Det viise og det dumme

courage

Det er på en måde enkelt og på en måde alligevel kompliceret at tale om attentatforsøget mod Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet. Her er tale om en mand, der har brugt ytringsfriheden, og han har brugt den meget. Det betyder ikke at jeg bryder mig om hans udtalelser. De er præget af hadefulde og ubehagelige udsagn, der gør mig i dårligt humør, og Lars Hedegaard blev i maj 2011 dømt af Østre Landsret for racistiske udtalelser. Jeg vil derfor ikke udråbe manden til at være en helt; for mig står han først og fremmest som eksponent for samme slags reaktionære nationalisme som Dansk Folkeparti (som han da også har været medlem af gennem en årrække).

Men intet af dette berettiger nogen til at udøve vold mod Lars Hedegaard. Vold er forkert. Og så snart man begynder at bruge vold og had i stedet for argumenter, har man tabt.

Jeg kommer til at tænke på hvad Bertrand Russell sagde i et interview med BBC i 1959:

I should say, love is wise, hatred is foolish. In this world which is getting more and more closely interconnected, we have to learn to tolerate each other, we have to learn to put up with the fact that some people say things that we don’t like. We can only live together in that way — and if we are to live together and not die together, we must learn a kind of charity and a kind of tolerance, which is absolutely vital to the continuation of human life on this planet.

Det er en etisk holdning, både Lars Hedegaard og alle, der er grundlæggende uenige med ham og hans opfattelse af verden (jeg er selv en af dem), må tage til sig.

For ikke så længe siden læste jeg en fascinerende artikel om hvordan Özlem Cekic havde besluttet sig til at lære en mand at kende, der skrev hadefulde læserbreve om hende. Det kom der et overraskende venskab ud af, og jeg kan konstatere at venskabet mellem Özlem og Ingolf er et bevis på at det kan lade sig gøre at leve op til Bertrand Russells etiske fordring.

(Visited 31 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar