Alle sætningspølsers moder?

smartsausagessmartsausages
smartsausagessmartsausages

I disse uger sidder jeg med en samling projektrapporter fra 1. semester, hvor jeg er intern censor. Det er altid interessant at se, hvad vore nye studerende kan præstere.

Der er en del større skriftlige opgaver på de gymnasiale uddannelser. Ingen af disse opgaver er selvfølgelig af samme omfang (hverken hvad arbejdsomfang eller hvad den endelige rapports omfang angår). Det er godt, at der er projektarbejde på ungdomsuddannelserne. Der er to slags projektarbejde i gymnasiet, nemlig problemorienteret projektarbejde og produktorienteret projektarbejde. Ministeriet for børn og undervisning har en oversigt over de faser, der er i et projekt på de gymnasiale uddannelser.

Det er imidlertid et noget trist syn, der møder mig. Der er store problemer med at arbejde problemorienteret, med at skrive om det, der er relevant for løsningen af problemet og i meget høj grad med at skrive et dansk, der er til at holde ud at læse. Jeg kan måske godt leve med ufrivilligt komiske stavefejl som “resturang”, “uddillegere” og “diegere”. De sproglige problemer, der bekymrer mig og giver mig hovedpine, er af en anden slags. Det er tningspølse, dvs. en vane med at skrive 5 eller flere linjer uden brug af punktum (eller semikolon), det er vilkårlig deling af sammensatte navneord så en kravspecifikation bliver til en “krav specifikation” eller endda til en “Krav Specifikation”, og det er manglende bøjning af ord. Dette sidste er i virkeligheden det, der bekymrer mig mest. Den manglende bøjning dækker til dels over r-fejl som “vi køre” og “det er svært at lærer”, men ikke kun. Jeg ser nu også formuleringer som “det gå” og “to sygeplejerske”. Med den hyppighed, disse fejl efterhånden optræder, kan der næppe være tale om simple slåfejl. Og fejlene kommer fra studerende med udbredte danske efternavne, der ender på -sen, ikke fra studerende med forældre, der har et andet sprog end dansk som modersmål.

Her er vi nede på mikroniveauet. Men alt for ofte hænger rapporterne heller ikke sammen på makroniveauet. Den “problemanalyse”, der dukker op i de tidlige kapitler er reelt uden betydning for den “problemformulering”, der så følger. Den “konklusion”, der dukker op til sidst, konkluderer ikke om projektets “problem” blev løst.

Jamen, er det ikke ligegyldigt? vil nogle sikkert spørge her. Mange af disse problemer kan vi udbedre ved en passende vejledningsindsats (det er vi nødt til, hvis vi skal kunne levere nogle færdiguddannede, som alle kan være bekendt), og ofte opdager jeg og andre da også, at mange af vores studerende er blevet tydeligt bedre efter et års tid. Alligevel er det trist at opleve, at så mange af vores nye studerende ikke kan præstere et større skriftligt arbejde af en acceptabel kvalitet.

Det vigtigste, de studerende skal lære, er at foretage deres egen kvalitetskontrol. Jeg skal som vejleder kunne koncentrere mig om indholdet af de arbejdsblade, de studerende forfatter. Ellers oplever både vejleder og studerende, at man alt for sjældent kommer til at tale om “faget selv”, fordi fagligheden drukner under sætningspølser, manglende bøjninger og dunkel tekstuel struktur.

Det typiske råd, de studerende får, er at de skal læse hinandens arbejdsblade systematisk. Det kommer imidlertid som en stor overraskelse for mange af dem, at man kan og bør arbejde på den måde. Typisk har de en forventning om at man laver vidensdeling ved at holde små mundtlige oplæg for hinanden og måske læser den samlede rapport til sidst. Men i et gruppebaseret projekt, hvor målet er at alle skal opnå de samme læringsmål, og hvor produktet (typisk en projektrapport) skal fremstå som en helhed, skal der noget anderledes alvorligt til end små mundtlige oplæg i ny og næ. En af de største kvaliteter ved gruppebaseret projektarbejde er at projektgruppen kan blive et forfatterkollektiv. Gruppen er så en samling mennesker, der ved at læse og kritisere hinandens arbejdsblade løbende og systematis kan dele viden og sammen opnå, hvad gruppens medlemmer ikke ville kunne opnå hver for sig. Hvis alt går vel, kommer der et tidspunkt hvor vejlederen i mange sammenhænge er overflødig – den studerende kan selv arbejde med sit faglige emne, alene eller sammen med andre. Så er den studerende selv ved at mestre sit fag på universitetesniveau.

Når jeg læser beskrivelsen af forløbet af et gymnasialt projekt er det, der bekymrer mig, at det faktisk ikke ser ud som om der er noget fokus på denne form for kvalitetskontrol eller vidensdeling på de gymnasiale uddannelser. Bemærk: Dette er ikke nogen kritik af den enkelte lærer eller af eleverne. Jeg har heller ikke til hensigt at være endnu én, der banker løs på de gymnasieuddannelserne. Jeg undrer mig simpelthen over at dette at se projektgruppen som kvalitetskontrol og kilde til vidensdeling har så lav prioritet i projektarbejdet på de gymnasiale uddannelser. Det må være derfor at dette aspekt overrasker så mange af vore nye studerende. Eller måske har jeg overset noget?

(Visited 30 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar