Interview

old49

Jeg satte mig ned og lavede et interview med denne blogs forfatter, der stadig var på internat med sit institut. Det kom måske ikke så meget bag på mig, hvad han sagde, men jeg skrev det ned alligevel.

Det er i dag, du bliver 49, Hans. Tillykke med dét.

Tak.

Er du glad for at leve?

Jeg holder af min familie – min kone, min datter og også de andre, der “bare” er slægtninge – og jeg har også været så heldig at have en masse gode oplevelser i andre sammenhænge. Der har også været store sorger og skuffelser, men sådan er det vel, når man er 49. Det er tit inspirerende at være i live. Så ja, jeg er som regel glad for at leve.

Hvordan har du det med at blive ældre?

Det er underligt, for inderst inde følger sindet ikke helt med. Jeg tænker på en anden måde, end da jeg var 25 – der er en masse erfaringer, jeg har fået. Men der er noget andet, der måske aldrig bliver ældre. Jeg er jo også fortsættelsen af ham, der engang var 25. Det er erfaringerne, der gør forskellen.

Hvad er det for nogle erfaringer?

Det er svært at opsummere, sikkert umuligt. Meget af det “sidder i mig”, og andre kan se sider af mig, som jeg selv er afskåret fra at se. Jeg har efterhånden opdaget, at det langt fra altid går så galt som jeg har frygtet (det gælder bl.a. de gange hvor jeg har været syg), og at der findes forhold i tilværelsen, som jeg kan påvirke og andre forhold, som jeg ikke vil kunne påvirke. Derfor er jeg på nogle måder mere rolig nu. Og jeg har lært en masse om hvor vigtigt det er at formulere sig præcist, og hvad præcision egentlig er. Man skal kunne udtrykke sig, så Den Anden kan forstå, hvad man vil sige, for telepati findes ikke. Den erkendelse er for mit vedkommende vel en konsekvens af bl.a. min karriere i den matematisk orienterede ende af datalogi – og de udfordringer der er i undervisningen på et universitet. Jeg har også lært en masse af at blive forælder og være ægtemand – og af at være med i andre sammenhænge (her tænker jeg især på Amnesty International). Men jeg er ikke færdig med at lære. Og der er sikkert altid noget, jeg aldrig bliver helt tilfreds med. Jeg mærker tit en følelse af at der er meget, der ikke er som det burde være og som bør forandres. Nu kom jeg f.eks. igen til at tænke på alle menneskerettighedskrænkelserne og ulighederne derude.

Uanset min alder og det jeg har erfaret, har jeg stadig en grundlæggende fornemmelse af at verden er åben. På den ene side er det en god fornemmelse, for det betyder at jeg stadig ikke helt har glemt at der er mere, der skal læres og mere der skal opleves. Jeg er vel en nysgerrig sjæl. På den anden side det er også en illusion, at verden er åben, og illusionen er endnu mere en illusion når man er niogfyrre. Efterhånden er jeg bevidst om at jeg med meget stor sandsynlighed har levet over halvdelen af mit liv og at det efterhånden vil gå ned ad bakke. Der kommer en dag, hvor jeg skal dø.

Hvordan har du det med at dø?

Jeg kan stadig ikke forlige mig med det. Jeg ville gerne kunne se, hvad der er om det næste hjørne.  Og jeg er egentlig også bange for selve det øjeblik, hvor jeg skal dø. Er jeg klar til det? Går jeg mon i panik? Det bliver underligt, når hele mit system lukker ned. Det ville være nemmest hvis det skete mens jeg sov.

Tror du på en gud, Hans?

Nej, det må jeg indrømme at jeg er så meget tvivler efterhånden, at svaret må blive nej.  Enten er jeg agnostiker eller ikke-praktiserende ateist. Eller også er jeg bare bange for helt at slippe taget i det sidste, forgæves håb. Nogle gange tænker jeg på troen på en gud som glæden ved at have en bamse. Det er bamsens ejer, der tillægger bamsen alle de gode egenskaber og finder trøst med den. Bamsen siger ikke noget og gør ikke noget. Den har kære øjne og smiler, men bamsens øjne og smil er lavet af et menneske. (Jeg holder faktisk meget af bamser!)

Jeg har det underligt med at lyde så forbeholden. Er det her noget du spørger om, fordi du har fået at vide, at jeg er bange for at dø?

Ja og nej. Jeg ved at mange religiøse mennesker ikke er bange for at dø. Men jeg ved også, at mange mennesker, der ikke er religiøse, heller ikke er bange for at dø. Det er mest alle tvivlerne, der har problemerne.

Sådan en som mig?

Måske. Hvordan havde du det den 8. januar 1913?

Det er et mærkeligt spørgsmål. Jeg var jo slet ikke født. Egentlig giver det ingen mening at spørge.

Var det ikke underligt for dig dengang, da du endnu ikke eksisterede?

Nej. Spørgsmålet giver slet ikke mening. Et menneske, der ikke findes, kan ikke være ked af det.

Hvordan tror du, du har det den 8. januar 2113?

Til den tid er jeg for længst død. Og fordi jeg igen ikke eksisterer, giver spørgsmålet heller ingen mening denne gang. Eller rettere: jeg har det nok præcis som jeg havde det 200 år tidligere. Eller rettere: der var ikke et “jeg”, der er det samme som det “jeg”, der svarer på dit spørgsmål.

Men hvad er det så der er så trist ved at du skal dø?

Jeg tror, det er uvisheden (selv om det jo er underligt at være uvis om noget, der ikke er grund til at være uvis om). Måske er det selve det uvisse håb om et efterliv, der får os til at frygte døden – og det gælder også for mig, der er så stærk i tvivlen efterhånden. Men det er også uafvendeligheden. Vi kan flytte, vi kan blive skilt, vi kan sige vores job op (hvis vi har ét). Vi kan påvirke andre menneskers tilværelse og påvirke samfundet (hvis vi vil). Men der er noget, vi aldrig kan påvirke – og det er netop døden. Den kommer hvad end der sker. Vi skal alle dø engang. Måske er trøsten at vi allerede tidligere har prøvet ikke at eksistere. Jeg vil helst ikke sige at tilværelsen er en cyklus – for det der med reinkarnation er bare endnu en idé om et “efterliv”.

Hvordan vil du tilbringe i dag, den 8. januar 2013?

Jeg kommer hjem fra institutseminaret ikke alt for sent på eftermiddagen. I dagens anledning vil jeg ikke rette eksamensopgaver eller læse i de projektrapporter, jeg skal holde eksamen om. I stedet vil jeg befinde mig i familiens skød, hvor jeg bl.a. tage mig af den sidste overlevende pose pebernødder. Og jeg vil minde mig selv om at jeg stadig lever  og at jeg faktisk er meget privilegeret.