Træning til Armageddon

worldwarz

Jeg opdagede i dag, at der er en ny katastrofefilm på trapperne; Brad Pitt spiller hovedrollen og filmen hedder World War Z. Denne gang er det en uhelbredelig sygdom, der gør det af med en masse mennesker, men forvandler mange af resten til en slags zombier. Den tyske instruktør Roland Emmerich har allerede ladet Jorden gå under en tre-fire gange (i Independence Day, i Godzilla, i The Day After Tomorrow og senest i 2012) og denne film kunne godt ligne endnu en omgang Dommedag fra Emmerich – men World War Z er nu lavet af en tysk-schweizisk instruktør ved navn Marc Forster, der også har lavet lidt mindre “kulørte” film som Monster’s Ball og Finding Neverland. Det, der først interesserede mig ved World War Z er at den skal foregå i USA, men faktisk til dels er filmet i Skotland (Glasgow illuderer Philadelphia; på billedet ser man hvordan).

World War Z er baseret på en roman af samme navn fra 2006 af den amerikanske forfatter Max Brooks (der forresten er søn af Mel Brooks og Anne Bancroft).

Men det rigtig interessante er og bliver hvorfor i alverden der bliver ved med at komme film om Jordens undergang. Det er jo lidt underligt at gå i biografen og se en film, hvis præmis er at alle dem, der ser filmen, starter med at dø.

Slavoj Žižek skrev i 2010 en bog, Living In The End Times, der handler netop om at leve i “de sidste tider”. Her mener den slovenske filosof ikke at vi bliver angrebet af en altudslettende sygdom, men at den globale kapitalistiske økonomi står over for en kollaps. Hans provokerende, men også meget interessante påstand er at samfundet forholder sig til dette ud fra en sorgbearbejdning med samme stadier som den, et døende menneske gennemgår. Det har den schweiziske psykolog Elisabeth Kübler-Ross en berømt teori om, og ifølge den er der fem stadier (her citeret fra Den Store Danske): fornægtelse, vrede, købslåen, depression og accept.

Det er også interessant, at der er film i helt andre genrer, der tilsyneladende er del af en slags ritual. Min datter på 11 ser en hel masse amerikanske tv-serier, hvor hovedpersonerne er teenagere – og disse halvtimes-episoder er propfyldt med dåselatter, der skal skjule at der faktisk er ikke ret meget morsomt ved dem. Men seriernes forventede publikum er ikke teenagere, men børn, der engang vil blive teenagere. På denne måde har Hannah Montana og lignede episke genistreger en tiltænkt forberedende effekt.

Måske er det også derfor, katastrofefilmene findes og ser ud som de gør? De fungerer som led i en slags mental forberedelse på at vores system en dag går under. I USA er der en sådan mental forberedelse, der er blevet tydeligere i de seneste årtier, nemlig den såkaldte survivalism. I en dialog med læsere i The Washington Post svarer Max Brooks sådan i 2008:

[Læser:] Anyway, my question is: how has being an American (presuming you are) influenced your perspective on zombies? Or, put another way, what is it about zombies that resonates so strongly with Americans (“Sean of the Dead”, excepted of course)?

 

[Max Brooks:] First, I think the survival element is VERY strong in American culture. We are a nation of individualists. We believe with the right tools and talent that we can survive anything. And sometimes that’s right, but not always.

Skal jeg se World War Z? Jeg ved ikke rigtig. Jeg vil hellere til Skotland igen en tur. Forhåbentlig har de fjernet de gule taxier og de grønne gadeskilte igen.

Farvel, Stephane Hessel

StephaneHessel

I går mistede vi den tysk-franske forfatter Stéphane Hessel. Jeg har tidligere, tilbage i 2011, skrevet om ham her. Hans lille bog Gør oprør var for mig en af de mest interessante bøger dét år, båret som den var af en social indignation, vi ser alt for lidt af i disse tider. Hessel blev 95 år, og i sit lange liv nåede han at deltage i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig, at havne i kz-lejr og siden blive FN-diplomat og være med til at udarbejde Verdenserklæringen om menneskerettigheder. Og hans bog er stadig aktuel!

At tabe kontrol og miste sig selv

2012-11-02 19.29.57

Mange ved, at jeg holder af “interessant” øl (det kommer til at lyde som en pleonasme – ingen holder vel af uinteressant øl?) og nogle ved også at jeg er medlem af Danske Ølentusiaster. Samtidig kender jeg flere, der for en del år siden holdt op med at drikke – de opdagede, at deres alkoholforbrug var ved at komme ud af kontrol. Jeg kender enkelte andre, der aldrig nåede så langt og endte med at ødelægge sig selv. Og der er andre igen, der har oplevet en af deres nærmeste komme ud i et alkoholforbrug, der var ødelæggende.

Og selv om det er en regulær nydelse at drikke en øl som den på billedet (en Hopwired IPA fra det newzealandske bryggeri 8Wired, der har en dansk brygger) er der også en bagside. Man mister meget nemt kontrollen med sig selv, når man har drukket alkohol: man tænker uklart og kan komme til at gøre eller sige noget uheldigt. Det bryder jeg mig faktisk ikke om; måske er det fordi jeg som akademiker lever af at kunne tænke klart og præcist. Det er vel også derfor, jeg holder mig til øl – ved stærkere varer som vin, hedvin og spiritus forsvinder drikke- og smagsoplevelsen hurtigt om bag alkoholpåvirkningen.

Det er et paradoks, vi er nødt til at rumme: På den ene side kan indtagelse af alkohol give gode oplevelser; på den anden side kan den ødelægge andre menneskers liv og gøre os dumme.

Første gang jeg for alvor tænkte over hvad det vil sige at være alkoholiker var vel da jeg i gymnasiet hørte Herdis Møllehave tale om sit alkoholforbrug. Det var et usædvanligt rodet foredrag, og flere af mine kammerater var enige om at hun måtte have været fuld. Vores dansklærer havde foreslået os at lade en stil tage udgangspunkt i foredraget; det var der selvfølgelig ingen, der valgte. Én ting husker jeg, så én pointe var der da: at misbruget hang sammen med at komme ud af kontrol. Jeg ved ikke om netop denne pointe, der lå så godt skjult i det rodede foredrag, gjorde noget stort indtryk på vores årgang, hvor de fleste for længst var gået i gang med at drikke alkohol til fester.

Min holdning er derfor også umiddelbart paradoksal (og selvfølgelig er den ikke modsigelsesfri): Man skal være ædru og kunne blive ædru igen for at kunne drikke alkohol. Hvis det ikke går, er det bedst at lade være. Jeg skal vide at inden så længe skal jeg være ædru igen, og at alkohol på den måde er en undtagelse og skal være en undtagelse. Der er en glæde ved en god øl, men der en anden og helt væsentlig glæde ved at være ædru også.

Jeg har stor og udelt respekt for det valg, det er ikke at drikke alkohol – både for dem, der er holdt op og for dem, der er aldrig er begyndt.

En ren feriekoloni

BastoyNorway

Der er en interessant artikel af Erwin James i The Guardian om det norske fængsel Bastøy; som navnet antyder, ligger det på en ø. Billedet ovenfor er taget fra artiklen og indrømmet – det ligner jo ikke et fængsel. De indsatte bor i træhuse, hvor de har hver deres værelse. Der er værksteder og de indsatte har mulighed for at gå ned til stranden. Ideen er at man skal vænne sig til at leve som man gør i det omgivende samfund. De indsatte har begået voldsomme forbrydelser – men de skal alle være i slutningen af deres afsoning med højst fem år tilbage, før de kan søge om at blive overflyttet til Bastøy.

Jeg har selv én gang i mit liv været på besøg i et fængsel, og det var endda et britisk fængsel – det berygtede Strangeways-fængsel i Manchester, som The Smiths opkaldte deres sidste album efter. Sjældent har jeg set et sted så fyldt med ensretning, mistillid og dehumanisering.

Det er altid nemt at blive enige om hvordan det er bedst at behandle dem, vi holder af. Derimod er det straks meget sværere at finde ud af hvad vi skal gøre med dem, vi har et udestående med. Når vi hører om alvorlige forbrydelser, er der mange der først og fremmest er vrede – og det er også meget forståeligt. Men strengheden og vreden virker formodentlig ikke for andre end for ofrene, og den virker næppe forebyggende. USA og Rusland har nogle af de hårdeste fængsler og de strengeste straffe i verden, men begge steder er der alvorlige problemer med kriminalitet. Norge har til gengæld den laveste recidiv-procent i Europa med kun 16 procent. Recidivprocenten er den procentdel af dømte kriminelle, der efter løsladelse begår kriminalitet igen.

Meget af det vi gør mod hinanden, fordi vi er vrede, gør vi i vrede, og det er ikke et resultat af overvejelser om andre konsekvenser end at vreden skal lukkes ud. Derfor bliver det ofte kontraproduktivt på længere sigt. Du er vred fordi din cykel er punkteret, så du sparker til den – og knækker to eger. Du er vred fordi din ægtefælle ikke har vasket op eller ryddet op, så du råber op – og din ægtefælle er vred på dig.

Når talen falder på dette emne, kommer jeg til at tænke på den danske jurist Ole Ingstrup, der var med til at reformere den canadiske kriminalforsorg; der er et interessant interview med ham i Information fra 2009. Efter Ole Ingstrups reformer i 1990’erne faldt recidivprocenten i Canada til det halve.

Selvfølgelig kan en reform af kriminalforsorgen ikke løse alle problemer. I samfund hvor organiseret kriminalitet (der ofte går hånd i hånd med korruption) og fattigdomsrelateret kriminalitet er dominerende problemer, er sociale reformer selvfølgelig af stor vigtighed.

Erwin James, der skrev artiklen for The Guardian, er forresten selv en slags autoritet hvad angår kriminalforsorg: han har selv siddet i fængsel i 20 år med en livstidsdom. Han skriver:

As a life prisoner, I spent the first eight years of the 20 I served in a cell with a bed, a chair, a table and a bucket for my toilet. In that time I was caught up in a major riot, trapped in a siege and witnessed regular acts of serious violence. Across the prison estate, several hundred prisoners took their own lives, half a dozen of whom I knew personally – and a number were murdered. Yet the constant refrain from the popular press was that I, too, was living in a “holiday camp”. When in-cell toilets were installed, and a few years later we were given small televisions, the “luxury prison” headlines intensified and for the rest of the time I was in prison, it never really abated.

Uanset hvad lyder det ikke en god forberedelse til at leve som man gør uden for fængslet.

Dagens husråd

latex2b

Jeg er kommet med på Quora, hvor jeg følger med i spørgsmål/diskussioner om en hel masse emner. Nogle diskussioner giver megen indsigt, andre (f.eks. “Hvad er verdens bedste guitarsolo?”) er lige så lidt spændende som at tale om andre menneskers livret. Et af emnerne, jeg følger med i, er spørgsmål om mit yndlingsdokumentbehandlingsprogram, TeX/LaTeX. Nogen spurgte:

LaTeX: What should I know about LaTeX?

