Omvendt undervisning

Flipped

På det seneste er jeg begyndt at tænke over at anvende flip teaching. Jeg tog et første lille skridt, da jeg (inspireret af Lisbeth Fajstrup) begyndte at anvende pencasts. Der er også studerende, der har spurgt om de måtte optage mine forelæsninger – det er dog aldrig rigtig blevet til noget. Og så er jeg begyndt at afholde øvelsestiden i auditoriet, så alle studerende kan sidde og lave øvelser sammen.

Hvad er flip teaching eller omvendt undervisning ? Det er en idé, der er affødt af vore dages muligheder for nemt og billigt at optage og redigere video og kombinere “ren” live-optagelse med grafik og interaktivitet. I stedet for at holde en fysisk forelæsning og lade de studerende få hjemmearbejde i form af at læse en tekst (og måske lave øvelser – det sidste er dog ikke så udbredt på Aalborg Universitet), kunne man lave videomateriale, der gennemgår vigtige dele af dagens pensum på en sådan måde at den studerende kan veksle mellem at læse og i fred og ro følge med  i en miniforelæsning derhjemme eller hvor den studerende nu end er (ved at downloade eller streame). På denne måde kan den studerende “spole tilbage” og få forklaringer gentaget så tit det skal være. Til gengæld skal konfrontationstiden så bruges på øvelser og på spørgsmål fra de studerende.

Ideen med omvendt undervisning stammer helt tilbage fra 1990’erne, men begrebet stammer fra artikler publiceret i 2000, og ideen tog for alvor fart takket være to high school-lærere fra USA, Jonathan Bergman og Aaron Sams. I 2011 opdagede selv The Economist ideen, og sidste år var det The Huffington Post. Så omvendt undervisning må nu siges at være mainstream, godt hjulpet af initiativer som Khan Academy.

Det farlige ved forelæsninger er at de ser ud som om de er den vigtigste del af undervisningen. Typisk er der lavet store og veludstyrede lokaler til forelæsningsbrug, og de fleste studerende møder op til forelæsningerne. Jeg har derimod en efterhånden nogenlunde begrundet mistanke om at mange studerende ikke lægger så mange kræfter i at læse pensum, som de burde – og i nogle sammenhænge (især når det gælder øvelser i grupperum, et udbredt fænomen på Aalborg Universitet) bliver der heller ikke lagt så mange kræfter i øvelserne. Men det er når man læser og når man prøver at anvende begreberne fra pensum, at man lærer mest. (Alle ved, at man ikke bliver en god guitarist af at lytte til en masse dygtige guitarister. Man er nødt til selv at gribe guitaren og prøve at spille.)

Ved at nedgradere forelæsningerne til noget, de studerende kan se når de vil, kan man som underviser på meget konkret vis flytte fokus derhen, hvor det er væsentligt. Og så er det forresten også en oplagt strategi i kombination med fjernundervisning og med flersprogede hold – man kan én gang for alle lave et sæt forelæsninger på flere forskellige sprog.

Der er ikke overraskende nogle faldgruber forbundet med at “nedgradere” forelæsninger. I de tekster om omvendt undervisning, som jeg har set, bliver der især lagt vægt på at nogle studerende vil protestere over at der ikke er “rigtig undervisning” som de er vant til.  En del studerende har en usagt forventning om at underviseren altid “bare kan forelæse”. For år tilbage havde jeg bedt de studerende på et hold om til den kommende kursus gang at lave et oplæg i forbindelse med et kursus, jeg holdt, og det skulle gøres projektgruppevis – men ingen havde gidet lave et sådan oplæg (det var i de glade dage med projektenhedskurser på AAU, dvs. kurser som ikke blev eksamineret), og de studerende var forbløffede/forargede over at jeg på stedet aflyste undervisningen og ikke bare holdt en forelæsning om et eller andet!

Ideen med omvendt undervisning er ikke perfekt, men den er værd at undersøge. Læs mere om ideerne på f.eks. http://www.knewton.com/flipped-classroom/.