Bechdel-testen

tangled-pascal-dress

Her er noget, der er værd at tænke over, når vi ser film, nemlig de ubevidste forestillinger om kønsroller.

Bechdel-testen er opkaldt efter den amerikanske tegneserietegner Alison Bechdel, der lader testen dukke op i en af sine striber tilbage i 1985. En film består Bechdel-testen hvis følgende kriterier alle gælder:

  1. Der er to eller flere kvinder med i filmen.
  2. Der er en scene, hvor to eller flere kvinder taler sammen uden at der mænd til stede (og vigtigst)
  3. Kvinderne taler om noget andet end mænd/en mand.

Forbløffende mange film består ikke denne test! På http://bechdeltest.com er der en liste over film der består, og andre der ikke gør. Jeg kan komme i tanke om forbløffende mange mainstream-underholdningsfilm, hvor de få kvinder er reduceret til at være “en potentiel romantisk partner” for de mandlige hovedpersoner. James Bond-filmene er et ekstremt eksempel. Jeg er ikke engang sikker på at film af kvindelige instruktører, f.eks. Susanne Bier, kan bestå Bechdel-testen. Og halvdelen af tegnefilmene fra Disney-studierne gør heller ikke.

Selvfølgelig skal man huske at testen har sine begrænsninger (bl.a. er der definitionen af at “tale om noget andet end mænd/en mand” – hvor strengt skal dette tolkes? Må man slet ikke nævne en mand undervejs?), men den er stadig meget tankevækkende.

Historien om et bebudet dødsfald

keep-calm-and-fail-exam

I dag var jeg censor på den sidste de fire P1-projekteksaminer, men i modsætning til de tre andre gange var dette overhovedet ikke nogen god oplevelse. På baggrund af den rapport og den procesanalyse, jeg havde fået, forventede jeg at de studerende ville få karakteren 00. Helt sådan gik det dog ikke. To af de studerende fik faktisk -3, mens resten 00. Jeg har talt med hovedvejlederen, der er PhD-studerende på mit institut, mange gange om hvor svært det har været for ham at vejlede denne gruppe, for hvem intet tilsyneladende ville lykkes. Han var temmelig rystet (og dette var den første projekteksamen, han nogensinde havde holdt), og det var bivejlederen og jeg også. Jeg har været universitetslærer siden 1991 og jeg har aldrig tidligere oplevet, at en projektgruppe med 5 studerende alle dumpede. Det eneste “gode” ved denne eksamen var at de studerende bagefter var klar over, at det var deres projekt, der havde været helt utilfredsstillende.

Hos os på AAU er der frit optag, og det er blevet et princip; dette kan man læse af rektoratets seneste brev fra december 2012. Det frie optag betyder imidlertid, at vi risikerer at få studerende ind, der har meget dårlige forkundskaber, kun lige netop har bestået studentereksamen og måske ikke er motiverede for at studere hos os. Det er da også min fornemmelse, at vi får flere dårlige studerende end før – omend det lige nu kun er en fornemmelse. Men den fornemmelse bliver bestyrket af at også mine kolleger på andre fagområder, herunder på de humanistiske fag, kan mærke en tilsvarende forandring.

Rektoratets begrundelse fra selvsamme decemberbrev er at et fortsat stort optag betyder fortsat stigende STÅ-indtægter. Men et stort optag er ikke nødvendigvis det samme som at alle studerende skal optages. De studerende, der er da allersvageste, får et nederlag og universitetet får alligevel ingen taxameterindtægt.

I 1994 sagde den daværende dekan for Det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på AAU:

– Vi har altid valgt samme adgangskrav som Danmarks Tekniske Universitet, og det har vi ikke tænkt os at lave om på…

Han hed forresten FInn Kjærsdam.

Adgangskravene er ikke længere de samme. På DTU havde man i 2012 adgangsbegrænsning på 6 af de 11 studieretninger, man udbyder. Men også derovre er der stadig et stort optag af studerende. Jeg vil ikke her argumentere for at AAU skal indføre adgangsbegrænsning; mine fornemmelser er lige nu kun formodninger. Men det ville være en god idé løbende at undersøge om der er en korrelation mellem gennemsnit ved adgangsgivende eksamen og gennemførelsesprocent. Der findes spredte undersøgelser af denne sammenhæng, og de tyder på at der er en korrelation. Bl.a. har jeg set en undersøgelse fra 2002 af gennemførelse af første studieår på polit-studiet på Københavns Universitet, og her er forskellen markant alt efter om gennemsnittet var over 8 eller under 8 (“midterkarakteren” på den daværende 13-skala).

Min offentlige e-mail og det smukke bureaukrati

publicemail

I disse dage er der et forslag til nye retningslinjer om brug af e-mail og kalendere til høring rundt om på Aalborg Universitet. Dette forslag har nogle temmelig voldsomme konsekvenser for min brug af disse nettjenester. Blandt andet står der i forslaget, at

  • alle kan få adgang til en AAU-ansats e-mail-korrespondancer ved at bede om aktindsigt (dette er en tolkning af offentlighedsloven)
  • alle AAU-ansatte skal opbevare deres private e-mail i en særlig folder, der hedder “Privat”
  • alle AAU-ansatte skal journalisere deres e-mail efter samme regler som journalisering af papirdokumenter

Man kunne lige så godt have bedt os om at tage udskrifter al alle e-mails, vi modtager – og om at lægge dem på et stort bord et sted i midtbyen.

Jeg er tilhænger af åbenhed i offentlig forvaltning, men det første af disse forslag vil i praksis gøre det umuligt at have en fortrolig kommunikation f.eks. i bedømmelsesudvalg om nye stillinger og i forbindelse med censorgerning. Enhver studerende vil kunne bede om aktindsigt i min e-mail, og det samme gælder enhver ansøger til en stilling, hvor jeg er at finde i bedømmelsesudvalget, og på denne måde principielt set kunne få al korrespondance inkl. vedhæftninger udleveret.

Konsekvensen vil bestemt ikke være øget åbenhed, men at vi, der er ansat på AAU, vil gå over til bruge Gmail og andre private e-mail-tjenester i stedet for at benytte universitetets mailsystem for at undgå krav om aktindsigt.

Det er barokt, at alle nu principielt vil kunne bede om at læse AAU-medarbejderes mail, mens vi som AAU-medarbejdere ikke nødvendigvis kan læse hvad der foregår til møderne i AAUs bestyrelse.

Kravet om en folder ved navn “Privat” indebærer reelt, at der bliver et påbud om hvilke kataloger, der skal findes på de enheder, hvor jeg har en mailklient. Dette kan måske forsvares for min arbejdscomputers vedkommende (den er statens ejendom), men det er svært at kræve for min telefon (den er min egen).

Og kravet om journalisering er intet mindre end dybt urealistisk. En moderne mail-klient rummer i sig selv så avancerede søgemuligheder, at en journalisering er helt overflødig. Jeg har selv efterhånden så mange e-mails, at jeg skulle afsætte adskillige uger til at journalisere dem alle – og indtrængende ville bede alle om ikke at sende mig mere mail, mens jeg havde travlt med at journalisere!

Hvem finder dog på denne slags forslag til regler?

Dagens tekst

På tirsdag den 5. februar er der igen poetry slam på Studenterhuset i Aalborg, og jeg er så småt begyndt at varme op. De sidste to gange, jeg har haft muligheden, har jeg været syg. Men nu skal det være. Jeg kan se, at den nykårede Danmarksmester Michael Dyst endda er med. Det bliver interessant, og jeg glæder mig til omsider at møde ham. Det bliver en spændende dyst (om jeg så må sige).

