Forskellen er ens

20130113-224221.jpg

Jeg må hellere også skrive lidt om De urørlige, der bestemt også er en kommentar værd. Film fra Frankrig har længe haft et godt ry, men de har ikke været publikumsmagneter herhjemme. De urørlige er undtagelsen – og er for tiden en af mest sete film i Danmark. Det forstår jeg godt!

Historien om den stenrige, men stærkt handicappede Philippe og hans handicaphjælper, den indtil da arbejdsløse Driss med senegalesisk baggrund, en dom for røveri og opvækst i nedslidt socialt boligbyggeri er i høj grad en historie om modsætningernes møde – forskellene i samfundsklasse, uddannelse, etnisk baggrund, generation og musiksmag kunne næppe være større. Men Driss er fuldstændig uimponeret over den enorme materielle rigdom, han er vidne til, og hans humor, afrikanske ligefremhed og mangel på medynk (men store menneskelighed) gør ham til en overraskende god handicaphjælper. I modsætning til de andre handicaphjælpere, Philippe forsøger sig med, ser Driss ham stadig som en mand og et helt menneske. Et venskab og en stor gensidig respekt opstår. Begge mænd gemmer på en trist historie, der har været med til at forme dem, men som de også kan sætte sig ud over.

Og så er det hele bygget på virkelige begivenheder – men i den virkelige verden hed handicaphjælperen Abdel Sellou og var en noget mindre fotogen mand med arabisk baggrund. Til allersidst i filmen er der et kort klip med Abdel og den rigtige Philippe.

De urørlige er en meget vellykket film netop fordi den helt undgår at blive sentimental og faktisk er rigtig, rigtig morsom uden at udlevere nogen. Alle kommentarer om sociale uligheder og racisme er nedtonet i filmen, men det er alligevel tydeligt skildret hvor store skellene er mellem sort og hvid og mellem rig og fattig er i det franske samfund.

(Visited 105 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar