Den lille mands kamp

112312_Walmart5_DNGMA

Jeg har tidligere skrevet om the working poor, der er en samfundklasse i USA af mennesker, der arbejder, så meget de kan men samtidig ikke kan forsørge sig selv. En artikel af Martin Burcharth i Information giver et indblik i hvad det er for arbejdsforhold, der skaber denne klasse af fattige mennesker.

Pamela er én af 50.000 ansatte i New Yorks fastfood-restauranter som McDonald’s, Burger King, Wendy’s, Domino’s og Taco Bell, der får en så lav løn, at mange af dem må supplere deres indkomst med gratis madkuponer, kontanthjælp fra kommunen eller søge husly i herberger for hjemløse.

»Jeg begyndte at arbejde i McDonald’s, da jeg var 16. I dag er jeg på Burger King og får stadig en minimumsløn på 7,25 dollar i timen. De lader mig ikke engang arbejde de normale 40 timer om ugen. Gennemsnitligt ligger min arbejdstid på 20-25 timer,« fortæller den unge kvinde.

En mindsteløn fastsat ved lov kan ikke forhindre dette. De fleste ansatte ved McDonalds kan ikke komme til at arbejde på fuld tid, fordi McDonalds ikke vil gå med til det. De kan heller ikke gå op i løn, efterhånden som de får øget anciennitet og erfaring. Hvorfor er dette muligt? Fordi der ikke er nogen overenskomst. Hvis der havde været en overenskomst ville den nemlig regulere forhold om arbejdstid og lønudvikling.

Pamela og 200 andre af hendes kolleger deltog for nylig i en demonstration mod McDonalds, hvor kravet var at få lønforhøjelse til 15 dollar i timen. Det er stadig et særsyn i USA, men der er faktisk også en bevægelse i gang blandt arbejdere for at ændre forholdene i en anden sektor, der beskæftiger mange ufaglærte og working poor blandt amerikanerne, nemlig giganten Wal-Mart. Wal-Mart er gennem sin lønpolitik med til at skabe the working poor:

I september offentliggjorde marketingfirmaet IBISWorld et chokerende resultat af en undersøgelse af lønforhold i Walmarts varehuse. En almindelig arbejder tjener i gennemsnit 8,80 dollar i timen, hvilket svarer til en årsindkomst på 15.500 dollar. Det er langt under fattigdomsgrænsen på 23.000 dollar for en familie på fire.

I Danmark har arbejdskampe som den, Pamela er med i, fået et dårligt ry, og Danmarks mest populære parti vil gøre det langt sværere at føre arbejdskamp. Men den individuelle løsning, nemlig at den enkelte ansatte skal “tage diskussionen med sin chef” hvis han/hun er utilfreds er udtryk for en tiltro til egne forhandlingsevner og til chefens velvilje, der ikke er realistisk. Det er ikke arbejdsgiveren, der fører “den lille mands kamp”. Og det ironiske er dels, at et forbud mod arbejdskampe meget vel kan føre til at der bliver flere uregelmæssige arbejdskampe som dem, vi nu ser i USA, dels at dårlige forhold for arbejderne nemt vil kunne ende med at belaste det offentlige system i højere grad. The working poor i USA er nemlig afhængig af private hjælpeorganisationer og de muligheder for bistandshjælp, der faktisk findes.