I en klasse for sig

20130210-164428.jpg

Min hustru er skolelærer, og vi kommer tit til at snakke om vores respektive erfaringer som undervisere. Selv om der findes en del (især nye) studerende, der gerne vil omtale universitetet som “skolen” og sig selv som “elever”, er der temmelig afgørende forskelle. Jeg har aldrig haft problemer med uro til en forelæsning – bortset fra at jeg på første semester et par gange har skullet bede om at “eleverne” holdt op med tale sammen, nu hvor “timen” var begyndt.

I folkeskolen er situationen en anden, og uro i klassen er et enormt problem i danske skoler. Danmarks Lærerforening udgav i 2009 et 56 sider langt skrift om emnet. Der er et væld af avisartikler og debatindlæg om uro i klassen – prøv bare at søge på Google med søgestregen uro i klassen

Jeg tør ikke selv sige noget om hvad man kan gøre ved problemet.

Men det er interessant at læse om situationer, hvor der ikke er uro i klassen. Der er en interessant artikel i Information om netop den finske folkeskole. Her er tilsyneladende ikke de samme problemer med at skabe ro i klassen. Kan man mon finde ud af hvorfor det er sådan fat deroppe nordpå? Et bud, som flere af de adspurgte har, er at der er mere respekt om læreren. Magnus Westerland, der er gymnasierektor, siger

»Læreruddannelsen på universitetet er grundstenen i det finske uddannelsessystem. Det giver stor respekt om lærerne blandt forældrene – og den respekt giver de videre til børnene.« Magnus Westerland mener, at uddannelsen og den medfølgende respekt er »den absolut vigtigste grund« til, at den finske skole fungerer godt sammenlignet med skolerne i det øvrige Skandinavien:

»I Sverige og Danmark kommer lærerne ikke fra universiteterne. Og så mister man respekt,« siger han og tilføjer: »Lønnen for skolelærere i Danmark og Finland ligger på nogenlunde samme niveau. Men det afgørende er den faglige baggrund.«

»Der er også større respekt om en fodboldtræner, hvis han selv har haft en karriere i en stor klub, inden han blev træner. Hvis han selv var en middelmådig spiller fra en middelmådig klub, er respekten mindre.«

Jeg ved ikke om det er universitetsbaggrunden, der gør forskellen. Der et også et problem med uro i gymnasiet, hvor lærerne normalt er universitetsuddannede. Men dette kunne naturligvis være en adfærd som eleverne tager med sig fra folkeskolen.

Jeg har intet svar på hvad der skal til for at skabe ro i klassen – jeg tør ikke opkaste mig til ekspert – men det er også interessant at se, hvem der er de gode lærere. Mange af os har været så heldige at have en lærer, der gjorde en forskel – det var en lærer, i hvis timer der naturligt var ro og som gav alle elever noget “med hjem” i undervisningen. Det var typisk en lærer, som eleverne holdt meget af. Politiken har sammen med Lundbeckfonden indstiftet en undervisningspris, og i disse uger kan man læse om de lærere, som forskellige kendte mennesker husker som særligt gode lærere.

(Visited 152 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “I en klasse for sig”

  1. P3 afprøvede engang en taktik med skjult mikrofon: Deres mand fik en vikartime, hvor han skulle undervise en 7. klasse i seksualundervisning (hårde odds).
    Den første elev der åbnede munden uden at være blevet givet ordet, fik en advarsel om at det ikke var acceptabelt. Den næste elev der gjorde det samme, blev bedt om at træde uden for døren, sammen med vikaren. Her fik han i klare termer udredt, at hans adfærd ikke var i orden, og at næste skridt ville være at de sammen gik ned på inspektørens kontor for at udrede ret og pligt. Derefter gik vikaren og eleven tilbage ind i klassen – eleven tydeligt brødbetynget.
    Derefter var der ro i klassen resten af timen.

    Jeg blev så imponeret at jeg tydeligt husker udsendelsen den dag i dag.

Skriv et svar