Alle veje fører bort fra Rom

2013-01-25 17.34.21

 

Det uventede sker altid, når man mindst venter det. Sådan en tautologisk formulering kunne der så i en af de projektrapporter fra 1. semester, jeg i disse dage prøver at læse uden alt for voldsom brug af rød kuglepen. Men faktisk passer det jo.

Jeg kom tilbage til hotellet efter en ikke særligt festlig festmiddag til POPL, pakkede og gik i seng. Morgenen startede på hotellet, hvor jeg delte morgenbord med bl.a. Earl Barr (en amerikaner i London), der skulle holde foredrag om eftermiddagen – hvor jeg desværre var på vej hjem – og Loris D’Antoni (en italiener i Philadelphia). Han fortalte mig om et lille projekt, han er ved at lave om automatisk retning af opgaver i automatteori. Ideen er baseret på at de regulære sprog har samme udtrykskraft som andenordens monadisk logik over endelige strukturer; dvs. at man ud fra en logisk formel, der beskriver et regulært sprog, med en algoritme kan konstruere en automat, der genkender sproget. Alle opgaver om at konstruere automater i f.eks. Sipsers bog bruger formuleringer, der ligner andenordens monadisk logik en hel del. Og på baggrund af dette kan man så lave et stykke software, der kan hjælpe med at give feedback på studerendes løsninger på opgaver af denne slags. Den sidste idé var især overraskende.

Oppe på mit værelse skulle jeg til at hente min kuffert, da telefonen ringede. Min mor, der er dement og har boet på plejehjem siden 2001, havde fået en blodprop og var faldet. Det var noget af et chok at få denne besked, og efter jeg havde tjekket ud og var henne til de sidste POPL-foredrag jeg kunne nå, kneb det lidt for mig at koncentrere mig om at følge med i det inviterede foredrag. Men min kone tog hen for at besøge min mor og kunne skrive til mig, at min mor allerede var i klar bedring. Min kone er et helt utroligt godt menneske!

Således lettet kunne jeg gå til pausen, og her traf jeg igen Daniel Hirschkoff, der er lektor på universitetet i Lyon. Vi havde snakket sammen til BETTY-mødet i Bruxelles tilbage i oktober, og igen her til POPL. Daniel var interesseret i både mit arbejde fra 2011 om simpelt typede psi-kalkyler og det arbejde, jeg lige nu slås med at få færdigt om resursesensitive typesystemer for psi-kalkyler. Så det endte vi med at sidde og snakke om, og jeg endte med at love at jeg vil have min nye artikel klar til sidst i marts. Det lover jeg hermed også her.

Sådan havde jeg ved POPL i løbet af 35-40 minutter haft bedre muligheder for at snakke med nogen om min aktuelle forskning end jeg har haft i hele det forgangne år hjemme i Aalborg. Det er desværre lidt for sigende.

Jeg nåede at høre endnu et foredrag, hvor Damien Pous (en af Daniel Hirschkoffs tidligere PhD-studerende) holdt et forbløffende enkelt foredrag om noget så tilsyneladende elementært som en ny og enkel afgørbarhedsprocedure for ækvivalens af NFA’er; den bruger det, vi kalder koinduktion og op-til-teknikker. Dette var et foredrag, som en kvik tredjeårsstuderende nemt ville kunne følge med i og holde af. Til sidst stillede en fyr fra Birmingham en værre glædesdræber af et spørgsmål, nemlig om ikke alt dette kunne formuleres kategoriteoretisk. Og jo, det kunne det. Mere fik vil (heldigvis) ikke at vide her.

Derefter verdens hurtigste frokost – penne all’arrabbiata på under 10 minutter – og så i taxi ned til banegården til det gennemgående tog ud til lufthavnen. Toget leverede i dagens anledning en forsinkelse af den slags, som dataloger kan bruge i foredrag, når de skal overbevise alle om at programanalyse er vigtig. Midt i det hele standsede det gennemgående tog, og lyset og alle informationsskærme gik ud. Efter nogle minutter tændtes informationsskærmene igen, og sørme om ikke det viste at togets computer var ved at genstarte! Vi var strandet her på grund af hvad der formodentlig var en softwarefejl.

Vel ude i lufthavnen, henne ved gaten mødte jeg ingen ringere end Hanne Riis Nielson fra DTU. Hun var mindst lige så overrasket over at se mig som var jeg var over at se hende. Og nej, hun havde ikke været til POPL, men til et møde i forbindelse et EU-projekt om “security and safety”. Jeg var nødt til at fortælle hende historien om toget.

Og her sidder jeg så nu i Københavns Lufthavn (i den italienske café efter indtagelse af en pizza med en meget uitaliensk og lidt for paplignende bund), hvor vinteren er på sikker afstand af en rude. Min kone kunne fortælle mig, at vores datter har fået konstateret en penicilinkrævende streptokok-infektion; det er derfor hun stadig har ondt i halsen. På den måde lykkedes det vores familie at få strakt vores infektions-sæson på tværs af julen ind i februar. Surt for alle parter. Men om et par timer er jeg hjemme.

(Visited 33 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar