilværelse. Og hvorfor skulle jeg være interesseret i at frembringe min egen konkurrent? French skriver:

The degree to which progress can be made in AI will be in direct relation to the degree to which the problems to be solved can be represented cleanly and unambiguously. One of the next great challenges of AI will be the development of computer programs designed to discover and prove elegant new mathematical theorems worthy of publication in mathematics journals, not because they were done by a computer but because the mathematics itself will be worthy of publication. Other challenges will be development of programs that make use of the oceans of data now available to find new relationships between diseases and human behavior or the environment. Yet others will be programs that can look at two different pictures and find their analogous elements.

Dette peger i virkeligheden væk fra dogmet “maskinintelligens” og hen mod det, der i 1980’erne blev kaldt ekspertsystemer.

Hvis jeg som forsker kan få en computer, der kan inspirere mig og lade sig blive inspireret af mig, vil jeg være særdeles tilfreds. Det er langt vigtigere for mig end at få en computer, jeg også kan snakke med om julegaveindkøb, finansloven, landskampen i sidste måned eller den trælse hoste, jeg har døjet med. Om jeg så må sige: Det har vi allerede folk til.