Ovenfor er en af de tekster, der måske/måske ikke er under overvejelse. Mit besøg i Italien har lært mig den svære kunst at lave dårlig eftersynkronisering.

Vi har tabt. Tillykke med sølvmedaljen!

sølv

Selvfølgelig er jeg da skuffet over at det danske håndboldslandshold tabte VM-finalen. Og nej, jeg så ikke kampen – jeg sad i et tog. Jeg har al mulig grund til at tro at det danske landshold spillede usædvanligt dårligt. Men jeg synes samtidig at mediernes dækning er urimelig. Det blev trods alt til en dansk sølvmedalje, og sådan én får man ikke, hvis ikke man spiller rigtig god håndbold det allermeste af tiden. Forhåbentlig er Ekstra Bladets spiseseddel med ordene “Skam jer” et udtryk for en slags redaktionelt granatchok – men det har nu aldrig faldet Ekstra Bladet svært at skrive den slags.

Reaktionen minder om dem, der fulgte efter Bjarne Riis’ femteplads i Tour de France i 1997. Han er siden blevet godt og grundigt detroniseret, men alligevel: dengang var skuffelsen over mandens sølle femteplads efter en sejr året før også ude af proportioner. Ti år tidligere havde der været stor triumf over at en dansk rytter i det hele taget kunne erobre førertrøjen. Det er som om hukommelsen lige nu er tilsvarende kort. Ved den olympiske turnering i London røg selvsamme danske landshold ud langt tidligere og fik ingen medalje. Dengang var der bare ingen spiseseddel, der bad spillerne om at skamme sig.

Læg også mærke til den sprogbrug, der er udbredt: Hvis det danske landshold havde vundet i går, havde medierne (og mange almindelige danskere) formodentlig skrevet at “Vi vandt!”. Den danske befolkning, hvoraf kun en forsvindende lille del havde spillet med på håndboldlandsholdet, ville have identificeret sig med det hold, der havde vundet. Men nu gik det anderledes, og nu er alle enige om at “De tabte”. Men hvis der er nogen, der for alvor har tabt, synes jeg at det er de danske medier – de er med til at skabe en identifikation med danske sportsfolk, der i sidste ende er kontraproduktiv, og når sportsfolkene ikke klarer sig så som forventet, sætter distancen øjeblikkelig ind. Jeg kommer til at tænke på den splittede måde, mange forældre omtaler deres børn på når de henholdsvis klarer sig godt og klarer sig mindre godt.

En anti-turistkampagne

stayaway

Jeg  kan se, at den britiske regering tilsyneladende har planer om at lave en negativ reklamekampagne, der skal få bulgarere og rumænere til at lade være med at flytte til Storbritannien, sådan som de ellers har lov til ifølge EUs regler om arbejdskraftens frie bevægelighed. Kampagnen skulle fokusere på alle de dårlige sider ved at bo i Storbritannien.

På den ene side er det en underlig strategi, at man fra officiel side vil omtale sit eget land i negative toner. Den britiske regering vil meget let komme til at fremstå som om den indrømmer egen inkompetence. Det er specielt interessant, når man sammenligner med de store beløb, der blev brugt til at tiltrække besøgende fra andre lande til de olympiske lege i London i 2012.

På den anden side er det interessant, at man her rent flag – det gælder om at holde bestemte befolkningsgrupper væk. Andre vesteuropæiske lande, ikke mindst Danmark, har anvendt mere eller mindre camouflerede tiltag. Her tænker jeg på 24-års-reglen, tilknytningskrav, en udbredt visumpligt og statsborgerskabstest. En sådan test har man også i Storbritannien, og i den håndbog, der skal hjælpe med at forberede kommende statsborgere på at tage testen, står det bl.a. at 

Britain is a fantastic place to live: a modern thriving society…

Hvem skal man tro?

Alle sætningspølsers moder?

smartsausagessmartsausages
smartsausagessmartsausages

I disse uger sidder jeg med en samling projektrapporter fra 1. semester, hvor jeg er intern censor. Det er altid interessant at se, hvad vore nye studerende kan præstere.

Der er en del større skriftlige opgaver på de gymnasiale uddannelser. Ingen af disse opgaver er selvfølgelig af samme omfang (hverken hvad arbejdsomfang eller hvad den endelige rapports omfang angår). Det er godt, at der er projektarbejde på ungdomsuddannelserne. Der er to slags projektarbejde i gymnasiet, nemlig problemorienteret projektarbejde og produktorienteret projektarbejde. Ministeriet for børn og undervisning har en oversigt over de faser, der er i et projekt på de gymnasiale uddannelser.

Det er imidlertid et noget trist syn, der møder mig. Der er store problemer med at arbejde problemorienteret, med at skrive om det, der er relevant for løsningen af problemet og i meget høj grad med at skrive et dansk, der er til at holde ud at læse. Jeg kan måske godt leve med ufrivilligt komiske stavefejl som “resturang”, “uddillegere” og “diegere”. De sproglige problemer, der bekymrer mig og giver mig hovedpine, er af en anden slags. Det er tningspølse, dvs. en vane med at skrive 5 eller flere linjer uden brug af punktum (eller semikolon), det er vilkårlig deling af sammensatte navneord så en kravspecifikation bliver til en “krav specifikation” eller endda til en “Krav Specifikation”, og det er manglende bøjning af ord. Dette sidste er i virkeligheden det, der bekymrer mig mest. Den manglende bøjning dækker til dels over r-fejl som “vi køre” og “det er svært at lærer”, men ikke kun. Jeg ser nu også formuleringer som “det gå” og “to sygeplejerske”. Med den hyppighed, disse fejl efterhånden optræder, kan der næppe være tale om simple slåfejl. Og fejlene kommer fra studerende med udbredte danske efternavne, der ender på -sen, ikke fra studerende med forældre, der har et andet sprog end dansk som modersmål.

Her er vi nede på mikroniveauet. Men alt for ofte hænger rapporterne heller ikke sammen på makroniveauet. Den “problemanalyse”, der dukker op i de tidlige kapitler er reelt uden betydning for den “problemformulering”, der så følger. Den “konklusion”, der dukker op til sidst, konkluderer ikke om projektets “problem” blev løst.

Jamen, er det ikke ligegyldigt? vil nogle sikkert spørge her. Mange af disse problemer kan vi udbedre ved en passende vejledningsindsats (det er vi nødt til, hvis vi skal kunne levere nogle færdiguddannede, som alle kan være bekendt), og ofte opdager jeg og andre da også, at mange af vores studerende er blevet tydeligt bedre efter et års tid. Alligevel er det trist at opleve, at så mange af vores nye studerende ikke kan præstere et større skriftligt arbejde af en acceptabel kvalitet.

Det vigtigste, de studerende skal lære, er at foretage deres egen kvalitetskontrol. Jeg skal som vejleder kunne koncentrere mig om indholdet af de arbejdsblade, de studerende forfatter. Ellers oplever både vejleder og studerende, at man alt for sjældent kommer til at tale om “faget selv”, fordi fagligheden drukner under sætningspølser, manglende bøjninger og dunkel tekstuel struktur.

Det typiske råd, de studerende får, er at de skal læse hinandens arbejdsblade systematisk. Det kommer imidlertid som en stor overraskelse for mange af dem, at man kan og bør arbejde på den måde. Typisk har de en forventning om at man laver vidensdeling ved at holde små mundtlige oplæg for hinanden og måske læser den samlede rapport til sidst. Men i et gruppebaseret projekt, hvor målet er at alle skal opnå de samme læringsmål, og hvor produktet (typisk en projektrapport) skal fremstå som en helhed, skal der noget anderledes alvorligt til end små mundtlige oplæg i ny og næ. En af de største kvaliteter ved gruppebaseret projektarbejde er at projektgruppen kan blive et forfatterkollektiv. Gruppen er så en samling mennesker, der ved at læse og kritisere hinandens arbejdsblade løbende og systematis kan dele viden og sammen opnå, hvad gruppens medlemmer ikke ville kunne opnå hver for sig. Hvis alt går vel, kommer der et tidspunkt hvor vejlederen i mange sammenhænge er overflødig – den studerende kan selv arbejde med sit faglige emne, alene eller sammen med andre. Så er den studerende selv ved at mestre sit fag på universitetesniveau.

Når jeg læser beskrivelsen af forløbet af et gymnasialt projekt er det, der bekymrer mig, at det faktisk ikke ser ud som om der er noget fokus på denne form for kvalitetskontrol eller vidensdeling på de gymnasiale uddannelser. Bemærk: Dette er ikke nogen kritik af den enkelte lærer eller af eleverne. Jeg har heller ikke til hensigt at være endnu én, der banker løs på de gymnasieuddannelserne. Jeg undrer mig simpelthen over at dette at se projektgruppen som kvalitetskontrol og kilde til vidensdeling har så lav prioritet i projektarbejdet på de gymnasiale uddannelser. Det må være derfor at dette aspekt overrasker så mange af vore nye studerende. Eller måske har jeg overset noget?

DM i poetry slam 2013

20130126-204100.jpg

I aften er jeg til DM i poetry slam på Svalegangen i Aarhus. Sidste år var jeg med som deltager i Den fynske opera i Odense og fik en lidet flatterende sidsteplads. Dengang var det Jacob Hallgren, der efter mange års prominens på den københavnske poetry slam-scene omsider tog trofæet hjem i 2012. I år er det så Mads Bjergen Pedersens tur til at repræsentere Aalborg, og han kan næsten kun gøre det bedre end mig. Med al respekt for dem, der var med sidste år, synes jeg at årets line-up er helt usædvanligt stærkt. Se bare:

Fra København: Michael Dyst, Mathias Bundgaard, Irmelin H.C. Prehn og Josefine Højholt
Fra Fyn: Peter Dyreborg og Nicolaj Kvistgaard
Fra Aarhus: Tobias Dalager og Jakob Lykke
Fra Aalborg: Mads Bjergen Pedersen
Arrangørens wildcard: Lasse Nyholm

Heriblandt er der tidligere Danmarksmestre og hver for sig står de for en tilgang til poetry slam, jeg værdsætter. De har hver især deres egen stil (ingen ville f.eks. forveksle Mads Bjergen Pedersen med Lasse Nyholm, selv hvis man ikke kunne se dem), og det er i sig selv et adelsmærke.

Der er en vældig masse (især helt unge i gymnasiealderen), der nu forsøger sig med poetry slam rundt om derude, og det er godt – men med al respekt for dem er der alt for mange blandt dem, der ikke laver tekst, der kan fremføres eller gå rent ind. Det, der virker på papiret eller på skærmen hjemme på værelset, virker som regel ikke på en scene. Og så er der stadig alt for mange af de nye, der enten slet ikke er morsomme eller kammer over i en slags “tilstræbt sofistikeret stand-up”. Poetry slam er hverken oplæsning af digte, rap eller stand-up, men er en genre, der rummer elementer fra alle disse genrer.

Men i aften er det anderledes! Det er spændende at se på og høre på, og aftenens MC/konferencier/hvad vi nu kalder det er faktisk Mark Jensen-Skovgaard fra Aalborg.

Opdatering: Finalen stod mellem Michael Dyst, Lasse Nyholm og Jakob Lykke. Michael Dyst vandt – stort tillykke herfra!

Alle veje fører bort fra Rom

2013-01-25 17.34.21

 

Det uventede sker altid, når man mindst venter det. Sådan en tautologisk formulering kunne der så i en af de projektrapporter fra 1. semester, jeg i disse dage prøver at læse uden alt for voldsom brug af rød kuglepen. Men faktisk passer det jo.

Jeg kom tilbage til hotellet efter en ikke særligt festlig festmiddag til POPL, pakkede og gik i seng. Morgenen startede på hotellet, hvor jeg delte morgenbord med bl.a. Earl Barr (en amerikaner i London), der skulle holde foredrag om eftermiddagen – hvor jeg desværre var på vej hjem – og Loris D’Antoni (en italiener i Philadelphia). Han fortalte mig om et lille projekt, han er ved at lave om automatisk retning af opgaver i automatteori. Ideen er baseret på at de regulære sprog har samme udtrykskraft som andenordens monadisk logik over endelige strukturer; dvs. at man ud fra en logisk formel, der beskriver et regulært sprog, med en algoritme kan konstruere en automat, der genkender sproget. Alle opgaver om at konstruere automater i f.eks. Sipsers bog bruger formuleringer, der ligner andenordens monadisk logik en hel del. Og på baggrund af dette kan man så lave et stykke software, der kan hjælpe med at give feedback på studerendes løsninger på opgaver af denne slags. Den sidste idé var især overraskende.

Oppe på mit værelse skulle jeg til at hente min kuffert, da telefonen ringede. Min mor, der er dement og har boet på plejehjem siden 2001, havde fået en blodprop og var faldet. Det var noget af et chok at få denne besked, og efter jeg havde tjekket ud og var henne til de sidste POPL-foredrag jeg kunne nå, kneb det lidt for mig at koncentrere mig om at følge med i det inviterede foredrag. Men min kone tog hen for at besøge min mor og kunne skrive til mig, at min mor allerede var i klar bedring. Min kone er et helt utroligt godt menneske!

Således lettet kunne jeg gå til pausen, og her traf jeg igen Daniel Hirschkoff, der er lektor på universitetet i Lyon. Vi havde snakket sammen til BETTY-mødet i Bruxelles tilbage i oktober, og igen her til POPL. Daniel var interesseret i både mit arbejde fra 2011 om simpelt typede psi-kalkyler og det arbejde, jeg lige nu slås med at få færdigt om resursesensitive typesystemer for psi-kalkyler. Så det endte vi med at sidde og snakke om, og jeg endte med at love at jeg vil have min nye artikel klar til sidst i marts. Det lover jeg hermed også her.

Sådan havde jeg ved POPL i løbet af 35-40 minutter haft bedre muligheder for at snakke med nogen om min aktuelle forskning end jeg har haft i hele det forgangne år hjemme i Aalborg. Det er desværre lidt for sigende.

Jeg nåede at høre endnu et foredrag, hvor Damien Pous (en af Daniel Hirschkoffs tidligere PhD-studerende) holdt et forbløffende enkelt foredrag om noget så tilsyneladende elementært som en ny og enkel afgørbarhedsprocedure for ækvivalens af NFA’er; den bruger det, vi kalder koinduktion og op-til-teknikker. Dette var et foredrag, som en kvik tredjeårsstuderende nemt ville kunne følge med i og holde af. Til sidst stillede en fyr fra Birmingham en værre glædesdræber af et spørgsmål, nemlig om ikke alt dette kunne formuleres kategoriteoretisk. Og jo, det kunne det. Mere fik vil (heldigvis) ikke at vide her.

Derefter verdens hurtigste frokost – penne all’arrabbiata på under 10 minutter – og så i taxi ned til banegården til det gennemgående tog ud til lufthavnen. Toget leverede i dagens anledning en forsinkelse af den slags, som dataloger kan bruge i foredrag, når de skal overbevise alle om at programanalyse er vigtig. Midt i det hele standsede det gennemgående tog, og lyset og alle informationsskærme gik ud. Efter nogle minutter tændtes informationsskærmene igen, og sørme om ikke det viste at togets computer var ved at genstarte! Vi var strandet her på grund af hvad der formodentlig var en softwarefejl.

Vel ude i lufthavnen, henne ved gaten mødte jeg ingen ringere end Hanne Riis Nielson fra DTU. Hun var mindst lige så overrasket over at se mig som var jeg var over at se hende. Og nej, hun havde ikke været til POPL, men til et møde i forbindelse et EU-projekt om “security and safety”. Jeg var nødt til at fortælle hende historien om toget.

Og her sidder jeg så nu i Københavns Lufthavn (i den italienske café efter indtagelse af en pizza med en meget uitaliensk og lidt for paplignende bund), hvor vinteren er på sikker afstand af en rude. Min kone kunne fortælle mig, at vores datter har fået konstateret en penicilinkrævende streptokok-infektion; det er derfor hun stadig har ondt i halsen. På den måde lykkedes det vores familie at få strakt vores infektions-sæson på tværs af julen ind i februar. Surt for alle parter. Men om et par timer er jeg hjemme.

En anderledes januar

2013-01-24 13.27.58

Frokostpausen var så tilpas lang, at jeg i dag nemt kunne nå at gå en tur i solen. Man opdager meget hurtigt at januar i Italien (i hvert fald i denne del af Italien) er meget anderledes end januar i Danmark. Træerne er grønne og appelsintræerne er fyldt med appelsiner. Af og til kommer der en kort regnbyge, men det er så også dét. Temperaturen er omkring 12 grader. Jeg vænner mig nok aldrig til den danske vinter, og det bliver ikke nemmere for mig med årene. Den italienske vinter kunne jeg derimod sagtens vænne mig til.

Der var nu ellers en del interessante foredrag i dag også; formiddagens sidste foredrag af Fabrizio Montesi (der er på ITU til daglig) handlede interessant nok om præcis det, som var centralt i det ITU-kursus, jeg havde været censor på i mandags. Det var godt at høre en god og letforståelig fremstilling af dette spændende emne. Der var i det hele taget flere gode foredrag. Også det indbudte foredrag med den indiskfødte professor Shiram Krishnamurthi var interessant – fokus var på hvordan man kan ræsonnere om det skrækkelige, men meget udbredte Javascript og om det er muligt at undgå at bannerreklamer (der typisk eksekverer Javascript-kode) gør noget ondsindet (eller bare uønsket) på en webside. Det glædede mig selvfølgelig, at Krishnamurthi betonede vigtigheden af et godt typesystem, men det var også interessant at høre hans overvejelser om hvordan datalogi jo faktisk er en naturvidenskab og om hvordan hans arbejde med at analysere et system ved navn AdSafe, som Yahoo har lavet til at beskytte mod “onde” bannerreklamer, faktisk er et paradigmatisk eksempel vores videnskabelige metode. I andre naturvidenskaber forsøger man at finde stærke, men enkle modeller, der kan beskrive naturfænomener og forudsige deres adfærd. Det gør vi jo faktisk også i datalogi, men forskellen er at “naturfænomenerne” i datalogi i sidste ende altid er menneskeskabte. Derfor kan vi også bevidst forandre dem, så på dén måde er datalogi forskellig fra de andre naturvidenskaber.

Der var også en lidt underlig oplevelse i et af de andre foredrag, jeg havde glædet mig til. En af forfatterne, en portugisisk kollega som jeg kender nogenlunde godt, var synligt meget nervøs gennem hele sit foredrag. Hans foredrag blev underligt usammenhængende. Sådan havde jeg aldrig set ham før; han er en meget dygtig og erfaren mand og har en behagelig og rolig udstråling i øvrigt – og det havde han da også til frokosten bagefter, hvor jeg kom til at sidde ved siden af ham. Måske var det at holde foredrag ved en så prestigefyldt konference som POPL alligevel for stor en oplevelse selv for ham?