Det har jeg så svaret på. Jeg synes egentlig, at mit svar fortjener også at blive skrevet på dansk, så her er det:

For at kunne bruge LaTeX på en meningsfyldt facon, skal man vide dette (ud fra mine mange erfaringer med begynderes LaTeX-kildetekst, som jeg har set i årenes løb):

  • at man under ingen omstændigheder skal forsøge sig med naiv “visuel formattering” i LaTeX ved brug af tvungne linjeskift ( dvs. \\  ); formatteringen er kontrolleret af en samling parametre som man kan justere i dokumentets præambel;
  • at der er en meget stærk og effektiv understøttelse af at skrive matematik i LaTeX, som man skal betjene sig af; vær især opmærksom på forskellen mellem “brødtekst-formler” (afgrænset af $...$) og displaymath (delimiters \begin{equation}...\end{equation} etc.);
  • at man skal lære hvordan man foretager interne referencer (med \ref ) og kildehenvisninger (med \cite );
  • at man bør lave sine egne kommandoer (med \newcommand ) for de konstruktioner, som man bruger ofte (i mit tilfælde gælder dette mængdeabstraktion);
  • at der er der masser af LaTeX-pakker derude som kan alt muligt, men at man kun skal bruge dem, man virkelig har brug for;
  • at man altid kan lære mere om LaTeX.

Kort og godt: brug LaTeX som det er meningen at LaTeX skal bruges, ikke som et “klodset men opreklameret alternativ til Microsoft Word med pænere fonts”.

Styret fra bunden?

piktogram

Alle Folketingets partier har en hovedbestyrelse, dvs. SF kalder det så for en landsledelse. Her er links til partiernes oplysninger om hvem der er med.

Der er dog ét parti, der ikke har disse oplysninger offentligt tilgængelige, og det er Danmarks mest populære parti, Venstre. På Venstres egen side om partiets organisering står der at

Venstre er styret fra bunden.

Man vil ud fra oplysningerne på samme side med et passende detektivarbejde og med adgang til referat fra Venstres landsmøde til dels kunne finde ud af hvem der er medlemmer af Venstres hovedbestyrelse. Hvorfor vil Venstre ikke offentliggøre sammensætningen af sin hovedbestyrelse?

Dette forhold kan man læse mere om i en artikel fra Jyllands-Posten. Heri kan man læse:

“Vi vil ikke af princip. Og så vil vi ikke, fordi det strider mod Datatilsynets regler. Den er ikke længere. Vi vil ikke udlevere den liste. Punktum,” siger Claus Richter, der er partisekretær i Venstre.

Det er interessant – er det virkelig tilfældet at alle øvrige partier i Folketinget (og store organisationer) overtræder Datatilsynets regler? Nej, for Persondataloven siger

Stk. 4. En stiftelse, en forening eller en anden almennyttig organisation, hvis sigte er af politisk, filosofisk, religiøs eller faglig art, kan inden for rammerne af sin virksomhed foretage behandling af de i stk. 1 nævnte oplysninger om organisationens medlemmer eller personer, der på grund af organisationens formål er i regelmæssig kontakt med denne. Videregivelse af sådanne oplysninger kan dog kun finde sted, hvis den registrerede har meddelt sit udtrykkelige samtykke hertil eller behandlingen er omfattet af stk. 2, nr. 2-4, eller stk. 3.

Den sidste formulering er den interessante, for det må være den, Claus Richter henviser til. Er der medlemmer af Venstres hovedbestyrelse, der ikke vil give deres samtykke? Der kunne måske være tale om et personsammenfald med Den Liberale Erhvervsklub, der er en sammenslutning af virksomhedsledere, der støtter Venstre økonomisk. Klubben blev i sin tid oprettet på opfordring af Anders Fogh Rasmussen (ifølge en artikel fra B.T.) og har haft den ikke helt ukendte Fritz Schur som ledende medlem.

Nedefra og oppefra

Her er et foredrag, der er ved at være halvandet år gammelt, men det er stadig aktuelt. Foredragsholderen er Maajid Nawaz, der er englænder med pakistansk baggrund. Engang var han islamist, dvs. en person som vil have at alle skal følge hans specielle udgave af islam. I dag arbejder han med demokratiaktivister i Pakistan. I høj grad en forandret mand.

Da Maajod Nawaz holdt sit foredrag, var det “arabiske forår” stadig i sin vorden. Siden er der sket meget. I både Egypten og Tunesien er der spændinger mellem de islamistiske partier og resten af det politiske spektrum (ingen af stederne udgør islamisterne et flertal). I Syrien er islamister blandt de fremtrædende i oprøret mod Assad-regimet. Ironisk nok er det libanesiske Hizbollah blandt dem, der kæmper for Assad-regimet.

Men hvorfor går det islamisterne så godt? Det, de står for, er jo dybt reaktionært og ubehageligt.

Også de reaktionære nationalistiske bevægelser i Europa har kronede dage. Det græske Gyldent Daggry, der engang var et marginalt fascistparti, har vokset sig stort, og det franske Front National har længe stået uhyggeligt stærkt.

I denne weekend er der valg i Italien, og vi kan se hvordan en korrupt, forbryderisk person som Berlusconi i uskøn alliance med nyfascisterne formodentlig kan opnå støtte fra omkring en femtedel af befolkningen.

Det, som de reaktionære grupperinger mange steder lykkes med er, som Maajid Nawaz påpeger, at fremstå som en græsrodsbevægelse. Det er en antidemokratisk og anti-menneskerettigheds-bevægelse (og i mange tilfælde er deres ledere ikke “folkelige”, men tværtimod enormt rige), men de starter nedefra. Og det lykkes for dem. Prøv at sammenligne med forsøgene på at indføre demokratiske strukturer i Irak efter den USA-ledede invasion; alle disse forsøg kom oppefra og slog fejl.

Og det man har set i bl.a. Irak, ser man også nu i Europa – senest i Grækenland og i Italien: Demokratiske idealer er bare blevet én blandt mange valgmuligheder og derfor én, det er blevet legitimt at vælge fra. Herhjemme kan vi se, hvordan et bestemt politisk parti, nemlig Dansk Folkeparti, har positioneret sig som modstandere af menneskerettighederne. Det er også skræmmende.

For mig at se er der kun én ordentlig konklusion: De græsrodsinitiativer, der arbejder for menneskerettighederne, må arbejde sammen. Hvis det kan lykkes for de reaktionære bevægelser, må det også kunne lykkes for alle os andre, der har en bedre sag.

Fire gange

patek1

Armbåndsuret på billedet er et Patek Philippe. Det koster 210.000 amerikanske dollars. Nogle har råd til at købe noget, der er så dyrt – og de gør det. Nogle mennesker er så rige, at de kun kan siges at være ekstremt rige.

Der tales ikke meget om ekstrem rigdom, hverken internationalt eller herhjemme. Den britiske nødhjælpsorganisation Oxfam oplyste i sidste måned at de 100 rigeste mennesker i verden i 2012 tjente i alt 240 milliarder amerikanske dollars. Man kunne gøre en ende på den ekstreme fattigdom i verden med de midler. Ja, faktisk kunne man gøre det fire gange.

Når også Warren E. Buffet, der er en af de ekstremt rige, i et indlæg i New York Times fra november 2012 taler for at der skal indføres en minimumsskat for de ekstremt rige, ved man at der er noget galt. De rige bliver beskattet i stadig mindre omfang. Buffet skriver:

In 1992, the tax paid by the 400 highest incomes in the United States (a different universe from the Forbes list) averaged 26.4 percent of adjusted gross income. In 2009, the most recent year reported, the rate was 19.9 percent. It’s nice to have friends in high places.

Så vidt jeg kan se, har vi i vores verden i høj grad midlerne til at kunne skabe en menneskeværdig tilværelse for alle.

Hyldest til en trofast ven

2013-02-21 17.32.22

Hvad er det for en ejendel, jeg bruger hver dag? Der er vel to-tre kandidater: mil mobiltelefon, min bærbare computer og min cykel. Det er høje tid at min Kildemoes-cykel får den hyldest, den fortjener. Faktisk har den overlevet både min foregående telefon og min troløse gamle MacBook, der fik al sin indmad skiftet.

Som en af de eneste danskere fra min generation har jeg aldrig fået mig et kørekort; jeg har faktisk aldrig savnet sådan et kort. Jeg cykler altid på arbejde, medmindre der er helt ufremkommeligt med sne og is (er det tilfældet, tager jeg bussen). Det betyder så også, at min cykel kommer ud for lidt af hvert på de to gange 9 kilometer, jeg tilbagelægger mellem Bondropsgade til Selma Lagerløfs Vej. Regn, slud, sne, sand og masser af snavs – og som bonus her i vinterhalvåret en solid omgang vejsalt.

I denne uge var det som om cyklen ikke rigtig ville som jeg ville. Kæden og klingen ville ikke sammen, og det var usædvanligt tungt og trist at komme frem. Jeg fik cyklen set efter hos Fri Cykler på Thistedvej i Nørresundby. Lidt over 2000 kroner senere var den født som ny med nye pedaler, nye klinger, nye gearskiftere, ny frikrans osv. osv. osv. Dyrt, men i allerhøjeste grad nødvendigt. Det er som at genopdage sin cykel, og netop i dén situation bliver jeg (uanset at det var en dyr fornøjelse i dag) ekstra glad for at jeg har den. Jeg vil være bedre ved den i fremtiden. Blandt alle mine ejendele er min cykel mit kæreste eje.

Mine nøgler ligger sydøst for telefonen

Lera Boroditsky med børn fra Cape York i Australien.
Lera Boroditsky med børn fra Cape York i Australien.

Der er et rigtig spændende interview på Edge.org med den hviderussisk-amerikanske sprogforsker Lera Boroditsky om hvordan sproget og vores bevidsthed former hinanden. At sproget former vores bevidsthed er den hypotese, der er kendt som Whorf-Sapir-hypotesen, og det er blandt andet denne hypotese, Boroditsky har beskæftiget sig med-

Der findes sprog, hvor man ikke skelner mellem venstre og højre, men anvender verdenshjørnerne. På disse sprog – det er bl.a. sprog, der tales i Kina, i Sydamerika og i Australien – siger man ikke at “mine nøgler ligger til højre for telefonen”, men (f.eks.) at “mine nøgler ligger sydøst for telefonen”. Lera Boroditsky fortæller om en konference hun deltog i, hvor de tilstedeværende forskere havde meget svært ved at udpege hvor sydøst var – men senere, da hun var i Australien og lavede feltstudier blandt Kuuk Thaayorre-folket, kunne en lille australsk pige på 5 år korrekt udpege hvilken retning der var sydøst!

Et andet interessant fænomen er hvordan grammatisk køn og biologisk køn spiller sammen. På finsk er der ikke noget grammatisk køn, på dansk er der fælleskøn og intetkøn, på fransk er der hankøn og hunkøn og på tysk er der hankøn, hunkøn og intetkøn. Lera Boroditsky peger på at grammatisk køn og kønsidentitet formodentlig er forbundet:

There’s a wonderful study by Alexander Guiora who looked at kids learning Hebrew, kids learning Finnish, and kids learning English as their first language. He asked all of them, “Are you a boy or a girl?” And he had all kinds of other clever ways of figuring out how aware they were of what gender they were. What he found was that kids in these three groups actually figure it out at different rates. The Hebrew learning kids got it first, and then the English kids, and then the Finnish kids last. Of course eventually everyone figured it out, but there was this difference in the developmental timeline.

Hele artiklen er spændende læsning, og den får mig til igen at tænke over at det betyder noget, hvordan vi bruger sproget. Jeg har ganske mange gange talt om hvordan magthavere (og politikere og andre, der gerne vil have magt) forsøger at kapre sproget. Alle forsøg på at gøre dette viser jo også, at “man” godt ved at sproget er med til at forme vores måde at tænke på.