På alle hylder

Tænk på hvor mange film, der handler om at vælge og om angsten for at have valgt forkert. Eller tænk på hvor tit du har skiftet telefonabonnement eller (hvis du er tilhører den gruppe i befolkningen) har overvejet at omlægge dit boliglån. Eller tænk på andre sammenhænge, hvor du skulle “vælge rigtigt” og dermed blev bedt om at finde ud af hvad ordet “rigtig” egentlig betød.

Valgfriheden bliver ofte fremhævet som en kvalitet i sig selv. Danmarks mest populære parti Venstre taler gerne om valgfrihed som en kvalitet i sig selv – se deres omtale af medieforliget, deres holdning til konflikten om Vejlegården, deres holdning til bundfældningstanke, deres holdning til familien, deres holdning til dokumentstandarder, deres holdning til hjemmehjælp osv.

Men er valgfrihed en kvalitet i sig selv? Meget ofte opdager jeg, at valgmulighederne snarere ender med at skabe en følelse af frustration, netop fordi det er så svært at finde ud af hvad det vil sige at “vælge rigtigt”. Her er et lille foredrag med den slovenske filosof Renata Salecl – og hun var faktisk engang gift med Slavoj Žižek.

Nej til fjumreår og cafépenge!

fjuma

Jeg har en tilståelse: Jeg begyndte på universitetet samme år som jeg blev færdig med studentereksamen. Nogle af mine kammerater fra gymnasiet brugte et år på noget andet; nogle aftjente deres værnepligt, andre tog småjobs. De, der ville i gang med en videregående uddannelse, kom under alle omstændigheder i gang inden for et år eller højst to. Hvis jeg trak tiden ud, var det først til sidst. Jeg overskred den normerede studietid med næsten et semester.

En pause mellem ungdomsuddannelsen og studiet er hverken et problem eller det modsatte. Men jeg bryder mig ikke hverken om ordet “fjumreår” eller om den diskussion, der ligger bag.

Først er der selve ordet. Christian Kock, der er professor i retorik ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, siger til Ritzau:

– Det er problematisk, at den politiske meningsdannelse skal ske på grundlag af plusord og minusord og ikke på grundlag af argumenter, siger han.

– Befolkningen skal i stedet kunne tage stilling på baggrund af argumenter og ikke bare ud fra de farvede ord.

Regeringen vil til foråret fremlægge en omfattende reform af SU-systemet, og derfor skal vi forvente at høre både “fjumreår” og “cafépenge” igen og igen den kommende tid, mener professoren.

– Det er nogle ord, som har en holdning til sagen indstøbt. Det ligger i ordet, at det er useriøst. Så når du i en undersøgelse spørger folk, om man bør skal have lov til at have et fjumreår, så er det jo med til at pakke kortene.

“Sabbatår” er heller ikke noget særlig godt ord, synes jeg. På engelsk taler man om gap year, men heller ikke dét er helt godt, for der er ikke nødvendigvis tale om et år, der udgør en kløft. Måske kunne man på dansk tale om et mellemår. Vil nogen her sørge for at indføre det ord?

Og så er der selve den rolle, et eller flere mellemår kan spille. Mellemår kan være gode for den, der er i tvivl om hvad han/hun vil være. Og de kan være en god lejlighed til at opleve noget andet end tilværelsen som uddannelsessøgende. Endelig er der undersøgelser, der tyder på at mellemårene kan mindske problemet med frafald.

Men der er mindst to ting ved mellemårene, der bekymrer mig.

Den ene er at de ikke som sådan udgør en strategi. Det kan man derimod sige om både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser – de har en strategi. Hvis man gerne vil videre fra mellemåret/mellemårene, er man nødt til at have et mål om at ville videre og lægge en plan. Man kan vente meget længe og meget forgæves på at åbenbaringen om Det Rette Uddannelsesvalg indfinder sig. Jeg ville hellere have at man fra politikernes side gjorde mere for at fremme, at de der tog mellemår, fik en strategi for at komme videre end at man forhindrede, at unge mennesker tog sig et mellemår. En sådan strategi kunne måske også gøre noget for at udbedre det henfald i kvalifikationer, der ofte sker, når man har været væk fra uddannelsessystemet i et stykke tid.

Den anden ting, der bekymrer mig, er at mellemårene faktisk bliver udtryk for samme indstilling som den, politikerne fører i marken: at der er en tid til at udfolde sig og blive hele mennesker (det er mellemårenes opgave) og en anden tid til at være seriøs (og det er så resten af livet, herunder studietiden). Jeg havde selv ingen mellemår, men jeg fik også tid til andet, mens jeg studerede. Der er noget beroligende ved at opdage at mange af de studerende, jeg underviser, både kan tage studiet alvorligt og kan engagere sig i andre af livets forhold også – sport, foreningsliv, aktivisme, musik, at stifte familie… Jeg ville hellere have, at man fra politikernes side gjorde mere for at sikre, at studerende fik tiden og resurserne til at blive hele mennesker undervejs. Også dét ville kunne være med til at give den modenhed, der ofte tales om som begrundelse for mellemårene.

Den lille mands kamp

112312_Walmart5_DNGMA

Jeg har tidligere skrevet om the working poor, der er en samfundklasse i USA af mennesker, der arbejder, så meget de kan men samtidig ikke kan forsørge sig selv. En artikel af Martin Burcharth i Information giver et indblik i hvad det er for arbejdsforhold, der skaber denne klasse af fattige mennesker.

Pamela er én af 50.000 ansatte i New Yorks fastfood-restauranter som McDonald’s, Burger King, Wendy’s, Domino’s og Taco Bell, der får en så lav løn, at mange af dem må supplere deres indkomst med gratis madkuponer, kontanthjælp fra kommunen eller søge husly i herberger for hjemløse.

»Jeg begyndte at arbejde i McDonald’s, da jeg var 16. I dag er jeg på Burger King og får stadig en minimumsløn på 7,25 dollar i timen. De lader mig ikke engang arbejde de normale 40 timer om ugen. Gennemsnitligt ligger min arbejdstid på 20-25 timer,« fortæller den unge kvinde.

En mindsteløn fastsat ved lov kan ikke forhindre dette. De fleste ansatte ved McDonalds kan ikke komme til at arbejde på fuld tid, fordi McDonalds ikke vil gå med til det. De kan heller ikke gå op i løn, efterhånden som de får øget anciennitet og erfaring. Hvorfor er dette muligt? Fordi der ikke er nogen overenskomst. Hvis der havde været en overenskomst ville den nemlig regulere forhold om arbejdstid og lønudvikling.

Pamela og 200 andre af hendes kolleger deltog for nylig i en demonstration mod McDonalds, hvor kravet var at få lønforhøjelse til 15 dollar i timen. Det er stadig et særsyn i USA, men der er faktisk også en bevægelse i gang blandt arbejdere for at ændre forholdene i en anden sektor, der beskæftiger mange ufaglærte og working poor blandt amerikanerne, nemlig giganten Wal-Mart. Wal-Mart er gennem sin lønpolitik med til at skabe the working poor:

I september offentliggjorde marketingfirmaet IBISWorld et chokerende resultat af en undersøgelse af lønforhold i Walmarts varehuse. En almindelig arbejder tjener i gennemsnit 8,80 dollar i timen, hvilket svarer til en årsindkomst på 15.500 dollar. Det er langt under fattigdomsgrænsen på 23.000 dollar for en familie på fire.

I Danmark har arbejdskampe som den, Pamela er med i, fået et dårligt ry, og Danmarks mest populære parti vil gøre det langt sværere at føre arbejdskamp. Men den individuelle løsning, nemlig at den enkelte ansatte skal “tage diskussionen med sin chef” hvis han/hun er utilfreds er udtryk for en tiltro til egne forhandlingsevner og til chefens velvilje, der ikke er realistisk. Det er ikke arbejdsgiveren, der fører “den lille mands kamp”. Og det ironiske er dels, at et forbud mod arbejdskampe meget vel kan føre til at der bliver flere uregelmæssige arbejdskampe som dem, vi nu ser i USA, dels at dårlige forhold for arbejderne nemt vil kunne ende med at belaste det offentlige system i højere grad. The working poor i USA er nemlig afhængig af private hjælpeorganisationer og de muligheder for bistandshjælp, der faktisk findes.

Det hellige og det knuste

Halleluja

Tænk at man kan skrive en hel bog om én sang. Det er sket nu. Alan Light har udgivet bogen The Holy and The Broken om Leonard Cohens sang “Hallelujah”. Det er en sang, jeg selv har flere minder om. “Hallelujah” er en sang, jeg har holdt meget af, men desværre er den også en af de fremragende sange, der er blevet “elsket ihjel” af utallige fortolkere. På den måde indgår “Hallelujah” i en tvivlsom kanon sammen med f.eks. “Imagine”, “Yesterday”, “Everybody Hurts”, “Blowing In The Wind” og en del andre sange, der spilles i tide og utide, fordi de har en umiddelbar appel til følelserne. At sangene så også er meget mere end dét, har de fleste glemt – og fans af Cohen, Lennon, Beatles, R.E.M. og lignende musikalske institutioner ender med at undgå dem.

Mit første møde med “Hallelujah” var John Cales udgave af sangen fra Cohen-hyldestalbummet I’m Your Fan, der udkom i 1991. Det var og er en enkel og smuk udgave af sangen, drevet støt frem af John Cales solide klaverspil og modne, malmfulde vokal. Fire år senere var jeg til Roskilde-festivalen og var her til Jeff Buckleys koncert. Den var en stor oplevelse (først senere gik det op for mig hvor legendarisk denne koncert faktisk var), og jeg hæftede mig især ved Buckleys udgave af netop “Hallelujah” – en helt anderledes langsom og sjælfuld udgave. Jeg købte albummet Grace og i lang tid var dette dét nummer på Jeff Buckleys i øvrigt særdeles høreværdige debut, som jeg vendte tilbage til. Det blev også et af min kones yndlingsnumre. Hun købte Cohens live-album, og dér var sangen også – men med en anden tekst og (syntes vi vel begge) ikke helt så overbevisende fremført. Jeff Buckley druknede, og vi hørte pludselig sangen på en anden måde.

Så kom der en dansk hyldestkoncert til Leonard Cohen, hvor Hanne Boel efter sigende gjorde alt hvad hun kunne for at krukke den stakkels sang ihjel (sådan som Hanne Boel gør med alt hvad hun prøver at synge). Og langsomt, umærkeligt sneg sangen sig ind i repertoiret hos X Faktor-aspiranter. Da var det, det gik op for mig: “Hallelujah” er ved at blive “elsket ihjel”. Først græmmede jeg mig, når jeg hørte andres udgaver af “Hallelujah”, senere begyndte jeg helt regulært at logge mentalt ud.

Senest hørte jeg sangen fra Leonard Cohen selv, da han gav koncert i Aalborg i august 2012 – og det var helt i tråd med resten af koncerten en god oplevelse. Det er nemlig ikke “Hallelujah” selv, der er noget galt med. Det lader også til at være kommet bag på Cohen, at netop denne sang fik sit eget, overraskende liv.

Hele historien om “Hallelujah” er at finde i Alan Lights bog, som anmeldes af Klaus Wivel i Weekendavisen i denne uge. Jeg kan af artiklen se, at jeg ikke er den eneste, der opdagede sangen via John Cales fremragende udgave. Faktisk købte jeg først Various Positions, der er det album, hvorpå sangen findes, som del af bokssættet med Cohens samlede studiealbums, efter at jeg havde været til koncert med ham sidste år (mange af de andre albums havde jeg allerede).

 

Godt nytår!

2013Jeg har stadig ikke fundet ud af om man skal ønske godt nytår før eller efter nytår, og det har de fleste andre mennesker vist heller ikke. Men her kommer det:

Godt nytår til alle denne blogs læsere!

Der er stadig masser at tænke over og sikkert også stadig noget at skrive om. I morgen begynder arbejdsdagen igen.