En omkostning

eee

Jeg kan se i Information, at socialministeren har stoppet arbejdet med en undersøgelse af “omkostningerne ved indvandringen” og at politikere fra oppositionen er meget utilfredse med det. Forhistorien bag alt dette er denne: I 2010 indgik den daværende regering sammen med Dansk Folkeparti i forbindelse med finanslovsforhandlingerne en aftale ved navn “Nye tider. Nye krav”. Som så ofte før var dette et af Dansk Folkepartis “fingeraftryk”. I aftalen stod der:

Regeringen og Dansk Folkeparti er derfor enige om, at der igangsættes en udredning, der skal belyse de økonomiske virkninger af indvandringen og de økonomiske konsekven- ser, hvis den tidligere udlændingepolitik fra før 2002 var blevet videreført.

Undersøgelsen skal derudover bl.a. afdække, hvad forskellige grupper af indvandrere koster i direkte udgifter (fx udgifter til asylområdet, tolke, integrationsprogram) og i udgifter til særforanstaltninger i skoler og institutioner. Derudover skal undersøgelsen afdække, hvad forskellige grupper af henholdsvis ikke-vestlige og vestlige indvandrere samt etniske danskere i gennemsnit koster og bidrager med til samfundet set over et livsforløb i dag set i forhold til før regeringens tiltræden.

Allerede her kan man ane, at der er tale om en bunden opgave med en forventet konklusion. Dansk Folkeparti har i årenes løb nævnt forskellige store (og i tidens løb meget forskellige, men altid store) tal for “omkostningerne ved indvandring fra ikke-vestlige lande”.

Arbejdsgruppen under det dengang eksisterende integrationsministerium publicerede i april 2011 en delrapport. Men der er ikke lavet nogen undersøgelse som sådan; arbejdsgruppen har sammenlignet en lang række undersøgelser. Senere har hensigten været, at der skulle laves en ny undersøgelse fra ministeriet. Det er dette arbejde, der nu er blevet indstillet.

Arbejdsgruppen siger faktisk følgende i deres rapport:

Resultaterne i DREAMs analyser og andre beregninger af de direkte offentlige udgifter i det pågældende år, jf. litteraturgennemgangen i afsnit 1.3, varierer meget alt efter forudsætningerne, undersøgelsesmetoden og -tidspunktet. Dette kan bl.a. forklares ved de enkelte befolkningsgruppers alderssammensætning og ændringerne i indvandringsmønstret i forskellige perioder.

Forskelle mellem indtægter og udgifter over et livsforløb må nødvendigvis bero på prognoser, og specielt her er der store usikkerheder forbundet med ekstrapolation. Også dette kan man se i arbejdsgruppens rapport fra 2011. Det fremgår af arbejdsgruppens rapport, at der i de eksisterende undersøgelser er anvendt mange forskellige demografiske og økonomiske modeller og mange forskellige slags datagrundlag for at beregne “nettoomkostningerne”. (Og hvornår holder man egentlig op med at være efterkommer og bliver “rigtig dansker”?)

Når man ser Dansk Folkepartis udtalelser er det da også typisk udgifterne, de hæfter sig ved. Heller ikke dette tal er der imidlertid enighed om, hverken i undersøgelserne eller hos Dansk Folkeparti selv. I 1997 nævnte partiet tallet 30 milliarder. Senest har man talt om 100 milliarder.

Men tallet er egentlig også af sekundær betydning i den retoriske strategi. Offentlige udgifter vil nemlig altid være store tal i et samfund som Danmark. Uanset hvad vil tallene for “omkostningerne ved indvandringen” derfor blive stort, og Dansk Folkeparti (og Venstre og Konservative med dem) ville kunne levere en forudsigelig konklusion, nemlig essensen i dette partis politik: at “udlændinge fra ikke-vestlige lande” koster mange penge og at der derfor skal ske stramninger i udlændingeloven og nedskæringer på de berørte områder.

For mig at se er det nemlig ikke de faktiske tal (hvis der overhovedet findes et “faktisk tal” som der kan opnås konsensus om) der er centrale her. Snarere er der tale om et retorisk kneb. Taktikken minder mig specielt om den, som Dansk Folkepartis forgænger Fremskridtspartiet tilbage i 1970’erne og 1980’erne anvendte i deres felttog mod de offentligt ansatte. Dengang talte man ofte om at de offentligt ansatte var en belastning for samfundsøkonomien, og mange offentligt ansatte har følt sig “peget ud” i den politiske debat.

Jeg er selv offentligt ansat; jeg er statsansat og det har jeg altid været, siden jeg blev kandidat. Min løn er betalt via den post på finansloven, der finansierer universiteterne i Danmark. En kort overgang for 25 år siden har jeg modtaget dagpenge, men det vil næppe forbedre regnskabet for mit vedkommende. På denne måde er jeg naivt set en omkostning for den danske stat. Men store dele af min løn går enten til skat (og er således tilbage i den statslige og kommunale økonomis kredsløb) eller til udgifter til tøj, mad, møbler, ferierejser, bolig osv. der alle er varer og tjenesteydelser leveret af private aktører. Og derudover er jeg i kraft af mit arbejde med til at sørge for at flere får universitetsgrader; disse bachelorer og kandidater havner for manges vedkommende i private virksomheder. Nationaløkonomien er et kredsløb. De offentlige udgifter forsvinder ikke “ud af samfundet”. Man kan sikkert godt argumentere for at jeg ikke skal have det dobbelte i løn; men jeg er ikke en belastning for samfundsøkonomien alene fordi jeg er statsansat. På samme måde skal man heller ikke se et menneske som en belastning for samfundsøkonomien alene fordi han/hun er fra et “ikke-vestligt land”.