Det hårde og det fine

man-16-jan-12-de-unges-top-20

Min datter er kun 11 år, og hun snakker allerede om at hun vil i gymnasiet. Jeg har mumlet lidt om at det da kunne være hun endte med at få lyst til noget andet, når den tid kom, men nej. Omvendt er jeg vel heller ikke utilfreds, hvis hun ender med at ville gå i gymnasiet.

Dennis Nørmark, der er antropolog og forfatter, har en interessant, men ikke helt uproblematisk kronik i Information i dag. Hans påstand er at den “kulturelle overklasse” foragter arbejderklassen, og han regner sig selv med i denne overklasse.

Når min søn peger på brandmanden og udtrykker, at netop dét job er hans største karriereønske, tænker jeg som alle andre med en lang uddannelse bag mig: Det går forhåbentlig over. Og jeg er næppe den eneste.

For skønt jeg naturligvis betragter brandmandens erhverv som vigtigt, vil jeg og min klasse sandsynligvis opfatte det som noget med langt mindre værdi.

Det er for så vidt ærligt skrevet. Men det virker unægtelig som om Dennis Nørmarks ærinde snarere er at kritisere den “kreative klasse” end at fremhæve kvaliteten ved det arbejde, man udfører i arbejderklassen eller at tale for arbejdernes rettigheder. På denne måde træder kronikken ind i en populistisk og primært højreorienteret tradition for kritik af en “elite”, der (hævdes det) påstår at være progressiv, men faktisk foragter “almindelige mennesker”. Ironisk nok kommer en sådan kritik ofte fra debattører, der selv er indflydelsesrige.

I Danmark er ordet ’lavtlønsjob’ i en politikers mund automatisk et ord, der skal fremkalde bekymring og afkræve handling, så dette fænomen på en måde kan begrænses. Men sandheden er jo, at der findes job, der kræver et meget lille omfang af konkrete tillærte evner, hvor arbejdstageren ikke kommer med nogen særlig eksklusiv kompetence, som er ret meget værd, og hvor det output, der produceres, heller ikke ligefrem er nogen guldgrube. Sådanne job belønnes lavt, men det kunne jo sagtens være, at jobbet alligevel havde arbejdstagerens interesse, eller – endnu mere mærkværdigt – at arbejdstageren, modsat normen i den dominerende samfundsklasse, ikke knyttede sin identitet til sit arbejde.

Men problemet ved lavtlønsarbejde er ikke arbejdets karakter, men netop at lønnen for dette arbejde er lav. Og er output fra ufaglært arbejde ikke en guldgrube for andre end arbejderen? De ufaglærte, der betjener kasserne i Dansk Supermarkeds butikker og selvsamme virksomheds lagre, er vel i høj grad blandt de personer, der har skabt Dansk Supermarkeds formue. Jeg ser ikke nogen bemærkninger i Dennis Nørmarks kronik om at ufaglærte arbejdere skal have en ordentlig løn.

Der er et andet problem med nogle slags ufaglært arbejde, nemlig at det er fysisk nedslidende eller slider på sjælen. Jeg kan ikke fortænke en slagteriarbejder i at have ambitioner om at hans/hendes børn ikke skal møde på arbejde klokken 5 om morgenen. Men jeg ser heller ikke nogen bemærkninger i Dennis Nørmarks kronik om arbejdsmiljø.

Det er nemlig også uklart for mig, hvilken prestige især ufaglærte arbejdere selv føler, deres arbejde har. Hvor mange undersøgelser, der er lavet om dette, ved jeg ikke. Tabellen ovenfor viser en rundspørge foretaget af Ugebrever A4 blandt mere end 2000 unge danskere. Til min egen tilfredshed kan jeg bemærke, at universitetslektorer har højere prestige end skuespillere og sangere. (Professorer figurerer til gengæld ikke.) Mere interessant er det dog at brandmænd, eller Falck-reddere, som det hedder her, også er i top 20. Så Dennis Nørmark skal nok ikke være så ked af at hans søn drømmer om en sådan karriere.

Min påstand er at hvis lønnen og arbejdsforholdene blev bedre for det vigtige, ufaglærte arbejde, Dennis Nørmark kalder for lavtlønsjobs, ville det formodentlig kunne ændre på disse jobfunktioners prestige både hos andre og hos den arbejdende selv.

Måske elsker skraldemanden ikke sit job, men bygger drager i den fritid, som den dominerende klasse ofte udfylder med endnu mere arbejde. Det gør ham bare ikke til et offer.

Det lyder umiddelbart poetisk; skraldemanden, der bygger drager, er et interessant billede. Men ovenstående kan faktisk lige så godt læses om at alle skal acceptere deres plads i samfundet og lære at leve med et job, de ikke elsker.