Fire mænd fra Budapest

Imre Kertesz fik Nobelprisen i litteratur. Tommy Erdelyi var trommeslager (og eneste nulevende medlem) i det ikke helt ukendte 70’er-band The Ramones (dengang havde han grydefrisure og læderjakke). Sir Georg Solti var en af det 20. århundredes største dirigenter. Paul Erdös var en af det 20. århundredes største og mest produktive matematikere. Efternavnene afslører, at de fire mænd har ungarsk baggrund – faktisk er de alle fire født i Budapest. Og så har de alle fire også jødisk baggrund. Og alle endte med at tilbringe en stor del af deres liv uden for Ungarn. Auschwitz-overleveren Imre Kertesz bor faktisk i Berlin af alle steder.

I Information er der en trist artikel af den svenske journalist Tamas Gellert (der har ungarske forældre) om situationen i Ungarn, hvor det højrenationalistiske parti Jobbik, der er støtteparti for regeringen, i høj grad er med til at sætte dagsordenen med sine åbenlyse udfald mod etniske og religiøse mindretal. Se bare hvad Jobbiks medlemmer slipper af sted med at sige i parlamentet:

Med sit gråsorte jakkesæt med matchende slips og hvid skjorte er Márton Gyöngyösi som de fleste af sine kammerater i Jobbik en velklædt mand, og har et afslappet, nærmest skælmsk udtryk, da han afslutter et af sine indlæg i det ungarske parlament med disse ord: »Tiden må nu være inde til at udarbejde lister over de borgere i dette land, der har jødisk baggrund – især hvis de sidder i parlamentet eller regeringen – som kan udgøre en national sikkerhedsrisiko.«

Det triste er at “mainstream”-partierne, her især regeringspartiet Fidesz, overtager Jobbiks retorik og forslag og gør dem til deres egne. Gyöngyösis forslag om “jødelister” var alligevel for skrap kost for mange ungarere, og ved en stor antiracistisk demonstration, der samlede over 50.000 deltagere, deltog også Fidesz. Det er dog ikke tegn på at Fidesz bløder op, men snarere endnu et tegn på strategisk tænkning fra dette partis side. For læg mærke til hvad de sagde:

»Vi ungarere er fast besluttede på at forsvare vores jødiske landsmænd.«

Antisemitismen er et fintfølende barometer på intolerancen rundt omkring. Den skelnen mellem “ungarere” og deres “jødiske landsmænd” som Fidesz bruger, er en særligt tydelig udgave af den skelnen, diskursen i mange europæiske lande har mellem flertal (der er “rigtige danskere/ungarere/hvad nu”) og mindretal (der er “jøder/muslimer/romaer/hvad nu”).

Hvad Jobbik synes om Kertesz, Erdelyi, Solti og Erdös ved jeg ikke (mon de overhovedet ved hvem de er?), men jeg er faktisk også ligeglad. Det bør man også være i Ungarn.

Forskellen er ens

20130113-224221.jpg

Jeg må hellere også skrive lidt om De urørlige, der bestemt også er en kommentar værd. Film fra Frankrig har længe haft et godt ry, men de har ikke været publikumsmagneter herhjemme. De urørlige er undtagelsen – og er for tiden en af mest sete film i Danmark. Det forstår jeg godt!

Historien om den stenrige, men stærkt handicappede Philippe og hans handicaphjælper, den indtil da arbejdsløse Driss med senegalesisk baggrund, en dom for røveri og opvækst i nedslidt socialt boligbyggeri er i høj grad en historie om modsætningernes møde – forskellene i samfundsklasse, uddannelse, etnisk baggrund, generation og musiksmag kunne næppe være større. Men Driss er fuldstændig uimponeret over den enorme materielle rigdom, han er vidne til, og hans humor, afrikanske ligefremhed og mangel på medynk (men store menneskelighed) gør ham til en overraskende god handicaphjælper. I modsætning til de andre handicaphjælpere, Philippe forsøger sig med, ser Driss ham stadig som en mand og et helt menneske. Et venskab og en stor gensidig respekt opstår. Begge mænd gemmer på en trist historie, der har været med til at forme dem, men som de også kan sætte sig ud over.

Og så er det hele bygget på virkelige begivenheder – men i den virkelige verden hed handicaphjælperen Abdel Sellou og var en noget mindre fotogen mand med arabisk baggrund. Til allersidst i filmen er der et kort klip med Abdel og den rigtige Philippe.

De urørlige er en meget vellykket film netop fordi den helt undgår at blive sentimental og faktisk er rigtig, rigtig morsom uden at udlevere nogen. Alle kommentarer om sociale uligheder og racisme er nedtonet i filmen, men det er alligevel tydeligt skildret hvor store skellene er mellem sort og hvid og mellem rig og fattig er i det franske samfund.