Bechdel-testen

tangled-pascal-dress

Her er noget, der er værd at tænke over, når vi ser film, nemlig de ubevidste forestillinger om kønsroller.

Bechdel-testen er opkaldt efter den amerikanske tegneserietegner Alison Bechdel, der lader testen dukke op i en af sine striber tilbage i 1985. En film består Bechdel-testen hvis følgende kriterier alle gælder:

  1. Der er to eller flere kvinder med i filmen.
  2. Der er en scene, hvor to eller flere kvinder taler sammen uden at der mænd til stede (og vigtigst)
  3. Kvinderne taler om noget andet end mænd/en mand.

Forbløffende mange film består ikke denne test! På http://bechdeltest.com er der en liste over film der består, og andre der ikke gør. Jeg kan komme i tanke om forbløffende mange mainstream-underholdningsfilm, hvor de få kvinder er reduceret til at være “en potentiel romantisk partner” for de mandlige hovedpersoner. James Bond-filmene er et ekstremt eksempel. Jeg er ikke engang sikker på at film af kvindelige instruktører, f.eks. Susanne Bier, kan bestå Bechdel-testen. Og halvdelen af tegnefilmene fra Disney-studierne gør heller ikke.

Selvfølgelig skal man huske at testen har sine begrænsninger (bl.a. er der definitionen af at “tale om noget andet end mænd/en mand” – hvor strengt skal dette tolkes? Må man slet ikke nævne en mand undervejs?), men den er stadig meget tankevækkende.

(Visited 68 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

3 kommentarer til “Bechdel-testen”

  1. Ja, i fortællinger er det ofte manden der er den udfarende / handlende, mens det er kvinden som står på sidelinien og vurderer og selekterer.
    Pudsigt som det minder om mønstrene i den seksuelle selektion i den virkelige verden.
    Det skulle ikke undre mig om dette mønster går igen i kulturelle fortællinger i alle verdens forskellige kulturer.

  2. Jeg vil være meget utilbøjelig til at udnævne det at mange film ikke består Bechdel-testen til noget “naturligt”. Jeg ser det snarere som resultat af fordomme i filmbranchen. Jennifer Kesler, der har forsøgt sig som manuskriptforfatter, skriver:

    When I started taking film classes at UCLA, I was quickly informed I had what it took to go all the way in film. I was a damn good writer, but more importantly (yeah, you didn’t think good writing was a main prerequisite in this industry, did you?) I understood the process of rewriting to cope with budget (and other) limitations. I didn’t hesitate to rip out my most beloved scenes when necessary. I also did a lot of research and taught myself how to write well-paced action/adventure films that would be remarkably cheap to film – that was pure gold.

    There was just one little problem.

    I had to understand that the audience only wanted white, straight, male leads. I was assured that as long as I made the white, straight men in my scripts prominent, I could still offer groundbreaking characters of other descriptions (fascinating, significant women, men of color, etc.) – as long as they didn’t distract the audience from the white men they really paid their money to see.

  3. Værd at nævne i denne sammenhæng:
    Tidligere denne måned var jeg til et par meget interessante foredrag på universitetet under titlen “Gender Equality: the smart thing to do”. Et af foredragene (Malin Ah-King: Gender perspectives on biology) handlede faktisk lige netop om hvordan vores kulturelle fordomme i mange tilfælde har bidraget til grundlæggende misforståelser af magtbalancer, kønsforhold og seksuel selektion i forskningen af dyrearter.

Skriv et svar