Vi har tabt. Tillykke med sølvmedaljen!

sølv

Selvfølgelig er jeg da skuffet over at det danske håndboldslandshold tabte VM-finalen. Og nej, jeg så ikke kampen – jeg sad i et tog. Jeg har al mulig grund til at tro at det danske landshold spillede usædvanligt dårligt. Men jeg synes samtidig at mediernes dækning er urimelig. Det blev trods alt til en dansk sølvmedalje, og sådan én får man ikke, hvis ikke man spiller rigtig god håndbold det allermeste af tiden. Forhåbentlig er Ekstra Bladets spiseseddel med ordene “Skam jer” et udtryk for en slags redaktionelt granatchok – men det har nu aldrig faldet Ekstra Bladet svært at skrive den slags.

Reaktionen minder om dem, der fulgte efter Bjarne Riis’ femteplads i Tour de France i 1997. Han er siden blevet godt og grundigt detroniseret, men alligevel: dengang var skuffelsen over mandens sølle femteplads efter en sejr året før også ude af proportioner. Ti år tidligere havde der været stor triumf over at en dansk rytter i det hele taget kunne erobre førertrøjen. Det er som om hukommelsen lige nu er tilsvarende kort. Ved den olympiske turnering i London røg selvsamme danske landshold ud langt tidligere og fik ingen medalje. Dengang var der bare ingen spiseseddel, der bad spillerne om at skamme sig.

Læg også mærke til den sprogbrug, der er udbredt: Hvis det danske landshold havde vundet i går, havde medierne (og mange almindelige danskere) formodentlig skrevet at “Vi vandt!”. Den danske befolkning, hvoraf kun en forsvindende lille del havde spillet med på håndboldlandsholdet, ville have identificeret sig med det hold, der havde vundet. Men nu gik det anderledes, og nu er alle enige om at “De tabte”. Men hvis der er nogen, der for alvor har tabt, synes jeg at det er de danske medier – de er med til at skabe en identifikation med danske sportsfolk, der i sidste ende er kontraproduktiv, og når sportsfolkene ikke klarer sig så som forventet, sætter distancen øjeblikkelig ind. Jeg kommer til at tænke på den splittede måde, mange forældre omtaler deres børn på når de henholdsvis klarer sig godt og klarer sig mindre godt.

(Visited 18 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar