Det hellige og det knuste

Halleluja

Tænk at man kan skrive en hel bog om én sang. Det er sket nu. Alan Light har udgivet bogen The Holy and The Broken om Leonard Cohens sang “Hallelujah”. Det er en sang, jeg selv har flere minder om. “Hallelujah” er en sang, jeg har holdt meget af, men desværre er den også en af de fremragende sange, der er blevet “elsket ihjel” af utallige fortolkere. På den måde indgår “Hallelujah” i en tvivlsom kanon sammen med f.eks. “Imagine”, “Yesterday”, “Everybody Hurts”, “Blowing In The Wind” og en del andre sange, der spilles i tide og utide, fordi de har en umiddelbar appel til følelserne. At sangene så også er meget mere end dét, har de fleste glemt – og fans af Cohen, Lennon, Beatles, R.E.M. og lignende musikalske institutioner ender med at undgå dem.

Mit første møde med “Hallelujah” var John Cales udgave af sangen fra Cohen-hyldestalbummet I’m Your Fan, der udkom i 1991. Det var og er en enkel og smuk udgave af sangen, drevet støt frem af John Cales solide klaverspil og modne, malmfulde vokal. Fire år senere var jeg til Roskilde-festivalen og var her til Jeff Buckleys koncert. Den var en stor oplevelse (først senere gik det op for mig hvor legendarisk denne koncert faktisk var), og jeg hæftede mig især ved Buckleys udgave af netop “Hallelujah” – en helt anderledes langsom og sjælfuld udgave. Jeg købte albummet Grace og i lang tid var dette dét nummer på Jeff Buckleys i øvrigt særdeles høreværdige debut, som jeg vendte tilbage til. Det blev også et af min kones yndlingsnumre. Hun købte Cohens live-album, og dér var sangen også – men med en anden tekst og (syntes vi vel begge) ikke helt så overbevisende fremført. Jeff Buckley druknede, og vi hørte pludselig sangen på en anden måde.

Så kom der en dansk hyldestkoncert til Leonard Cohen, hvor Hanne Boel efter sigende gjorde alt hvad hun kunne for at krukke den stakkels sang ihjel (sådan som Hanne Boel gør med alt hvad hun prøver at synge). Og langsomt, umærkeligt sneg sangen sig ind i repertoiret hos X Faktor-aspiranter. Da var det, det gik op for mig: “Hallelujah” er ved at blive “elsket ihjel”. Først græmmede jeg mig, når jeg hørte andres udgaver af “Hallelujah”, senere begyndte jeg helt regulært at logge mentalt ud.

Senest hørte jeg sangen fra Leonard Cohen selv, da han gav koncert i Aalborg i august 2012 – og det var helt i tråd med resten af koncerten en god oplevelse. Det er nemlig ikke “Hallelujah” selv, der er noget galt med. Det lader også til at være kommet bag på Cohen, at netop denne sang fik sit eget, overraskende liv.

Hele historien om “Hallelujah” er at finde i Alan Lights bog, som anmeldes af Klaus Wivel i Weekendavisen i denne uge. Jeg kan af artiklen se, at jeg ikke er den eneste, der opdagede sangen via John Cales fremragende udgave. Faktisk købte jeg først Various Positions, der er det album, hvorpå sangen findes, som del af bokssættet med Cohens samlede studiealbums, efter at jeg havde været til koncert med ham sidste år (mange af de andre albums havde jeg allerede).

 

(Visited 29 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar