Fire mænd fra Budapest

Imre Kertesz fik Nobelprisen i litteratur. Tommy Erdelyi var trommeslager (og eneste nulevende medlem) i det ikke helt ukendte 70’er-band The Ramones (dengang havde han grydefrisure og læderjakke). Sir Georg Solti var en af det 20. århundredes største dirigenter. Paul Erdös var en af det 20. århundredes største og mest produktive matematikere. Efternavnene afslører, at de fire mænd har ungarsk baggrund – faktisk er de alle fire født i Budapest. Og så har de alle fire også jødisk baggrund. Og alle endte med at tilbringe en stor del af deres liv uden for Ungarn. Auschwitz-overleveren Imre Kertesz bor faktisk i Berlin af alle steder.

I Information er der en trist artikel af den svenske journalist Tamas Gellert (der har ungarske forældre) om situationen i Ungarn, hvor det højrenationalistiske parti Jobbik, der er støtteparti for regeringen, i høj grad er med til at sætte dagsordenen med sine åbenlyse udfald mod etniske og religiøse mindretal. Se bare hvad Jobbiks medlemmer slipper af sted med at sige i parlamentet:

Med sit gråsorte jakkesæt med matchende slips og hvid skjorte er Márton Gyöngyösi som de fleste af sine kammerater i Jobbik en velklædt mand, og har et afslappet, nærmest skælmsk udtryk, da han afslutter et af sine indlæg i det ungarske parlament med disse ord: »Tiden må nu være inde til at udarbejde lister over de borgere i dette land, der har jødisk baggrund – især hvis de sidder i parlamentet eller regeringen – som kan udgøre en national sikkerhedsrisiko.«

Det triste er at “mainstream”-partierne, her især regeringspartiet Fidesz, overtager Jobbiks retorik og forslag og gør dem til deres egne. Gyöngyösis forslag om “jødelister” var alligevel for skrap kost for mange ungarere, og ved en stor antiracistisk demonstration, der samlede over 50.000 deltagere, deltog også Fidesz. Det er dog ikke tegn på at Fidesz bløder op, men snarere endnu et tegn på strategisk tænkning fra dette partis side. For læg mærke til hvad de sagde:

»Vi ungarere er fast besluttede på at forsvare vores jødiske landsmænd.«

Antisemitismen er et fintfølende barometer på intolerancen rundt omkring. Den skelnen mellem “ungarere” og deres “jødiske landsmænd” som Fidesz bruger, er en særligt tydelig udgave af den skelnen, diskursen i mange europæiske lande har mellem flertal (der er “rigtige danskere/ungarere/hvad nu”) og mindretal (der er “jøder/muslimer/romaer/hvad nu”).

Hvad Jobbik synes om Kertesz, Erdelyi, Solti og Erdös ved jeg ikke (mon de overhovedet ved hvem de er?), men jeg er faktisk også ligeglad. Det bør man også være i Ungarn.

Forskellen er ens

20130113-224221.jpg

Jeg må hellere også skrive lidt om De urørlige, der bestemt også er en kommentar værd. Film fra Frankrig har længe haft et godt ry, men de har ikke været publikumsmagneter herhjemme. De urørlige er undtagelsen – og er for tiden en af mest sete film i Danmark. Det forstår jeg godt!

Historien om den stenrige, men stærkt handicappede Philippe og hans handicaphjælper, den indtil da arbejdsløse Driss med senegalesisk baggrund, en dom for røveri og opvækst i nedslidt socialt boligbyggeri er i høj grad en historie om modsætningernes møde – forskellene i samfundsklasse, uddannelse, etnisk baggrund, generation og musiksmag kunne næppe være større. Men Driss er fuldstændig uimponeret over den enorme materielle rigdom, han er vidne til, og hans humor, afrikanske ligefremhed og mangel på medynk (men store menneskelighed) gør ham til en overraskende god handicaphjælper. I modsætning til de andre handicaphjælpere, Philippe forsøger sig med, ser Driss ham stadig som en mand og et helt menneske. Et venskab og en stor gensidig respekt opstår. Begge mænd gemmer på en trist historie, der har været med til at forme dem, men som de også kan sætte sig ud over.

Og så er det hele bygget på virkelige begivenheder – men i den virkelige verden hed handicaphjælperen Abdel Sellou og var en noget mindre fotogen mand med arabisk baggrund. Til allersidst i filmen er der et kort klip med Abdel og den rigtige Philippe.

De urørlige er en meget vellykket film netop fordi den helt undgår at blive sentimental og faktisk er rigtig, rigtig morsom uden at udlevere nogen. Alle kommentarer om sociale uligheder og racisme er nedtonet i filmen, men det er alligevel tydeligt skildret hvor store skellene er mellem sort og hvid og mellem rig og fattig er i det franske samfund.

En transcendent fornøjelse

lifeofpi

 

I denne weekend gjorde min kone og jeg noget, vi ikke har gjort længe – vel ikke siden vi fik vores datter Nadia, der nu er 11 år: Vi gik i biografen to gange på samme weekend. Lørdag så vi De urørlige og søndag så vi Life of Pi. 

Til Life of Pi havde vi Nadia med. Det var første gang, vi tog vi hende med ind at se en film, der ikke var specielt henvendt til børn. (Den sidste film, vi så med Nadia, var Asterix og briterne i 3-D, og den var rent ud sagt spild af tid, gennemført elendig som den var.) Men jeg kendte Yann Martels roman, som filmen er baseret på, og jeg kendte Nadias glæde ved eventyrlige fortællinger og historier med dyr. Derfor vidste jeg at dette var en film, der ville appellere til hende og heller ikke ville være for voldsom. Og så er der også en sydasiatisk vinkel – på den måde er der også en forbindelse til vores familie.

Da filmen var slut, sagde Nadia at det var vel nok en god film og spurgte om hun ikke måtte låne bogen af mig, så hun kunne læse den. Desværre måtte jeg indrømme, at jeg havde bogen på engelsk, og selv om hun klarer sig godt i skolen, er den nok stadig en tand for svær for én, der går i 5. klasse.

Og ja, Life of Pi er er god film. Eneste lighedspunkt med Asterix og briterne er ud over 3-D-formatet at den nyrussiske skuespiller Gérard Depardieu er med i begge film (her er han i en marginal birolle som en brovtende, antivegetarisk skibskok; Depardieu er foruroligende tæt på at blive en parodi på sig selv efterhånden).

Da jeg i sin tid læste Yann Martels roman, kan jeg huske at jeg tænkte at her var en bog, der formodentlig aldrig ville blive filmatiseret. Men det blev den altså. Der er mange filmatiseringer, der tror de kan forbedre romanforlægget; det er heldigvis ikke tilfældet for Ang Lees film. Life of Pi fik en Booker-pris i sin tid, og bøger af den kaliber skal man da heller ikke pille ved. Eneste ændring er en indlagt rammefortælling, hvor Pi fortæller historien som voksen (det er nok nødvendigt for at undgå en masse voiceover).

Hvorfor lykkes filmen så egentlig – ud over at den ikke forråder romanen bag? Det væsentlige i al god fortællekunst er det, man kalder suspension of disbelief  – at den, der skal opleve fortællingen, tilsidesætter sin viden om at fortællingen ikke er virkelighed og måske ikke engang kunne være det. Det gælder hvad enten det er et en fortælling om den forsmåede datter som Høstsonaten, en rumfantasi med robotter i snelandskaber som Imperiet slår igen eller en beretning om at havne i en redningsbåd med en tiger ude midt på Stillehavet. Og i alle tre tilfælde lykkes det med suspension of disbelief. Jeg tror på Life of Pi, og Ang Lees brug af den tredje dimension i det filmiske udtryk bliver til mere end bare effektjag. Nogle gange er det som om de mange special effects og computeranimationen bliver et mål i sig selv, men i Life of Pi har vi endnu et eksempel på hvordan den moderne teknologi kan skabe en troværdig suspension of disbelief.

Der er også et anden niveau af suspension of disbelief Life of Pi, nemlig at de, der får Pi’s beretning at høre i selve fortællingen accepterer den for hvad den er. På denne måde illustrerer Life of Pi det valg, vi ofte ender med: vil vi tro på “det gode” eller på “det kyniske” i verden? Er verden “prosaisk” eller “fantastisk”?

Hvis en film som Life of Pi kan blive en filmoplevelse, Nadia husker, (og det tror jeg den bliver) gør det ikke spor.

Ja, hva’ ?

Java

I denne uge fokuserede medierne herhjemme på det sikkerhedshul, der findes i den seneste køretidsomgivelse for Java. Det blev især slået stort op, at NemID anvender Java. Politiken skrev:

Alvorligt sikkerhedshul gør dit NemID usikker

Hvis du er en af Danmarks små fire millioner brugere af NemID, skal du være ekstra meget på vagt i disse dage.

Det skyldes et alvorligt sikkerhedshul i programmet Java, som NemID bruger, fremgår det af Ingeniørens netmedie Version2.

Der står til gengæld meget lidt i mediernes dækning om hvad sikkerhedshullet består i over at det gør det muligt i en browser at eksekvere Java-kode, der uden brugerens viden kan tilgå og ændre på resurserne på den computer, som browseren kører på. Kort og godt har vi her at gøre med det allerseneste kapitel i historien om ondsindet mobil kode. Problemet er som altid alvorligt, men der skrives ikke rigtig noget i de danske medier om at den ondsindede Java-kode skal have et ondsindet websted som oprindelse, dvs. ikke kommer fra NemID selv. Det ser ud til at kriminelle allerede udnytter sikkerhedshullet i deres exploit kits.

Den oplagte og brutale løsning er at ændre på indstillingerne i browseren, så Java-køretidsomgivelsen for den er deaktiveret. Det har jeg så gjort. Men samtidig er det en lidt underlig holdning, der næppe findes inden for anden teknologi. Det er jeg ikke, den eneste, der synes. Kurt Baumgartner fra Kaspersky Labs har selvfølgelig en opdatering, og her skriver han:

One of the best statements that I have seen in regards to the fairly impractical “just uninstall it” approach was presented by one of the handlers at the ISC Storm Center in today’s issue of SANS NewsBites: “Editor’s Note ([Mat] Honan): It seems each time a zero day exploit is found in software, be that Java or otherwise, the industry pundits recommend that people stop using that software. New vulnerabilities will always be discovered in the software we use. If our best defence to a threat is to cause a denial-of-service on ourselves then this in the long term is a no-win strategy for us as an industry. We need to be looking at better ways to defend our systems and data, one good place to start is the 20 Critical Security Controls http://www.sans.org/critical-security-controls/”.

På den ene side er Java en tvivlsom glæde. Apple undlod således at lade Java følge med til OS X fra og med 10.7. På den anden side er der stadig udbredte løsninger, der anvender Java – den mest udbredte er NemID. Så vi kan ikke slippe for Java lige nu. Man kunne næppe forestille sig at politiet bad alle husejere om at sløjfe køkkenvinduet, hvis det viste sig at de fleste indbrud i huse fandt sted ad den vej. Men fordi software er immateriel og tilsyneladende let at modificere, kommer det let til at se ud som om softwarefejl ikke er “noget særligt” og at det er let at udbedre fejlene. Ingen af delene passer desværre. Den gamle illusion om software som en “nødvendig bagatel” lever videre.

Måske kan dette seneste problem med software være med til at sætte fokus på det, man kalder interoperabilitet (dvs. om og hvordan forskellige komponenter er i stand til at kommunikere med hinanden) og på problemer med programmeringssprogs understøttelse af dette. For det er jo egentlig det, der er problemet her. På den ene side er der en uønsket interoperabilitet, så komponenter, der ikke må kommunikere med hinanden, bliver i stand til det. På den anden side er Java jo også et programmeringssprog, der er tilstræbt platformsuafhængigt (det er også en slags interoperabilitet), så problemet kommer derfor til at findes på mange forskellige platforme.

Hele udfordringen med interoperabilitet er fokus for et nyt forskernetværk om behavioural types, som jeg er med i som den eneste fra Aalborg Universitet (det er et emne, der ikke er hip på mit institut) og jeg er med til at lave en workshop om selvsamme emne, der finder sted i Rom om et par uger. Den enes død, den andens brød…

Vi bestemmer selv hvornår vi vil slås

Digital StillCamera

I dag er det 30 år siden, politiet stormede ejendommen Allotria i København, som havde været holdt besat af en gruppe bz’ere (hvis nogen kan huske den betegnelse) og var blevet brugt som kollektiv og spillested – blot for at politiet dén dag, den 11. januar 1982, opdagede, at bz-aktivisterne havde gravet en tunnel som de var flygtet gennem. “Vi bestemmer selv hvornår vi vil slås” stod der på et banner, der var blevet efterladt. Også mange mennesker, der ikke sympatiserede med bz’erne, syntes at dette var et genialt træk. Selv om aktivisterne mistede det hus, de ville have, var Allotria måske bz-bevægelsens finest hour. Sidenhen kom der vold og hærværk fra bz’ernes side og voldsom fremfærd fra politiets side – alt i alt en uskøn opvisning af det, jeg andre gange har kaldt for “afmagtens magt”.

I dag kan jeg også læse, at en gruppe på omkring 200 palæstinensiske aktivister laver en lejr i et område på den besatte Vestbred, som israelske bosættere hævder er deres. Hvis denne protest kan holdes på det fredelige plan, er også den intet mindre end en genial idé.

Der er en lang og interessant artikel i New Statesman om den amerikanske samfundsforsker og aktivist Gene Sharp, der er en af de fremtrædende tænkere bag ideen om ikke-voldelig modstand. Sharp, der i dag er 85, var militærnægter – ikke bare “civil værnepligtig”, men totalnægter – og fik dengang opbakning fra selveste Albert Einstein. Senere stiftede Sharp Albert Einstein Institute. Det paradoksale er at den pacifistisk indstillede Gene Sharp har fået økonomisk støtte af bl.a. det amerikanske militær. Nogle vil da også hævde, at USA har ladet sig inspirere af Gene Sharps ideer til at lave “bløde kup” i bl.a. Ukraine og Georgien. Om det er rigtigt, ved jeg ikke.

Ideen om den ikke-voldelige modstand er meget stærkere, end man skulle tro. Ikke-voldelig modstand er ikke “indbygget god”; hvis de racistiske butiksejere i en by nægter at sælge varer til medlemmer af et etnisk mindretal, er det jo også en form for ikke-voldelig modstand. Men i hænderne på en folkelig modstandsbevægelse er det muligt at opnå noget stort. Husk på hvordan Gandhis modstand mod det britiske koloniherredømme gav Indien og Pakistan deres selvstændighed, hvordan Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse begyndte opgøret med den mere eller mindre formaliserede apartheid, der fandtes i USA – eller i nyere tid, hvordan protesterne i det daværende DDR også var med til at få Berlinmuren væltet. Også protesterne i Tunesien og Egypten har i høj grad været fredelige protester.

Her er et mindre dramatisk, men lige så genialt eksempel fra artiklen i New Statesman:

When in 2011 a library in Milton Keynes was threatened with closure because of budget cuts, local people joined forces to withdraw every single book there, leaving the shelves bare: they opposed the planned closure by showing that they did use the library.

Det er måske også derfor, ikke-voldelig modstand er så vanskelig: Det er nemt at være aggressiv og bruge vold, men det kræver stor omtanke og kreativitet at vælge den anden vej. Hvor tit har nogen spontant udbrudt “Det var dog genialt fundet på!” om en voldshandling?

Det tager tid

cram

Da jeg studerede, havde en af mine studiekammerater et lille arsenal af fluorescerende penne, som han brugte til at markere tekst med. Vi andre plejede at spøge med at han kunne læse sine bøger i mørke – for han markerede meget rundt omkring. Siden har jeg som underviser set at der stadig er godt salg i overstregningspenne.

Selv har jeg aldrig brugt dem – jeg har altid syntes at det var synd at skrive noget i en dyr bog som aldrig ville kunne fjernes igen. Og det har i øvrigt aldrig hjulpet på min forståelse at strege i en tekst.

Hvad kan man ellers gøre for at lære sig indholdet af en tekst? Jeg ved fra studerende, at der også er andre udbredte strategier.

Det var nogle gode forelæsninger, men jeg har valgt at lade være med at læse stoffet. Det venter jeg med indtil jeg skal læse til eksamen.

Sådan skrev en studerende i en skriftlig evaluering af et kursus, jeg holdt for år tilbage. Han dumpede forresten senere til eksamen. Mange andre bestod, men jeg kunne senere opdage at de lykkeligt (?) havde glemt det meste af det grundlæggende stof, som kurset omhandlede. Det var jo ikke meningen. Selvfølgelig har jeg også glemt en hel del i årenes løb – jeg vil ikke ligefrem hævde at f.eks. Sylows sætninger sidder på rygraden længere.

Men man må da kunne øge halveringstiden af viden. Jeg har inden for de seneste 10 år forsøgt at lave en meget mere struktureret kursusundervisning med regelmæssige afleveringer og en form for forpligtende peer review. Min klare oplevelse er at det virker. Men nogle studerende har protesteret mod denne strategi. Deres begrundelse har været at de ikke er skolebørn og selv kan vurdere hvornår de vil lære stoffet og hvordan. Typisk har de helst villet vente med at læse stoffet til sidst. Men virker det så?

Fem uddannelsesforskere fra USA undersøger i en ny, grundig oversigtsartikel i Psychological Science in the Public Interest 10 udbredte læringsteknikker. Deres artikel er en sammenfattende analyse af et stort antal undersøgelser, der er lavet inden for området, og konklusionerne er interessante.

Det interessante er at nogle af de meget udbredte teknikker er direkte dårlige. Hvad med de fluorescerende penne? Er brugen af dem en god læringsteknik? Nej. Her er problemet at man skal gøre sig klart hvad det er vigtigt at markere, og da er man allerede godt i gang med at lære.

On the basis of the available evidence, we rate highlighting and underlining as having low utility. In most situations that have been examined and with most participants, highlighting does little to boost performance. It may help when students have the knowledge needed to highlight more effectively, or when texts are difficult, but it may actually hurt performance on higher-level tasks that require inference making.

Men også ideen med intensiv læsning lige op til eksamen er en dårlig teknik til læring. Forfatterne skriver:

To-be-learned material is often encountered on more than one occasion, such as when students review their notes and then later use flashcards to restudy the materials, or when a topic is covered in class and then later studied in a textbook. Even so, students mass much of their study prior to tests and believe that this popular cramming strategy is effective. Although cramming is better than not studying at all in the short term, given the same amount of time for study, would students be better off spreading out their study of content? The answer to this question is a resounding “yes.” The term distributed-practice effect refers to the finding that distributing learning over time (either within a single study session or across sessions) typically benefits long-term retention more than does massing learning opportunities back-to-back or in relatively close succession.

Med andre ord: Det er klart bedre at man spreder læringen ud over tid. Min egen uvidenskabeligt baserede fornemmelse har altid været, at de studerende der har fulgt undervisningen undervejs og deltaget i øvelserne altid i langt højere grad har klaret sig godt, end dem der lod stå til gennem semesteret. Det er interessant (og ikke overraskende for mig) at se, at forskningen underbygger denne fornemmelse.

De fleste ved allerede godt, at det forholder sig sådan for fysisk træning. Man kan måske godt gennemføre et langdistanceløb selv om man først begynder at træne i ugen op til løbet, men man kommer ikke i bedre form på længere sigt af det, og nogen god løber bliver man ikke. Jeg håber, at det en dag vil lykkes mig at få alle til at forstå at det også er sådan for mental træning.

 

Skrift og tale

skriftligeksamen

I de seneste dage har jeg siddet med et større antal besvarelser fra skriftlig eksamen i et kursus, jeg har holdt. Indtil for få år siden havde jeg aldrig holdt skriftlig eksamen, men i dag er det blevet praksis for mig, når jeg er kursusholder. Det er i høj grad et logistisk spørgsmål, at det er endt sådan.

Vi har efterhånden temmelig store hold på datalogiuddannelserne, så en mundtlig eksamen for hele holdet vil nemt kunne tage op mod 8 dage. På Aarhus Universitet har man nu i nogle år holdt parallelle eksamensforløb, så to forskellige eksaminatorer holdt eksamen samtidig. Det er voldsomt krævende, og det betyder også, at halvdelen af de studerende møder en eksaminator, der ikke har undervist dem – og denne eksaminator møder et stort antal “ukendte” studerende. Og så er det under alle omstændigheder hårdt at holde mundtlig eksamen over et større antal dage; man skal være på mærkerne hele tiden og pauserne er minimale i løbet af en dag. Derfor er skriftlig eksamen tillokkende; her er forarbejdet det mest krævende, men man kan gå i gang med dette i god tid inden eksamensperioden og dertil tilrettelægge bedømmelsen, så det bliver forholdsvis overskueligt at rette et stort antal opgaver. Og så tæller det også, at man kan sidde i fred og ro på sit kontor (eller derhjemme) med en god kop te og holde pause i retteprocessen, hvis man vil.

Men mundtlig eksamen har også sine store fordele. For det første er godt at mødes med de studerende til sidst og tale om faget. For det andet er det meget mere oplagt, hvordan man kan foretage en formativ evaluering. Til enhver eksamen bør man nemlig ikke bare give eksaminanden et tal, men også give både en begrundelse for tallet og et råd om hvad den studerende bør arbejde på at forbedre (rådet kan selvfølgelig også være “Bliv ved med at gøre det, du gør”).

Det er forholdsvis nemt i forlængelse af en mundtlig eksamen at forklare den enkelte studerende hvad hans/hendes svage sider har været og komme med gode råd. Det er straks mindre oplagt, hvordan dette bedst skal gøres til en skriftlig eksamen. Lige nu er det en udfordring for mig at finde ud af hvordan det bedst kan gøres.

Til alle de skriftlige eksaminer, jeg har afholdt, er der et fænomen, som fortjener en fælles kommentar i en formativ evaluering, nemlig hvad jeg vil kalde “en fælles selvmordspagt”. Man opdager, hvordan et større antal studerende begår præcis den samme misforståelse på samme sted i deres besvarelse, og typisk er det en misforståelse, man som kursusholder aldrig havde forudset.

En mulighed ved formativ evaluering er derfor at lave en fælles tilbagemelding til holdet om de besvarelser, der kom ind, og måske kombinere den med et oversigtsskema, der forklarer hvor godt den enkelte studerende opfylder bestemte aspekter af læringsmålene.

Jeg afholder en meget traditionel skriftlig eksamen, hvor de studerende skal udfylde fortrykte ark ved brug af blyant eller (for dem, der ikke er i tvivl om hvad de vil skrive) kuglepen. De muligheder, der er for at anvende computer, er jeg selv lidt skeptisk over for. Nogle studerende drømmer om at kunne have mange hjælpemidler med til eksamen, men det interessante er at eksamen bliver sværere, jo flere hjælpemidler, der er tilladt. Det, der skal undersøges, er nemlig hvor godt den studerende opfylder læringsmålene “i sig selv”. Sidste år skrev Bo Beier Thorup, der er gymnasielektor, en kronik om faren ved hjælpemidlerne. Han skrev

Siden gymnasierne i form af stx, hhx og htx tillod eleverne at medbringe deres egne bærbare computere, har det i praksis været umuligt at bremse opfindsomme elevers muligheder for enten at hjælpe hinanden eller at benytte sig af ekstern hjælp i form af oversættelsesmaskiner og elektronisk kommunikation.

Helt så nervøs er jeg måske ikke selv, men det er værd at bide mærke i. Man skal tænke nøje over hvorfor hjælpemidler er hjælpemidler og for hvem.

Interview

old49

Jeg satte mig ned og lavede et interview med denne blogs forfatter, der stadig var på internat med sit institut. Det kom måske ikke så meget bag på mig, hvad han sagde, men jeg skrev det ned alligevel.

Det er i dag, du bliver 49, Hans. Tillykke med dét.

Tak.

Er du glad for at leve?

Jeg holder af min familie – min kone, min datter og også de andre, der “bare” er slægtninge – og jeg har også været så heldig at have en masse gode oplevelser i andre sammenhænge. Der har også været store sorger og skuffelser, men sådan er det vel, når man er 49. Det er tit inspirerende at være i live. Så ja, jeg er som regel glad for at leve.

Hvordan har du det med at blive ældre?

Det er underligt, for inderst inde følger sindet ikke helt med. Jeg tænker på en anden måde, end da jeg var 25 – der er en masse erfaringer, jeg har fået. Men der er noget andet, der måske aldrig bliver ældre. Jeg er jo også fortsættelsen af ham, der engang var 25. Det er erfaringerne, der gør forskellen.

Hvad er det for nogle erfaringer?

Det er svært at opsummere, sikkert umuligt. Meget af det “sidder i mig”, og andre kan se sider af mig, som jeg selv er afskåret fra at se. Jeg har efterhånden opdaget, at det langt fra altid går så galt som jeg har frygtet (det gælder bl.a. de gange hvor jeg har været syg), og at der findes forhold i tilværelsen, som jeg kan påvirke og andre forhold, som jeg ikke vil kunne påvirke. Derfor er jeg på nogle måder mere rolig nu. Og jeg har lært en masse om hvor vigtigt det er at formulere sig præcist, og hvad præcision egentlig er. Man skal kunne udtrykke sig, så Den Anden kan forstå, hvad man vil sige, for telepati findes ikke. Den erkendelse er for mit vedkommende vel en konsekvens af bl.a. min karriere i den matematisk orienterede ende af datalogi – og de udfordringer der er i undervisningen på et universitet. Jeg har også lært en masse af at blive forælder og være ægtemand – og af at være med i andre sammenhænge (her tænker jeg især på Amnesty International). Men jeg er ikke færdig med at lære. Og der er sikkert altid noget, jeg aldrig bliver helt tilfreds med. Jeg mærker tit en følelse af at der er meget, der ikke er som det burde være og som bør forandres. Nu kom jeg f.eks. igen til at tænke på alle menneskerettighedskrænkelserne og ulighederne derude.

Uanset min alder og det jeg har erfaret, har jeg stadig en grundlæggende fornemmelse af at verden er åben. På den ene side er det en god fornemmelse, for det betyder at jeg stadig ikke helt har glemt at der er mere, der skal læres og mere der skal opleves. Jeg er vel en nysgerrig sjæl. På den anden side det er også en illusion, at verden er åben, og illusionen er endnu mere en illusion når man er niogfyrre. Efterhånden er jeg bevidst om at jeg med meget stor sandsynlighed har levet over halvdelen af mit liv og at det efterhånden vil gå ned ad bakke. Der kommer en dag, hvor jeg skal dø.

Hvordan har du det med at dø?

Jeg kan stadig ikke forlige mig med det. Jeg ville gerne kunne se, hvad der er om det næste hjørne.  Og jeg er egentlig også bange for selve det øjeblik, hvor jeg skal dø. Er jeg klar til det? Går jeg mon i panik? Det bliver underligt, når hele mit system lukker ned. Det ville være nemmest hvis det skete mens jeg sov.

Tror du på en gud, Hans?

Nej, det må jeg indrømme at jeg er så meget tvivler efterhånden, at svaret må blive nej.  Enten er jeg agnostiker eller ikke-praktiserende ateist. Eller også er jeg bare bange for helt at slippe taget i det sidste, forgæves håb. Nogle gange tænker jeg på troen på en gud som glæden ved at have en bamse. Det er bamsens ejer, der tillægger bamsen alle de gode egenskaber og finder trøst med den. Bamsen siger ikke noget og gør ikke noget. Den har kære øjne og smiler, men bamsens øjne og smil er lavet af et menneske. (Jeg holder faktisk meget af bamser!)

Jeg har det underligt med at lyde så forbeholden. Er det her noget du spørger om, fordi du har fået at vide, at jeg er bange for at dø?

Ja og nej. Jeg ved at mange religiøse mennesker ikke er bange for at dø. Men jeg ved også, at mange mennesker, der ikke er religiøse, heller ikke er bange for at dø. Det er mest alle tvivlerne, der har problemerne.

Sådan en som mig?

Måske. Hvordan havde du det den 8. januar 1913?

Det er et mærkeligt spørgsmål. Jeg var jo slet ikke født. Egentlig giver det ingen mening at spørge.

Var det ikke underligt for dig dengang, da du endnu ikke eksisterede?

Nej. Spørgsmålet giver slet ikke mening. Et menneske, der ikke findes, kan ikke være ked af det.

Hvordan tror du, du har det den 8. januar 2113?

Til den tid er jeg for længst død. Og fordi jeg igen ikke eksisterer, giver spørgsmålet heller ingen mening denne gang. Eller rettere: jeg har det nok præcis som jeg havde det 200 år tidligere. Eller rettere: der var ikke et “jeg”, der er det samme som det “jeg”, der svarer på dit spørgsmål.

Men hvad er det så der er så trist ved at du skal dø?

Jeg tror, det er uvisheden (selv om det jo er underligt at være uvis om noget, der ikke er grund til at være uvis om). Måske er det selve det uvisse håb om et efterliv, der får os til at frygte døden – og det gælder også for mig, der er så stærk i tvivlen efterhånden. Men det er også uafvendeligheden. Vi kan flytte, vi kan blive skilt, vi kan sige vores job op (hvis vi har ét). Vi kan påvirke andre menneskers tilværelse og påvirke samfundet (hvis vi vil). Men der er noget, vi aldrig kan påvirke – og det er netop døden. Den kommer hvad end der sker. Vi skal alle dø engang. Måske er trøsten at vi allerede tidligere har prøvet ikke at eksistere. Jeg vil helst ikke sige at tilværelsen er en cyklus – for det der med reinkarnation er bare endnu en idé om et “efterliv”.

Hvordan vil du tilbringe i dag, den 8. januar 2013?

Jeg kommer hjem fra institutseminaret ikke alt for sent på eftermiddagen. I dagens anledning vil jeg ikke rette eksamensopgaver eller læse i de projektrapporter, jeg skal holde eksamen om. I stedet vil jeg befinde mig i familiens skød, hvor jeg bl.a. tage mig af den sidste overlevende pose pebernødder. Og jeg vil minde mig selv om at jeg stadig lever  og at jeg faktisk er meget privilegeret.

Skagen

I dag og i morgen er jeg med Institut for datalogi til institutseminar i Skagen. Mange af os deltog i udflugten til Grenen og Den Tilsandede Kirke. Dette er første gang, jeg er i Skagen om vinteren – og Grenen er stadig interessant, samtidig endnu mere vindomsust. Der var mange spændende huer at se.

Det hårde og det fine

man-16-jan-12-de-unges-top-20

Min datter er kun 11 år, og hun snakker allerede om at hun vil i gymnasiet. Jeg har mumlet lidt om at det da kunne være hun endte med at få lyst til noget andet, når den tid kom, men nej. Omvendt er jeg vel heller ikke utilfreds, hvis hun ender med at ville gå i gymnasiet.

Dennis Nørmark, der er antropolog og forfatter, har en interessant, men ikke helt uproblematisk kronik i Information i dag. Hans påstand er at den “kulturelle overklasse” foragter arbejderklassen, og han regner sig selv med i denne overklasse.

Når min søn peger på brandmanden og udtrykker, at netop dét job er hans største karriereønske, tænker jeg som alle andre med en lang uddannelse bag mig: Det går forhåbentlig over. Og jeg er næppe den eneste.

For skønt jeg naturligvis betragter brandmandens erhverv som vigtigt, vil jeg og min klasse sandsynligvis opfatte det som noget med langt mindre værdi.

Det er for så vidt ærligt skrevet. Men det virker unægtelig som om Dennis Nørmarks ærinde snarere er at kritisere den “kreative klasse” end at fremhæve kvaliteten ved det arbejde, man udfører i arbejderklassen eller at tale for arbejdernes rettigheder. På denne måde træder kronikken ind i en populistisk og primært højreorienteret tradition for kritik af en “elite”, der (hævdes det) påstår at være progressiv, men faktisk foragter “almindelige mennesker”. Ironisk nok kommer en sådan kritik ofte fra debattører, der selv er indflydelsesrige.

I Danmark er ordet ’lavtlønsjob’ i en politikers mund automatisk et ord, der skal fremkalde bekymring og afkræve handling, så dette fænomen på en måde kan begrænses. Men sandheden er jo, at der findes job, der kræver et meget lille omfang af konkrete tillærte evner, hvor arbejdstageren ikke kommer med nogen særlig eksklusiv kompetence, som er ret meget værd, og hvor det output, der produceres, heller ikke ligefrem er nogen guldgrube. Sådanne job belønnes lavt, men det kunne jo sagtens være, at jobbet alligevel havde arbejdstagerens interesse, eller – endnu mere mærkværdigt – at arbejdstageren, modsat normen i den dominerende samfundsklasse, ikke knyttede sin identitet til sit arbejde.

Men problemet ved lavtlønsarbejde er ikke arbejdets karakter, men netop at lønnen for dette arbejde er lav. Og er output fra ufaglært arbejde ikke en guldgrube for andre end arbejderen? De ufaglærte, der betjener kasserne i Dansk Supermarkeds butikker og selvsamme virksomheds lagre, er vel i høj grad blandt de personer, der har skabt Dansk Supermarkeds formue. Jeg ser ikke nogen bemærkninger i Dennis Nørmarks kronik om at ufaglærte arbejdere skal have en ordentlig løn.

Der er et andet problem med nogle slags ufaglært arbejde, nemlig at det er fysisk nedslidende eller slider på sjælen. Jeg kan ikke fortænke en slagteriarbejder i at have ambitioner om at hans/hendes børn ikke skal møde på arbejde klokken 5 om morgenen. Men jeg ser heller ikke nogen bemærkninger i Dennis Nørmarks kronik om arbejdsmiljø.

Det er nemlig også uklart for mig, hvilken prestige især ufaglærte arbejdere selv føler, deres arbejde har. Hvor mange undersøgelser, der er lavet om dette, ved jeg ikke. Tabellen ovenfor viser en rundspørge foretaget af Ugebrever A4 blandt mere end 2000 unge danskere. Til min egen tilfredshed kan jeg bemærke, at universitetslektorer har højere prestige end skuespillere og sangere. (Professorer figurerer til gengæld ikke.) Mere interessant er det dog at brandmænd, eller Falck-reddere, som det hedder her, også er i top 20. Så Dennis Nørmark skal nok ikke være så ked af at hans søn drømmer om en sådan karriere.

Min påstand er at hvis lønnen og arbejdsforholdene blev bedre for det vigtige, ufaglærte arbejde, Dennis Nørmark kalder for lavtlønsjobs, ville det formodentlig kunne ændre på disse jobfunktioners prestige både hos andre og hos den arbejdende selv.

Måske elsker skraldemanden ikke sit job, men bygger drager i den fritid, som den dominerende klasse ofte udfylder med endnu mere arbejde. Det gør ham bare ikke til et offer.

Det lyder umiddelbart poetisk; skraldemanden, der bygger drager, er et interessant billede. Men ovenstående kan faktisk lige så godt læses om at alle skal acceptere deres plads i samfundet og lære at leve med et job, de ikke elsker.