Nej til fjumreår og cafépenge!

fjuma

Jeg har en tilståelse: Jeg begyndte på universitetet samme år som jeg blev færdig med studentereksamen. Nogle af mine kammerater fra gymnasiet brugte et år på noget andet; nogle aftjente deres værnepligt, andre tog småjobs. De, der ville i gang med en videregående uddannelse, kom under alle omstændigheder i gang inden for et år eller højst to. Hvis jeg trak tiden ud, var det først til sidst. Jeg overskred den normerede studietid med næsten et semester.

En pause mellem ungdomsuddannelsen og studiet er hverken et problem eller det modsatte. Men jeg bryder mig ikke hverken om ordet “fjumreår” eller om den diskussion, der ligger bag.

Først er der selve ordet. Christian Kock, der er professor i retorik ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, siger til Ritzau:

– Det er problematisk, at den politiske meningsdannelse skal ske på grundlag af plusord og minusord og ikke på grundlag af argumenter, siger han.

– Befolkningen skal i stedet kunne tage stilling på baggrund af argumenter og ikke bare ud fra de farvede ord.

Regeringen vil til foråret fremlægge en omfattende reform af SU-systemet, og derfor skal vi forvente at høre både “fjumreår” og “cafépenge” igen og igen den kommende tid, mener professoren.

– Det er nogle ord, som har en holdning til sagen indstøbt. Det ligger i ordet, at det er useriøst. Så når du i en undersøgelse spørger folk, om man bør skal have lov til at have et fjumreår, så er det jo med til at pakke kortene.

“Sabbatår” er heller ikke noget særlig godt ord, synes jeg. På engelsk taler man om gap year, men heller ikke dét er helt godt, for der er ikke nødvendigvis tale om et år, der udgør en kløft. Måske kunne man på dansk tale om et mellemår. Vil nogen her sørge for at indføre det ord?

Og så er der selve den rolle, et eller flere mellemår kan spille. Mellemår kan være gode for den, der er i tvivl om hvad han/hun vil være. Og de kan være en god lejlighed til at opleve noget andet end tilværelsen som uddannelsessøgende. Endelig er der undersøgelser, der tyder på at mellemårene kan mindske problemet med frafald.

Men der er mindst to ting ved mellemårene, der bekymrer mig.

Den ene er at de ikke som sådan udgør en strategi. Det kan man derimod sige om både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser – de har en strategi. Hvis man gerne vil videre fra mellemåret/mellemårene, er man nødt til at have et mål om at ville videre og lægge en plan. Man kan vente meget længe og meget forgæves på at åbenbaringen om Det Rette Uddannelsesvalg indfinder sig. Jeg ville hellere have at man fra politikernes side gjorde mere for at fremme, at de der tog mellemår, fik en strategi for at komme videre end at man forhindrede, at unge mennesker tog sig et mellemår. En sådan strategi kunne måske også gøre noget for at udbedre det henfald i kvalifikationer, der ofte sker, når man har været væk fra uddannelsessystemet i et stykke tid.

Den anden ting, der bekymrer mig, er at mellemårene faktisk bliver udtryk for samme indstilling som den, politikerne fører i marken: at der er en tid til at udfolde sig og blive hele mennesker (det er mellemårenes opgave) og en anden tid til at være seriøs (og det er så resten af livet, herunder studietiden). Jeg havde selv ingen mellemår, men jeg fik også tid til andet, mens jeg studerede. Der er noget beroligende ved at opdage at mange af de studerende, jeg underviser, både kan tage studiet alvorligt og kan engagere sig i andre af livets forhold også – sport, foreningsliv, aktivisme, musik, at stifte familie… Jeg ville hellere have, at man fra politikernes side gjorde mere for at sikre, at studerende fik tiden og resurserne til at blive hele mennesker undervejs. Også dét ville kunne være med til at give den modenhed, der ofte tales om som begrundelse for mellemårene.

(Visited 124 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar