Følelsen af en afslutning

20130215-185119.jpg

I dag var vi til bisættelsen for min hustrus mor. Den foregik i stilhed. Min svigerfar på 85 holdt en tale ved selve gudstjenesten – det var først nu vi fik at vide hvordan han mødte sin kone dengang. Det var fortællingen om hvordan de unge, der mødes og danser i Gröna Lund, 60 år senere er blevet de gamle, der taler sammen om den afsked, begge ved snart vil blive virkelighed. Det var gribende og velvalgte ord, og det føltes meget passende at det var netop det menneske, der havde kendt den afdøde længst og bedst, der på denne måde sagde farvel.

Min kone og jeg var med til at bære kisten ud, og der stod vi alle tavse og så rustvognen køre langsomt bort. Der er en særligt knugende fornemmelse forbundet med dét syn. Netop da går det for alvor op for én at det er slut, helt slut. Sjældent har det føltes så koldt i februar.

Bussen til Kerteminde sneg sig ind lige bag rustvognen, da den drejede ud, og spærrede for udsynet. Det var det eneste andet køretøj i den lille landsby på Fyn. Alle tænkte vi det samme: Det kunne man ikke være bekendt!

(Når jeg dør, skal nogen ringe til Nordjyllands Trafikselskab.)

Bagefter var vi sammen med de andre nærmeste henne ved Marias far. Måske tænker danskerne kun på mad og drikke, men det gav mening at drikke et glas og spise et stykke chokolade netop dén eftermiddag og tale om bisættelsen, om både døden og livet. For de to modsætninger hænger sammen.

Kristian Leth har et essay i Information netop i dag, og her skriver han:

Men vi bliver nødt til at have Døden med os, hvis vi vil have det meste ud af Livet. Hvis vi ikke vil være styrede af frygten. Som alle andre ideer bliver katastrofe- og statistikbilledet til tvangstanker, hvis de ikke bliver sat i et ordentligt perspektiv:

At Døden er uomgængelig og naturlig. At den er lige så lidt vores fjende, som os selv. At Livet bliver mere værdifuldt, hvis vi tør forsøge at indeholde Døden. Vi bliver nødt til at prøve at indeholde den. .