En dialog om at tjene penge

sokratessisyfos

Sokrates og Sisyfos mødtes i Fakta.

Sokrates: Hvor er det hyggeligt at se dig her, Sisyfos.
Sisyfos: Tak, Sokrates.
Sokrates: Jeg vidste ikke, at du handlede i Fakta.
Sisyfos: Jeg holder meget af Fakta. Lige bortset fra oliven og fetaost har de alt, hvad jeg har brug for. Det er næsten ligesom derhjemme nu, bortset fra krisen. Og vejret.
Sokrates: Jeg kan se at du har købt en dansk avis.
Sisyfos: Ja, for de er rigtig gode. Jeg kan læse, at der er nogle politikere, der vil have at danskerne skal have mindre i løn.
Sokrates: Hvad synes du om det?
Sisyfos: Det er en rigtig god idé.
Sokrates: Hvorfor synes du at det er en god idé?
Sisyfos: Så kan de virksomheder, hvor danskerne arbejder, få lavere lønudgifter. Det vil hjælpe virksomhederne i Danmark og det vil også hjælpe dem, der arbejder.
Sokrates: Hvordan kan det hjælpe virksomhederne i Danmark?
Sisyfos: De danske virksomheder kan bedre konkurrere med de udenlandske virksomheder, hvis lønnen i Danmark går ned.
Sokrates: Hvorfor kan de det?
Sisyfos: I udlandet er lønnen lavere end i Danmark. Hvis lønnen er lavere i andre lande, vil virksomhederne hellere ansætte folk dér. Hvis lønnen er lavere, kan virksomhederne beholde flere penge selv. Det hedder merværdi.
Sokrates: Hvorfor er det vigtigt at virksomhederne beholder flere penge selv?
Sisyfos: Fordi så bliver virksomhederne rigere, og det kommer alle til gavn.
Sokrates: Ja, det vil da være godt, at det kommer alle til gavn. Hvad er det for nogle lande, Danmark konkurrerer med?
Sisyfos: Det er desværre ikke Grækenland. Det er nok snarere et land som Kina. Prøv at se – den her smarte trådløse telefon, der er på tilbud her i Fakta, er lavet i Kina.
Sokrates: Ja, det er den sandelig også. Hvad tjener dem der arbejder på telefonfabrikken i Kina?
Sisyfos: De tjener ikke så meget. Måske 2500 kroner om måneden, hvis det er en stor fabrik.
Sokrates: Det er godt nok ikke meget. Hvordan kan kineserne dog leve for så få penge?
Sisyfos: Alting er meget billigere i Kina – mad og tøj og det hele.
Sokrates: Hvorfor er det sådan?
Sisyfos: Når lønnen i et land er lav, skal priserne passe til lønniveauet. Sådan er det.
Sokrates: Men skal danske arbejdere så også tjene 2500 kroner om måneden?
Sisyfos: Nej, selvfølgelig ikke. Det kan ingen leve for herhjemme. Politikerne i avisen siger også bare at danskerne bare skal gå 20 procent ned i løn. Så kan Danmark konkurrere med de nordiske lande og Tyskland og Frankrig. Det lyder som en rigtig god idé, synes jeg.
Sokrates: Du sagde lige, at når lønnen i et land er lav, skal priserne passe til lønniveauet.
Sisyfos: Det er rigtigt. Det sagde jeg.
Sokrates: Hvem er det, der tjener penge på at priserne er så høje?
Sisyfos: Det er de virksomheder, der laver de varer, som folk køber. Virksomhederne skal have et overskud, og det får de på at tage mere for varerne, end det kostede at lave dem. Det var det, jeg kaldte merværdi.
Sokrates: Og du sagde, at den merværdi skal være højere, end den er nu.
Sisyfos: Ja, det sagde jeg.
Sokrates: Du sagde før, at når lønnen i et land er lav, skal priserne passe til lønniveauet.
Sisyfos: Ja, det sagde jeg.
Sokrates: Hvis danskerne tjener 20 procent mindre, skal priserne vel så også sænkes 20 procent?
Sisyfos: Ja, det skal de vel.
Sokrates: Får de virksomheder, der laver varerne, så ikke også mindre i merværdi?
Sisyfos: Jo, det gør de vel.
Sokrates: Er det ikke lidt underligt?
Sisyfos: Jo, det er det vel. Men så er det nok bedst, at priserne ikke bliver sænket.
Sokrates: Men så kan de danskere, der har et arbejde, ikke købe så meget mere?
Sisyfos: Nej, det kan de så ikke.
Sokrates: Du sagde før, at samfundet ville blive rigere, hvis virksomhederne beholdt flere penge selv, og at det ville komme alle i Danmark til gavn.
Sisyfos: Ja, det gjorde jeg.
Sokrates: Men kommer det de danskere, der har et arbejde, til gavn, at de ikke kan købe så meget mere?
Sisyfos: Nej, det gør det vel ikke.
Sokrates: Du sagde, at Danmark konkurrerer med andre lande.
Sisyfos: Ja, det gjorde jeg.
Sokrates: Forestil dig at du boede i et af de andre lande.
Sisyfos: Det gør jeg så.
Sokrates: Ville du så sige, at dit land konkurrerede med Danmark?
Sisyfos: Ja, det ville jeg.
Sokrates: Ville du gerne have, at dit land klarede sig godt i konkurrencen med Danmark?
Sisyfos: Selvfølgelig ville jeg det.
Sokrates: Forestil dig at Danmark har sænket lønnen.
Sisyfos: Det gør jeg så.
Sokrates: Du sagde før, at virksomhederne i Danmark skal sænke lønnen for at klare sig bedre i konkurrencen.
Sisyfos: Ja, det sagde jeg.
Sokrates: Skal virksomhederne i det andet land så også sænke lønnen for at klare sig bedre i konkurrencen?
Sisyfos: Ja, det skal de.
Sokrates: Forestil dig nu igen, at du bor i Danmark, og at de har sænket lønnen i det andet land.
Sisyfos: Det gør jeg så.
Sokrates: Klarer Danmark sig bedre i konkurrencen nu?
Sisyfos: Det er ikke sikkert.
Sokrates: Hvorfor ikke?
Sisyfos: Fordi lønnen er lavere i det andet land end i Danmark nu.
Sokrates: Men virksomhederne i Danmark sænkede lønnen for at klare sig bedre i konkurrencen.
Sisyfos: Ja, det gjorde de jo. Vent, måske er det lidt mere kompliceret end jeg troede.

(Visited 105 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

3 kommentarer til “En dialog om at tjene penge”

  1. Spørgsmål: mener du hermed at der ikke findes nogen fordele ved at sænke lønniveauet i Danmark?
    Mener du at en sænkning vil medføre en 100% kompenserende sænkning af lønnen i de lande vi konkurrerer med?

  2. Og lige en ting til: hvis en sænkning af lønnen i Danmark kun har ulemper for danskerne, så bør vi vel stræbe efter at opnå den modsatte udvikling, nemlig lønstigning. Hvad med en faktor 10 eller faktor 100 lønstigning til alle danskere, og det lidt tjept? Det må da være en rigtig god idé, ifølge Sokrates.

  3. Jeg vil egentlig mest påpege, at det simple argument med at “så sænker vi bare lønnen” er stærkt forsimplet – dels fordi det ikke tager hensyn til at det samme argument faktisk vil kunne anvendes af ethvert land, dels fordi det (som mange andre lignende argumenter) ikke er opmærksom på hvad lønmidler rent faktisk anvendes til, når de er blevet udbetalt – nemlig at indgå i det økonomiske kredsløb.

    Noget andet er at kravet om lavere løn ofte fremføres af mennesker med god indtægt som et krav til mennesker med lav indtægt.

Skriv et svar