Hvad er der at bekymre sig om?

optimistiskepessimister

Lad os nu se… Der er f.eks.

  • At tastaturets sejr over håndskriften truer matematikkens udvikling
  • At solens stråling kan aftage og forværre betingelserne for livet på vores planet
  • At den moderne informationsteknologi kombineret med generel historieløshed gør menneskeheden mere modtagelig for fascisme
  • At flere og flere ved mindre og mindre om teknologi
  • At Kina ved hjælp af racehygiejne forsøger at “forædle” befolkningen
  • At den kinesiske økonomi bryder sammen
  • At flere og flere mennesker (især fra konservative religiøse samfund) er dårligt begavede
  • At det bliver muligt for flere og flere at udnytte teknologien til at bygge ødelæggende våben, få Internettet til at bryde ned osv.
  • At pseudovidenskab bliver stadigt mere attraktiv
  • At der er for lidt drikkevand til en stadigt større befolkning
  • At der bliver færre og færre mennesker
  • At maskinerne overtager verden
  • At maskinerne ikke overtager verden, sådan som nogle havde håbet
  • At vi bekymrer os for meget
  • …osv.

Endnu engang har Edge.org spurgt sit panel af toneangivende eksperter, og i 2012 lød spørgsmålet/opfordringen

Tell us something that worries you (for scientific reasons), but doesn’t seem to be on the popular radar yet—and why it should be. Or tell us something that you have stopped worrying about, even if others do, and why it should be taken off the radar. 

Ovenstående er min sammenfatning af hvad jeg læste. Svarene er værd at læse, men nogle er mere værd at læse end andre. Forbløffende mange lader til at være bekymret over bekymringen selv, mens enkelte synes at der ikke rigtig er noget at være bekymret over. Det hele stabiliserer jo alligevel sig selv, og det er jo gået indtil nu.

Tænk på 2. verdenskrig. Inden 2. verdenskrig brød ud, var der i forvejen enorme problemer med økonomisk krise og fascisme, og det var i høj grad disse faktorer, der udløste denne verdenshistoriens værste krig og forsøget på udryddelsen af jøder, romaer, homoseksuelle, handicappede og andre “forkerte”. Til sidst kom der atombomber og i kølvandet på krigen kom der flygtningestrømme, voldsom økonomisk krise og en “kold krig”. Verden blev i løbet af alt dette til sidst “sig selv” igen. Måske er verden et sådant system, der til sidst kan nå en ny ligevægt, men de menneskelige omkostninger var som bekendt enorme. Hvis jeg havde oplevet optakten til 2. verdenskrig, ville jeg være bekymret, også selv om jeg havde anet, hvordan det hele ville ende.

Det er vigtigt at huske (i lighed med stoikerne) at vi skal skelne mellem de af livets forhold, vi har indflydelse på, dem vi har begrænset indflydelse på og dem, vi slet ikke har indflydelse på. Der er selvfølgelig af og til flyttedag mellem kategorierne (tænk på sygdomsbekæmpelse), men jeg tror næppe at vi inden for min levetid f.eks. vil kunne kontrollere supernovaer eller kolonisere solsystemet.

Jeg vil derfor sætte mine penge på det jordnære, dvs. de bekymringer, som vi kan gøre noget ved. Her er jeg faktisk mest enig med Brian Eno – af alle mennesker. Her er hans indlæg i sin helhed.

Most of the smart people I know want nothing to do with politics. We avoid it like the plague—like Edge avoids it, in fact. Is this because we feel that politics isn’t where anything significant happens? Or because we’re too taken up with what we’re doing, be it Quantum Physics or Statistical Genomics or Generative Music? Or because we’re too polite to get into arguments with people? Or because we just think that things will work out fine if we let them be—that The Invisible Hand or The Technosphere will mysteriously sort them out?

Whatever the reasons for our quiescence, politics is still being done—just not by us. It’s politics that gave us Iraq and Afghanistan and a few hundred thousand casualties. It’s politics that’s bleeding the poorer nations for the debts of their former dictators. It’s politics that allows special interests to run the country. It’s politics that helped the banks wreck the economy. It’s politics that prohibits gay marriage and stem cell research but nurtures Gaza and Guantanamo.

But we don’t do politics. We expect other people to do it for us, and grumble when they get it wrong. We feel that our responsibility stops at the ballot box, if we even get that far. After that we’re as laissez-faire as we can get away with.

What worries me is that while we’re laissez-ing, someone else is faire-ing.

(Visited 64 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar