En transcendent fornøjelse

lifeofpi

 

I denne weekend gjorde min kone og jeg noget, vi ikke har gjort længe – vel ikke siden vi fik vores datter Nadia, der nu er 11 år: Vi gik i biografen to gange på samme weekend. Lørdag så vi De urørlige og søndag så vi Life of Pi. 

Til Life of Pi havde vi Nadia med. Det var første gang, vi tog vi hende med ind at se en film, der ikke var specielt henvendt til børn. (Den sidste film, vi så med Nadia, var Asterix og briterne i 3-D, og den var rent ud sagt spild af tid, gennemført elendig som den var.) Men jeg kendte Yann Martels roman, som filmen er baseret på, og jeg kendte Nadias glæde ved eventyrlige fortællinger og historier med dyr. Derfor vidste jeg at dette var en film, der ville appellere til hende og heller ikke ville være for voldsom. Og så er der også en sydasiatisk vinkel – på den måde er der også en forbindelse til vores familie.

Da filmen var slut, sagde Nadia at det var vel nok en god film og spurgte om hun ikke måtte låne bogen af mig, så hun kunne læse den. Desværre måtte jeg indrømme, at jeg havde bogen på engelsk, og selv om hun klarer sig godt i skolen, er den nok stadig en tand for svær for én, der går i 5. klasse.

Og ja, Life of Pi er er god film. Eneste lighedspunkt med Asterix og briterne er ud over 3-D-formatet at den nyrussiske skuespiller Gérard Depardieu er med i begge film (her er han i en marginal birolle som en brovtende, antivegetarisk skibskok; Depardieu er foruroligende tæt på at blive en parodi på sig selv efterhånden).

Da jeg i sin tid læste Yann Martels roman, kan jeg huske at jeg tænkte at her var en bog, der formodentlig aldrig ville blive filmatiseret. Men det blev den altså. Der er mange filmatiseringer, der tror de kan forbedre romanforlægget; det er heldigvis ikke tilfældet for Ang Lees film. Life of Pi fik en Booker-pris i sin tid, og bøger af den kaliber skal man da heller ikke pille ved. Eneste ændring er en indlagt rammefortælling, hvor Pi fortæller historien som voksen (det er nok nødvendigt for at undgå en masse voiceover).

Hvorfor lykkes filmen så egentlig – ud over at den ikke forråder romanen bag? Det væsentlige i al god fortællekunst er det, man kalder suspension of disbelief  – at den, der skal opleve fortællingen, tilsidesætter sin viden om at fortællingen ikke er virkelighed og måske ikke engang kunne være det. Det gælder hvad enten det er et en fortælling om den forsmåede datter som Høstsonaten, en rumfantasi med robotter i snelandskaber som Imperiet slår igen eller en beretning om at havne i en redningsbåd med en tiger ude midt på Stillehavet. Og i alle tre tilfælde lykkes det med suspension of disbelief. Jeg tror på Life of Pi, og Ang Lees brug af den tredje dimension i det filmiske udtryk bliver til mere end bare effektjag. Nogle gange er det som om de mange special effects og computeranimationen bliver et mål i sig selv, men i Life of Pi har vi endnu et eksempel på hvordan den moderne teknologi kan skabe en troværdig suspension of disbelief.

Der er også et anden niveau af suspension of disbelief Life of Pi, nemlig at de, der får Pi’s beretning at høre i selve fortællingen accepterer den for hvad den er. På denne måde illustrerer Life of Pi det valg, vi ofte ender med: vil vi tro på “det gode” eller på “det kyniske” i verden? Er verden “prosaisk” eller “fantastisk”?

Hvis en film som Life of Pi kan blive en filmoplevelse, Nadia husker, (og det tror jeg den bliver) gør det ikke spor.

(Visited 124 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar