Skrift og tale

skriftligeksamen

I de seneste dage har jeg siddet med et større antal besvarelser fra skriftlig eksamen i et kursus, jeg har holdt. Indtil for få år siden havde jeg aldrig holdt skriftlig eksamen, men i dag er det blevet praksis for mig, når jeg er kursusholder. Det er i høj grad et logistisk spørgsmål, at det er endt sådan.

Vi har efterhånden temmelig store hold på datalogiuddannelserne, så en mundtlig eksamen for hele holdet vil nemt kunne tage op mod 8 dage. På Aarhus Universitet har man nu i nogle år holdt parallelle eksamensforløb, så to forskellige eksaminatorer holdt eksamen samtidig. Det er voldsomt krævende, og det betyder også, at halvdelen af de studerende møder en eksaminator, der ikke har undervist dem – og denne eksaminator møder et stort antal “ukendte” studerende. Og så er det under alle omstændigheder hårdt at holde mundtlig eksamen over et større antal dage; man skal være på mærkerne hele tiden og pauserne er minimale i løbet af en dag. Derfor er skriftlig eksamen tillokkende; her er forarbejdet det mest krævende, men man kan gå i gang med dette i god tid inden eksamensperioden og dertil tilrettelægge bedømmelsen, så det bliver forholdsvis overskueligt at rette et stort antal opgaver. Og så tæller det også, at man kan sidde i fred og ro på sit kontor (eller derhjemme) med en god kop te og holde pause i retteprocessen, hvis man vil.

Men mundtlig eksamen har også sine store fordele. For det første er godt at mødes med de studerende til sidst og tale om faget. For det andet er det meget mere oplagt, hvordan man kan foretage en formativ evaluering. Til enhver eksamen bør man nemlig ikke bare give eksaminanden et tal, men også give både en begrundelse for tallet og et råd om hvad den studerende bør arbejde på at forbedre (rådet kan selvfølgelig også være “Bliv ved med at gøre det, du gør”).

Det er forholdsvis nemt i forlængelse af en mundtlig eksamen at forklare den enkelte studerende hvad hans/hendes svage sider har været og komme med gode råd. Det er straks mindre oplagt, hvordan dette bedst skal gøres til en skriftlig eksamen. Lige nu er det en udfordring for mig at finde ud af hvordan det bedst kan gøres.

Til alle de skriftlige eksaminer, jeg har afholdt, er der et fænomen, som fortjener en fælles kommentar i en formativ evaluering, nemlig hvad jeg vil kalde “en fælles selvmordspagt”. Man opdager, hvordan et større antal studerende begår præcis den samme misforståelse på samme sted i deres besvarelse, og typisk er det en misforståelse, man som kursusholder aldrig havde forudset.

En mulighed ved formativ evaluering er derfor at lave en fælles tilbagemelding til holdet om de besvarelser, der kom ind, og måske kombinere den med et oversigtsskema, der forklarer hvor godt den enkelte studerende opfylder bestemte aspekter af læringsmålene.

Jeg afholder en meget traditionel skriftlig eksamen, hvor de studerende skal udfylde fortrykte ark ved brug af blyant eller (for dem, der ikke er i tvivl om hvad de vil skrive) kuglepen. De muligheder, der er for at anvende computer, er jeg selv lidt skeptisk over for. Nogle studerende drømmer om at kunne have mange hjælpemidler med til eksamen, men det interessante er at eksamen bliver sværere, jo flere hjælpemidler, der er tilladt. Det, der skal undersøges, er nemlig hvor godt den studerende opfylder læringsmålene “i sig selv”. Sidste år skrev Bo Beier Thorup, der er gymnasielektor, en kronik om faren ved hjælpemidlerne. Han skrev

Siden gymnasierne i form af stx, hhx og htx tillod eleverne at medbringe deres egne bærbare computere, har det i praksis været umuligt at bremse opfindsomme elevers muligheder for enten at hjælpe hinanden eller at benytte sig af ekstern hjælp i form af oversættelsesmaskiner og elektronisk kommunikation.

Helt så nervøs er jeg måske ikke selv, men det er værd at bide mærke i. Man skal tænke nøje over hvorfor hjælpemidler er hjælpemidler og for hvem.

(Visited 26 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar