POPL

popl
Udsigt over parallelfrokost nr. 1 ved POPL 2013.

I dag startede hovedkonferencen Principles of Programming Languages, bedre kendt som POPL. POPL er på mere end én måde en af de største konferencer, jeg har været til (jeg har været med flere gange tidligere). For det første er antallet af deltagere overvældende stort – der er så mange, at der er tre parallelle frokost-serveringer i tre store lokaler. Dét har jeg aldrig set før, heller ikke til de tidligere POPL, jeg har deltaget i. Og for det andet er kvaliteten af bidragene rigtig høj. Det er måske ikke alt, der er lige spændende for alle og heller ikke for mig, men jeg bed mig som sædvanlig fat i nogle foredrag.

Dagens første foredrag var et indbudt foredrag af Georges Gonthier fra INRIA/Microsoft Research, der fortalte om det maskintjekkede bevis for Feit-Thompsons sætning om entydig faktorisering af grupper af ulige orden. Det har jeg tidligere skrevet om her. Gonthier fortalte først om sætningen og dens gruppeteoretiske grundlag og dernæst om arbejdet med at repræsentere beviset i typeteorien Calculus of Constructions eller rettere i værktøjet Coq, der er en implementation af denne. Den helt centrale indsigt som Feit og Thompson gjorde var at betingelserne for at være en gruppe, der ikke opfylder entydighedsbetingelsen i sætningen kan fanges i Galois-teori. Men det betyder så også at en repræsentation i Coq skal fange en hel masse standardbegreber i gruppeteori og resultater om dem – helt fra simple begreber som grupper, normale undergrupper og sideklasser over Sylows sætninger, Frobenius-grupper og sætninger i Galois-teori. Intet under at det tog så mange mennesker så lang tid at lave dette maskintjekkede bevis; én ting er at forstå gruppeteorien, en anden er at beskrive den inden for typeteori og formalisere hvert eneste lille lemma i Coq. Gonthiers foredrag var lidt for langt og af og til fortabte han sig i de mange interessante detaljer af både matematisk, typeteoretisk og mere programmeringsnær art, dette imponerende projekt rummer. Men jeg hæftede mig ved to ting. For det første lader det til at “rigtige” algebraikere (ifølge Gonthier) synes at dette er spændende. For det andet opdagede Gonthier og hans kolleger undervejs at der faktisk var en træls trykfejl i Feit og Thompsons artikel, der sneg sig videre fra den første af deres første lange artikler med det oprindelige bevis ind i den anden – men at denne trykfejl ingen betydning havde, da den optrådte i en betingelse, der i det computertjekkede bevis viste sig at være overflødig!

Der var også andre interessante foredrag om bl.a nominelle mængder (et emne, jeg selv er endt med at berøre), om typeinferens for forfiningstyper (et andet emne, jeg engang kastede mig over – men min tidligere samarbejdspartner Naoki Kobayashi opdagede at han kunne genbruge et trick med at reducere dette problem til løsning af lineære uligheder!) og et spændende foredrag af Sam Staton om hvordan man kan forstå typereglerne for funktionsorienterede programmeringssprog ved brug af kategoriteori. Alle tre foredrag rummede resultater af stor værdi, men hvad bedre var: foredragsholderne fik præsenteret de vigtige ideer uden at fortabe sig i detaljer. Det er bestemt ikke altid at selv et foredrag på en prestigefyldt konference når ud over scenekanten.

Jeg blev væk fra nogle foredrag for at tage en lille tur ud i byen. Jeg fik skimtet Colosseum og Vittorio Emmanuele-monumentet i det fjerne og det gik op for mig, at jeg var havnet i samme del af den italienske hovedstad som jeg havde set, sidst jeg var for over 26 år siden! En mindre stolt oplevelse er at jeg ikke kunne finde ud af at tage bussen – eller rettere: Det kunne jeg godt, men jeg vidste ikke, at man ikke kunne købe billetter i bussen. De kan købes i kiosker og tobaksforretninger og kun dér. Så hvis buschaufføren læser dette indlæg, kan han vel egentlig afkræve mig kontrolafgift for at have kørt i bus uden billet (jeg fik dog købt en billet på tilbagevejen).

Internetforbindelsen på mit hotel er ikke fantastisk, vel ofte sammenlignelig med gamle dages 28 kilobaud-modemmer, og til konferencen er forbindelsen hurtigere men til gengæld ekstremt overbelastet (vel at forvente, når man placerer flere hundrede mennesker med hver deres computer i samme lokale), så underligt nok er jeg mere offline end jeg ellers er på rejse. Til gengæld lærer jeg en del om stoisk tålmodighed på denne rejse af dårlige netforbindelser og køer i lufthavne og hoteller og til servering af mad og drikke; det er måske ikke så overraskende, at stoicismens vigtigste repræsentanter Seneca og Marcus Aurelius var romere.

Finalmente: Roma!

navneskilt

Bortset fra endnu en Lufthansa-forsinkelse, der skyldtes en passager, der havde tjekket sin bagage ind men aldrig var dukket op selv (hvorfor den pågældende persons bagage skulle lokaliseres og fjernes fra flyet), gik resten af turen som den skulle. Dvs. det var underligt at sidde i flyet og vide at de andre var i gang med 1st Workshop on Behavioural Types (BEAT’13). Vi nåede frem til Hotel Parco dei Principi kl. 12.30 i dag, og de fleste deltagerne fra BEAT stod i foyeren og ventede. Vejret her er meget mildere end i Danmark; ikke antydningen af sne og temperaturer, der i Danmark ville passe bedre til april. Det var rart at kunne lægge vinterstøvler og vamset trøje i en pose for en stund.

Vi tog os en god og overraskende billig frokost på en café ved navn Gaudi. Italiernene sagde, at det ikke var en “rigtig restaurant”, men der var venlig betjening og hyggeligt interiør. I brødkurven var der noget, der lignede æbleskiver ; det var pizzadej dybstegt i olivenolie. En simpel og forbløffende delikat oplevelse, men nok ikke god, hvis man vil tabe sig. Der var en stor frokostbuffet, og jeg lærte udtrykket kilometro zero, der vist nærmest kan oversættes til “årstidens lokale grøntsager” (som man skal 0 kilometer væk for at hente – vel lidt af en overdrivelse, i al fald når man taler om centrum af Rom).

Mange af os er også med i det nye forskernetværk BETTY (det, der tilbage i oktober fik sendt mig til opstartsmøde i Bruxelles) og her fik vi snakket om hvordan vi skal lave det rigtige opstartsmøde til marts. Det bliver forresten også her i Rom.

Jeg fik desværre kun hørt de tre sidste foredrag til BEAT og gik bl.a. glip af Naoki Kobayashis gennemgang af hans resultater om adfærdstyper; Naoki har engang besøgt mig i Aalborg og han holder nogle rigtig gode og klare foredrag.

Thomas Hildebrandts foredrag havde jeg allerede hørt ugen inden i Aalborg. Vasco Vasconcelos fortalte først om Kohei Honda, der døde så pludseligt i sidste måned, og derefter om sit eget nye arbejde, der lader lineære typer og korrespondanceudsagn møde sessionstyper. Og til sidst gav Jakob Rehof (der er dansker, men snart i mange år har været i Dortmund, hvor han er professor og leder af Fraunhofer-instituttet) et spændende foredrag, hvor gamle resultater fra matematisk logik, nærmere bestemt Tarskis gamle arbejde med bevisbarhed i udsagnslogik og Church, Schönfinkel m.fl.’s arbejde med typet kombinatorlogik, kan bruges til at forklare, hvordan man ud fra et programbibliotek (hvor programmerne er typede kombinatorer) kan syntetisere et nyt program. Det hele er selvfølgelig muligt pga. Curry-Howard-isomorfien mellem typer og udsagn og det hele er selvfølgelig også enten uafgørbart eller (i specialtilfælde) EXPTIME-fuldstændigt, sådan som mange spændende beslutningsproblemer desværre skal være.

Og den egentlig ret lange dag endte på en ristorante, hvor Juventus spillede 1-1 mod Lazio i baggrunden og de italienske deltagere i selskabet kappedes om at fordømme Silvio Berlusconi.

Strandet

Fotografi den 21-01-13 kl. 20.48 #2

Alle fly videre fra München var forsinket, og kabinepersonalet var så venlige at fortælle at vi bare skulle gå til gate G8. Der var dog ét fly, der ikke var forsinket – og det var flyet til Rom. Så her sidder jeg og Thomas Hildebrandt i München. Det mest trælse er at gå glip af meget af den workshop, jeg selv havde været med til at organisere og brugt en del tid på. Men i det mindste er der da et hotel at overnatte på.

 

Sent, sent, sent

20130121-171903.jpg

Det var den dag, hvor jeg var censor ved en eksamen på IT-Universitetet og derefter sammen med eksaminator Thomas Hildebrandt skulle videre til en workshop ved navn BEAT i ROM. Thomas skal holde foredrag, jeg selv er formand for programkomiteen og skal åbne workshoppen. Men flyet til München hvorfra vi skal videre til Rom er forsinket, og det er lige nu uvist om vi når videre til Italien i aften. Af og til er det lige lovlig spændende at være på farten.

Hvad er der at bekymre sig om?

optimistiskepessimister

Lad os nu se… Der er f.eks.

  • At tastaturets sejr over håndskriften truer matematikkens udvikling
  • At solens stråling kan aftage og forværre betingelserne for livet på vores planet
  • At den moderne informationsteknologi kombineret med generel historieløshed gør menneskeheden mere modtagelig for fascisme
  • At flere og flere ved mindre og mindre om teknologi
  • At Kina ved hjælp af racehygiejne forsøger at “forædle” befolkningen
  • At den kinesiske økonomi bryder sammen
  • At flere og flere mennesker (især fra konservative religiøse samfund) er dårligt begavede
  • At det bliver muligt for flere og flere at udnytte teknologien til at bygge ødelæggende våben, få Internettet til at bryde ned osv.
  • At pseudovidenskab bliver stadigt mere attraktiv
  • At der er for lidt drikkevand til en stadigt større befolkning
  • At der bliver færre og færre mennesker
  • At maskinerne overtager verden
  • At maskinerne ikke overtager verden, sådan som nogle havde håbet
  • At vi bekymrer os for meget
  • …osv.

Endnu engang har Edge.org spurgt sit panel af toneangivende eksperter, og i 2012 lød spørgsmålet/opfordringen

Tell us something that worries you (for scientific reasons), but doesn’t seem to be on the popular radar yet—and why it should be. Or tell us something that you have stopped worrying about, even if others do, and why it should be taken off the radar. 

Ovenstående er min sammenfatning af hvad jeg læste. Svarene er værd at læse, men nogle er mere værd at læse end andre. Forbløffende mange lader til at være bekymret over bekymringen selv, mens enkelte synes at der ikke rigtig er noget at være bekymret over. Det hele stabiliserer jo alligevel sig selv, og det er jo gået indtil nu.

Tænk på 2. verdenskrig. Inden 2. verdenskrig brød ud, var der i forvejen enorme problemer med økonomisk krise og fascisme, og det var i høj grad disse faktorer, der udløste denne verdenshistoriens værste krig og forsøget på udryddelsen af jøder, romaer, homoseksuelle, handicappede og andre “forkerte”. Til sidst kom der atombomber og i kølvandet på krigen kom der flygtningestrømme, voldsom økonomisk krise og en “kold krig”. Verden blev i løbet af alt dette til sidst “sig selv” igen. Måske er verden et sådant system, der til sidst kan nå en ny ligevægt, men de menneskelige omkostninger var som bekendt enorme. Hvis jeg havde oplevet optakten til 2. verdenskrig, ville jeg være bekymret, også selv om jeg havde anet, hvordan det hele ville ende.

Det er vigtigt at huske (i lighed med stoikerne) at vi skal skelne mellem de af livets forhold, vi har indflydelse på, dem vi har begrænset indflydelse på og dem, vi slet ikke har indflydelse på. Der er selvfølgelig af og til flyttedag mellem kategorierne (tænk på sygdomsbekæmpelse), men jeg tror næppe at vi inden for min levetid f.eks. vil kunne kontrollere supernovaer eller kolonisere solsystemet.

Jeg vil derfor sætte mine penge på det jordnære, dvs. de bekymringer, som vi kan gøre noget ved. Her er jeg faktisk mest enig med Brian Eno – af alle mennesker. Her er hans indlæg i sin helhed.

Most of the smart people I know want nothing to do with politics. We avoid it like the plague—like Edge avoids it, in fact. Is this because we feel that politics isn’t where anything significant happens? Or because we’re too taken up with what we’re doing, be it Quantum Physics or Statistical Genomics or Generative Music? Or because we’re too polite to get into arguments with people? Or because we just think that things will work out fine if we let them be—that The Invisible Hand or The Technosphere will mysteriously sort them out?

Whatever the reasons for our quiescence, politics is still being done—just not by us. It’s politics that gave us Iraq and Afghanistan and a few hundred thousand casualties. It’s politics that’s bleeding the poorer nations for the debts of their former dictators. It’s politics that allows special interests to run the country. It’s politics that helped the banks wreck the economy. It’s politics that prohibits gay marriage and stem cell research but nurtures Gaza and Guantanamo.

But we don’t do politics. We expect other people to do it for us, and grumble when they get it wrong. We feel that our responsibility stops at the ballot box, if we even get that far. After that we’re as laissez-faire as we can get away with.

What worries me is that while we’re laissez-ing, someone else is faire-ing.

En tur med vandkanden

2013-01-19 10.01.57

Når det har sneet og det er frostvejr, går der en mand rundt et sted i Nørresundby med en grøn vandkande og vander fortovet foran sit hus. Men hjælper det virkelig at hælde vand på fortovet?

Manden er mig, og det er ikke vand, jeg har i vandkanden – det er en opløsning af calciummagnesiumacetat (CaMg2(CH3COO)6), også kendt som CMA. Lige siden min kone og jeg blev husejere for 12 år siden har vi spekuleret på om der var et alternativ til at bruge salt. Almindeligt natriumklorid (NaCl) er billigt og er god til at fjerne is. Men det øger koncentrationen af salt i grundvandet, det har en voldsomt korroderende effekt på både køretøjer og andet metal og det irriterer dyrs poter. Og så er salt kun ordentligt isfjernende ned til omkring -10 grader.

Det er ikke nemt at finde CMA-opløsningen; den kan købes nogle steder under navnet Ice and Dust Away; jeg har købt 3 dunke på nettet fra Lundhede Planteskole. Og CMA er desværre heller ikke billigt i forhold til salt – i hvert fald ikke på kort sigt. Men jeg kan læse, at der har været forsøg i gang med alternativer til vejsalt i København. Her var det kaliumformiat, man har brugt, men man har overvejet i stedet at bruge CMA.

Tårnene i Benares

2013-01-15 09.16.23

Sommetider er jeg uhyggeligt lang tid om at opdage noget indlysende. Det var faktisk først i den uge, der nu snart er forbi, at jeg opdagede det: den store mosaik, der pryder en af facaderne på Selma Lagerlöfs Vej 300, hvor Institut for datalogi holder til, må være en illustration af tårnene i Hanoi, der retteligt bør kaldes for tårnene i Benares. Mange, der har fulgt kurser i diskret matematik eller algoritmeteori, har set dette lille puslespil. Vores bygning (der er designet af Friis og Moltke og faktisk minder mig lidt om en anden af deres bygninger, nemlig Fjerritslev Gymnasium, hvorfra jeg blev student) er nu ikke vores oprindelig. Den blev oprindelig brugt af KMD, så allerede dengang må man have tænkt over tårn-puslespillets forbindelse til programmering.

Selv læste jeg for første gang om tårnene i Alle tiders tal, en populærvidenskabelig bog om matematik fra Politikens forlag. Det var en bog, jeg pløjede igennem igen og igen, da jeg gik i folkeskolen. Allerede dengang vidste jeg at tårnene i Benares (som bogen kaldte spillet) var en historie, som skyldes den franske matematiker Edouard Lucas. I 1883 lancerede han under pseudonymet N. Claus de Siam fortællingen om et tempel i Benares i Indien, hvor der står tre små diamantnåle. På nål nr. 1 var oprindelig lagt 64 skiver af guld, den ene mindre i diameter end den anden. Et hold præster er travlt beskæftiget med at flytte skiverne over på nål nr. 3 én ad gangen, idet de kun må flytte en skive over på en skive med større diameter. Når nålene er flyttet over på nål nr. 3, går verden under. (Alt dette lyder lidt som en beskæftigelsesministers ønskedrøm, ikke?)

Hvorfor er tårnene i Benares endt med at blive kaldt for tårnene i Hanoi? Måske fordi N. Claus de Siam skulle forestille at være på universitetet i Hanoi; Vietnam var dengang kolonien Fransk Indokina. Forvirringen er formodentlig sket i oversættelsen fra les tours de Hanoï, der nemlig både kan betyde “tårnene fra Hanoi” og “tårnene i Hanoi”.

Ligesom de regulære udtryk er tårnene i virkeligheden en forbilledlig illustration af en lang række beslægtede begreber – her inden for datalogi og diskret matematik. Algoritmen, der løser flytteproblemet, kan beskrives rekursivt – og den rekursive algoritme giver anledning til rekurrensligninger, der bestemmer algoritmens tidskompleksitet (målt i antal flytninger). Et bud på løsningen til ligningerne kan bevises at være korrekt ved brug af matematisk induktion – og man opdager at tidskompleksiteten er eksponentiel i antallet af skiver. Så langt når de fleste.

Men der er mere, meget mere at sige om tårnene. Man opdager, at tårnspillet er selv-similært i den forstand at spillet med n skiver rummer to kopier af spillet med n-1 skiver og at spil-grafen for tårn-spillet derfor er en approksimant til Sierpinskis trekant. Den optimale løsning (dvs. den strategi, der anvender færrest flytninger) svarer til en Hamilton-sti i spil-grafen. Og man kan repræsentere løsningen til spillet ved brug af de såkaldte Gray-koder (dem har Donald Knuth skrevet en grundig introduktion til). MathWorld og Wikipedia er gode steder at læse mere til en start.

Men én gåde er stadig uopklaret, i al fald for mig: Forestiller mosaikken virkelig tårnene i Benares, eller er det mig der opdager et “ansigt i tapetet”?

En omkostning

eee

Jeg kan se i Information, at socialministeren har stoppet arbejdet med en undersøgelse af “omkostningerne ved indvandringen” og at politikere fra oppositionen er meget utilfredse med det. Forhistorien bag alt dette er denne: I 2010 indgik den daværende regering sammen med Dansk Folkeparti i forbindelse med finanslovsforhandlingerne en aftale ved navn “Nye tider. Nye krav”. Som så ofte før var dette et af Dansk Folkepartis “fingeraftryk”. I aftalen stod der:

Regeringen og Dansk Folkeparti er derfor enige om, at der igangsættes en udredning, der skal belyse de økonomiske virkninger af indvandringen og de økonomiske konsekven- ser, hvis den tidligere udlændingepolitik fra før 2002 var blevet videreført.

Undersøgelsen skal derudover bl.a. afdække, hvad forskellige grupper af indvandrere koster i direkte udgifter (fx udgifter til asylområdet, tolke, integrationsprogram) og i udgifter til særforanstaltninger i skoler og institutioner. Derudover skal undersøgelsen afdække, hvad forskellige grupper af henholdsvis ikke-vestlige og vestlige indvandrere samt etniske danskere i gennemsnit koster og bidrager med til samfundet set over et livsforløb i dag set i forhold til før regeringens tiltræden.

Allerede her kan man ane, at der er tale om en bunden opgave med en forventet konklusion. Dansk Folkeparti har i årenes løb nævnt forskellige store (og i tidens løb meget forskellige, men altid store) tal for “omkostningerne ved indvandring fra ikke-vestlige lande”.

Arbejdsgruppen under det dengang eksisterende integrationsministerium publicerede i april 2011 en delrapport. Men der er ikke lavet nogen undersøgelse som sådan; arbejdsgruppen har sammenlignet en lang række undersøgelser. Senere har hensigten været, at der skulle laves en ny undersøgelse fra ministeriet. Det er dette arbejde, der nu er blevet indstillet.

Arbejdsgruppen siger faktisk følgende i deres rapport:

Resultaterne i DREAMs analyser og andre beregninger af de direkte offentlige udgifter i det pågældende år, jf. litteraturgennemgangen i afsnit 1.3, varierer meget alt efter forudsætningerne, undersøgelsesmetoden og -tidspunktet. Dette kan bl.a. forklares ved de enkelte befolkningsgruppers alderssammensætning og ændringerne i indvandringsmønstret i forskellige perioder.

Forskelle mellem indtægter og udgifter over et livsforløb må nødvendigvis bero på prognoser, og specielt her er der store usikkerheder forbundet med ekstrapolation. Også dette kan man se i arbejdsgruppens rapport fra 2011. Det fremgår af arbejdsgruppens rapport, at der i de eksisterende undersøgelser er anvendt mange forskellige demografiske og økonomiske modeller og mange forskellige slags datagrundlag for at beregne “nettoomkostningerne”. (Og hvornår holder man egentlig op med at være efterkommer og bliver “rigtig dansker”?)

Når man ser Dansk Folkepartis udtalelser er det da også typisk udgifterne, de hæfter sig ved. Heller ikke dette tal er der imidlertid enighed om, hverken i undersøgelserne eller hos Dansk Folkeparti selv. I 1997 nævnte partiet tallet 30 milliarder. Senest har man talt om 100 milliarder.

Men tallet er egentlig også af sekundær betydning i den retoriske strategi. Offentlige udgifter vil nemlig altid være store tal i et samfund som Danmark. Uanset hvad vil tallene for “omkostningerne ved indvandringen” derfor blive stort, og Dansk Folkeparti (og Venstre og Konservative med dem) ville kunne levere en forudsigelig konklusion, nemlig essensen i dette partis politik: at “udlændinge fra ikke-vestlige lande” koster mange penge og at der derfor skal ske stramninger i udlændingeloven og nedskæringer på de berørte områder.

For mig at se er det nemlig ikke de faktiske tal (hvis der overhovedet findes et “faktisk tal” som der kan opnås konsensus om) der er centrale her. Snarere er der tale om et retorisk kneb. Taktikken minder mig specielt om den, som Dansk Folkepartis forgænger Fremskridtspartiet tilbage i 1970’erne og 1980’erne anvendte i deres felttog mod de offentligt ansatte. Dengang talte man ofte om at de offentligt ansatte var en belastning for samfundsøkonomien, og mange offentligt ansatte har følt sig “peget ud” i den politiske debat.

Jeg er selv offentligt ansat; jeg er statsansat og det har jeg altid været, siden jeg blev kandidat. Min løn er betalt via den post på finansloven, der finansierer universiteterne i Danmark. En kort overgang for 25 år siden har jeg modtaget dagpenge, men det vil næppe forbedre regnskabet for mit vedkommende. På denne måde er jeg naivt set en omkostning for den danske stat. Men store dele af min løn går enten til skat (og er således tilbage i den statslige og kommunale økonomis kredsløb) eller til udgifter til tøj, mad, møbler, ferierejser, bolig osv. der alle er varer og tjenesteydelser leveret af private aktører. Og derudover er jeg i kraft af mit arbejde med til at sørge for at flere får universitetsgrader; disse bachelorer og kandidater havner for manges vedkommende i private virksomheder. Nationaløkonomien er et kredsløb. De offentlige udgifter forsvinder ikke “ud af samfundet”. Man kan sikkert godt argumentere for at jeg ikke skal have det dobbelte i løn; men jeg er ikke en belastning for samfundsøkonomien alene fordi jeg er statsansat. På samme måde skal man heller ikke se et menneske som en belastning for samfundsøkonomien alene fordi han/hun er fra et “ikke-vestligt land”.

Ikke sådan noget 10-minutters pjat

eksamen

I dag var jeg for første gang siden sommeren 2007 medvirkende til en gruppebaseret projekteksamen, denne gang som intern censor. Jeg har meldt mig som en af de erfarne, der skal være intern censor ved projekteksamen på første studieår på datalogi, og i alt skal jeg se fire projektgrupper til eksamen. Der er tale om studerende, der skal til eksamen i et projekt for første gang, og derfor er det også vigtigt, at de allerede tidligt får en fornemmelse for hvordan en mundtlig eksamen i et projekt fungerer og hvordan de får det bedst mulige ud af den.

Det første, der slog mig var at eksamenslokalet ikke var ret godt egnet til denne slags eksamen; det var et auditorium med faste sæder. Det er tydeligt, at administrationen ikke længere var fortrolig med lokalekravene er til en gruppebaseret projekteksamen. Men de studerende fik hurtigt fremskaffet borde, og så kunne vi finde frem til en opstilling, der så godt som muligt ligner den, der er den sædvanlige til en projekteksamen.

Projektet var ikke så imponerende, og de karakterer der faldt, var 4 til nogle og 7 til resten. På den måde var det en noget tempereret genstart for gruppebaseret projekteksamen. Men jeg kunne observere det, jeg egentlig godt vidste: Denne form for mundtlig eksamen virker efter hensigten. Efter 4 timer var vi ikke i tvivl om hvad hver enkelt skulle have af karakter, og vi havde fortalt dem alt hvad vi ville sige om deres projekt. Og vi fik diskuteret deres projektproces. der havde lidt under de fleste af de problemer, man typisk ser på de første semestre – dårlig arbejds- og tidsplan, manglende brug af møder og mangelfuld vidensdeling og kvalitetskontrol af arbejdsblade (på ikke helt få sider i deres rapport var der stavefejl på hver eneste linje…)

Da de studerende havde fået deres karakterer, spurgte vi dem om de forstod hvorfor vi havde bedømt dem som vi havde og hvad vi syntes om det projekt, de havde lavet. Og ja, det forstod de. Nogle af dem sagde også, at de syntes at det havde været godt med en lang eksamen, der var grundig – “ikke sådan noget 10-minutters pjat”.

Bagefter, da jeg cyklede hjem, ærgrede jeg mig over alle de Helge Sander-projekteksaminer jeg har måttet gennemføre og over alle de gode afsluttende samtaler om projekter, jeg aldrig har fået holdt siden 2007.

Hvad medierne skrev

Tabel

Der er nu en programrække på DR om socialt bedrageri. Jeg vil skynde mig at sige, at jeg ikke har set det pågældende program, men jeg kan se at det har vakt en del kritik hos seere både for sin dækning og for den holdning, som myndighederne udviser. Selvfølgelig er socialt bedrageri ikke acceptabelt, men for mig at se er den stadige tale om “reformer” af kontanthjælp og dagpenge yderligere med til at placere fokus på og skylden hos de mennesker, der bliver ramt af den økonomiske krise og får brug for sociale ydelser, frem for at undersøge årsagerne til krisen. Og der er en glidebane mellem omtalen af regulært bedrageri og at ydelser simpelthen er “ufortjente”. Lige nu lægger Ekstra Bladet an til en artikelserie om socialt bedrageri.

Alt dette er bestemt ikke kun et dansk fænomen.

Sidste år lavede den britiske organisation Turn2Us en undersøgelse af de britiske mediers dækning af det sociale system. Turn2Us undersøgte hvordan britiske aviser i perioden fra 1995 til 2011 havde dækket  brugen af sociale ydelser, og resultatet af undersøgelsen var en rapport, der udkom i november 2012.

Mere end 30 procent af artiklerne i de britiske aviser handlede om udnyttelse af det sociale system, men i Storbritannien er omfanget af socialt bedrageri faktisk ikke over 3 procent. Og endnu mere interessant er det, hvordan briterne oplever omfanget af socialt bedrageri:

1 in 5 people believe a majority of claims are false, while 14% believe a majority of claims are fraudulent. The Government’s own statistics indicate an actual fraud rate of around 1%

Og hvad der er mere foruroligende: Undersøgelsen dokumenterer, at der nu er stadigt flere, der ikke gør brug af de sociale ydelser, de har ret til. Det er ikke utænkeligt, at der er en sammenhæng med den negative omtale i medierne.

Forskerne bag undersøgelsen identificerer to slags ord. Der er de negative ord, der mere eller mindre direkte beskriver den sociale ydelse som “ufortjent”:

  • trust, for which we focussed on terms denoting or connoting fraud and dishonesty (including those such as ‘faking illness’);
  • dependency (including ‘underclass’ and ‘unemployable’);
  • reciprocity and effort, or more precisely, non-reciprocity/lack of effort (e.g. ‘handouts’, ‘something for nothing’, ‘lazy’, ‘scrounger’);
  • outsider status (e.g. ‘immigrant’, ‘obese’).

Og så er der en anden samling positive ord, der mere eller mindre direkte siger at den sociale ydelse er “fortjent”:

  • need (e.g. ‘vulnerable’, ‘hard-pressed’); and
  • disability (basically ‘disabled’, ‘disability’).

I alle aviserne er der mange artikler om sociale ydelser, der bruger de negative ord, men især tabloidaviserne The Sun, Daily Mail og The Daily Express (de britiske pendanter til Ekstra Bladet) bruger dem i høj grad. Undersøgelsen indikerer i det hele taget at der i Storbritannien er en mere negativ holdning til modtagere af sociale ydelser end tidligere.

Data suggests that people now see claimants as less deserving than they did 20 years ago, with some changes happening in the late 1990s and others in the early 2000s. Over time the views of the British public on the deservingness of claimants seem to have shifted: people are more likely to say that claimants don’t deserve help and that people in need are lazy.

En rapport fra KMD viser at det procentvise omfang af socialt bedrageri i Danmark er omtrent som i Storbritannien. Jeg ved ikke, om der er lavet lignende undersøgelser herhjemme, men det ville være interessant at få belyst hvordan medierne dækker modtagelse af sociale ydelser.